Ankestyrelsens principafgørelse O-29-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 4

Kommunen havde i perioden 1. januar 1994 til 30. november 1994 fejlagtigt indsat kontanthjælp på ansøgers bankkonto. Hjælpen var registreret under hendes samlevers personnummer, og blev derfor gjort tilbagebetalingspligtig for ham. Afgørelsen om at samleveren skulle tilbagebetale hjælpen blev efterfølgende annulleret af kommunen, idet beløbet var tilsendt en konto, der ikke tilhørte ham.

Samtidig meddelte kommunen, at den udbetalte hjælp nu skulle tilbagebetales af ansøger i medfør af bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1. Tilbagebetalingskravet var på 97.000 kr. Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger måtte have været klar over, at hun ikke var berettiget til den anførte kontanthjælp, samt at der hver måned var tilsendt en meddelelse til bopælen om anvisning af bistandshjælpen.

Ansøger klagede til ankenævnet i et brev dateret 20. august 1996. Hun gjorde i brevet gældende, at hun først havde modtaget kommunens afgørelse den 27. juli 1996.

Ved afgørelse af 5. september 1996 meddelte nævnet, at ansøger den 20. august 1996 havde klaget over en afgørelse, der var truffet af kommunen den 23. juli 1996. Nævnet gjorde opmærksom på, at klagen fra ansøgeren var modtaget i kommunen den 22. august 1996.

Nævnet henviste til, at efter § 15, stk. 4, i lov om social bistand skal klage til nævnet være indgivet inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Denne frist var overskredet, men nævnet kunne efter loven se bort fra overskridelsen, når der var særlig grund hertil.

I klagen var der ikke fundet nogen særlig grund til overskridelsen. Der var således ikke oplyst nærmere om, hvorfor eller godtgjort, at ansøger først skulle have modtaget afgørelsen den 27. juli 1996. Nævnet kunne derfor ikke behandle sagen.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at afgørelsen fra kommunen var udateret, og at det i øvrigt ikke fremgik, hvornår fristen skulle regnes fra, og at nævnet i givet fald måtte kunne se bort fra et par dage. Endvidere havde kvinden anført, at hun nu ved nærlæsning øverst i højre hjørne så, at der med bitte små standardtyper mellem adresse og telefonnummer var angivet en dato den 23. juli 1996. Det var hendes opfattelse, at dette var en helt usædvanlig placering af en dato. Endelig var der tit postforsinkelser i området.

Ankestyrelsen indhentede efterfølgende oplysninger fra postvæsenet hvoraf det fremgik, at der havde været forsinkelse ved sorteringen med småbreve den 23. juli 1996, men at det ikke kunne siges med hvilke breve.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne bortses fra klagefristen begrundet med henvisning til en sags nærmere karakter.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at det ikke kunne udelukkes, at kommunens afgørelse var kommet 1 dag senere frem til kvinden som følge af forsinkelse ved postvæsenet, medførte, at klagen måtte anses for rettidigt indgivet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ifølge oplysningerne fra postvæsenet havde været forsinkelser ved sorteringen med brevene den 23. juli 1996.

Ankestyrelsen bemærkede samtidigt, at der efter styrelsens opfattelse under alle omstændigheder ville have været grundlag for at dispensere fra klagefristen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af kommunens klage vejledning burde fremgå, hvornår klagefristen blev regnet fra, samt på den mindre fristoverskridelse sammenholdt med afgørelsens betydning for kvinden.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det var af væsentlig generelinteresse af få prøvet, hvorvidt bistandslovens tilbagebetalings regler kunne anvendes i de situationer, hvor kommunen ved en fejl indsatte en persons kontanthjælp på en anden persons bankkonto.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at placeringen af afgørelsesdatoen i kommunens afgørelse af 23. juli 1996 måtte anses for at være meget uhensigtsmæssig.

Ankestyrelsen fandt det endelig kritisabelt, at nævnet ikke havde søgt sagen bedre oplyst for så vidt angik postforsinkelsen, idet det af sagen fremgik som en mulig årsag til den manglende overholdelse af klagefristen. Ankestyrelsen fandt det således ikke tilstrækkeligt, at nævnet alene havde rettet henvendelse til kommunen med henblik på, om posten var afsendt som A- eller B-post.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse og sagen hjemvistes til realitetsbehandling i nævnet.