Ankestyrelsens principafgørelse O-40-97

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 46

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 81 og § 98

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 22-23

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 201622-96

Ansøger, der modtog kontanthjælp og var alene med to børn, ansøgte i maj 1996 kommunen om hjælp til anskaffelse af ventetøj og udstyr til barnet. Ansøger skulle føde omkring den 20. august 1996. Vedlagt ansøgningen var ansøgers budgetskema, lønoversigt og vandrejournal. Kommunen gav afslag på ansøgningen. Afslaget var begrundet med, at der ud fra en beregning af ansøgers budget og forsørgelsesgrundlag, fortsat var plads til at afholde disse udgifter. Af kommunens afgørelse fremgik, at kommunen fandt, at ansøgers forsørgelsesgrundlag var ca. 12.000 kr. pr. måned, hendes faste udgifter ca. 7.000 kr., rest til forsørgelse til ansøger og to børn ca. 5.000 kr.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at udgiften til ventetøj og babyudstyr havde kunnet forudses, således at ansøger ved tilrettelæggelse af sin økonomi, kunne have sparet op til udgiften.

Nævnet kunne derimod ikke tiltræde den af kommunen givne begrundelse for afgørelsen, at ansøger selv havde midler til at afholde udgiften, idet oplysningerne om ansøgers økonomiske forhold, herunder børneydelsernes indregning i budgettet, ikke fremgik med tilstrækkelig klarhed. Det fremgik ikke af sagen, for hvilke gældsposter der skete overførsel af bistandshjælp til betalings kontor. Såfremt der var tale om tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, henledtes opmærksomheden på bestemmelsen i bistandslovens § 27.

I klagen til Ankestyrelsen havde ansøger bl.a. anført, at hun henholdt sig til bistandslovens § 46, samt § 10 i lov om børnefamilieydelse. Ansøger var enig i afgørelserne i SM O-126-95 og SM O-127-95, hvor der i sidstnævnte stod, at børnebidrag og børnetilskud kan medtages som indtægt ved den økonomiske behovsvurdering, når der ansøges om hjælp, der vedrører et barn. Problematikken i denne sag var imidlertid, at de omtalte ydelser først udbetales et stykke tid efter fødslen af det ventede barn, og de mest nødvendige ting til dette barn var man nødt til at have inden. Ansøger fastholdt, at hun ud af sit budget ikke havde mulighed for opsparing/midler til selv at afholde udgiften.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der efter ændringen af bistandslovens § 46 kan ydes hjælp til anskaffelse af ventetøj og babyudstyr. Sagen blev endvidere antaget til afklaring af, om der kan gives afslag på den ansøgte hjælp med den begrundelse, at ansøger kunne have sparet op til udgiften sammenholdt med, at nævnet i sin afgørelse havde udtalt, at nævnet ikke havde kunnet tiltræde kommunens begrundelse for afgørelsen om, at ansøger selv havde midler til at afholde udgiften.

Ankestyrelsen fandt, at der ved afgørelsen af, om der var grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 46 til rimeligt begrundede enkeltudgifter, ikke alene kunne gives afslag med begrundelsen, at udgiften havde været forudsigelig. Der skulle ved afgørelsen tillige tages stilling til, om den, der ansøgte om hjælpen, efter op lysningerne om de økonomiske forhold, havde haft mulighed for at spare op til anskaffelse af det ansøgte.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at ankenævnet ikke havde været berettiget til at give afslag på ansøgningen om hjælp til anskaffelse af ventetøj og babyudstyr alene med henvisning til, at udgiften havde kunnet forudses, således at ansøger ved tilrettelæggelsen af sin økonomi, havde kunnet spare op til udgiften. Der blev herved særlig lagt vægt på, at det af de oplysninger, nævnet havde modtaget fra kommunen ikke fremgik på hvilken måde, kommunen havde foretaget beregningen af ansøgers økonomiske forhold, herunder på hvilken måde kommunen havde ladet de ydelser, ansøger modtog til sine børn, indgå ved beregningen.

Sagen hjemvistes derfor til ankenævnet til indhentelse af oplysninger om på hvilken måde, kommunen havde foretaget den økonomiske beregning. Ankenævnet anmodedes herefter om at træffe ny afgørelse.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 201680-96

Ansøger, der den 15. december 1995 havde fået opholdstilladelse i Danmark, søgte den 15. marts 1996 kommunen om hjælp til babyudstyr.

Kommunen afslog at yde ansøger hjælp, idet man fandt, at ansøger selv havde midler til at afholde udgiften, og idet der var tale om en forudsigelig udgift.

Af sagsakterne fra nævnet fremgik, at ansøger var gift og havde to børn, hvoraf det yngste var født den 21. februar 1996. Ansøger modtog kontanthjælp, og kommunen havde overfor nævnet oplyst, at ansøgers og hans ægtefælles nettobistandshjælp udgjorde 13.387 kr. pr. måned. Ansøgers rimelige faste udgifter var på 4.872 kr.

Nævnet tiltrådt kommunens afgørelse. Nævnet havde på baggrund af det oplyste om størrelsen af ansøgers månedlige indtægter sammenholdt med størrelsen af ansøgers faste månedlige udgifter fundet, at ansøger selv havde midler til at afholde udgiften til det ansøgte, uden at dette ville vanskeliggøre ansøgers muligheder for fremtidigt at klare sig selv.

I klagen havde ansøger bl.a. anført, at han i forbindelse med sin opholdstilladelse skulle købe alle de ting, han ikke havde, og at han, efter at have købt det nødvendige til en familie på 4 af sin kontanthjælp, havde brug for hjælp i forbindelse med fødslen af sin datter. Ansøger gjorde yderligere gældende, at det ikke var nok at se på det af kommunen udregnede rådighedsbeløb, man måtte også se på andre oplysninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af nævnets oplysningspligt i forbindelse med en konkret økonomisk vurdering, herunder opsparingsmuligheder, efter bistandslovens § 46.

Ankestyrelsen fandt, at der ved vurderingen af, om der var grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 46 til rimeligt begrundede enkeltudgifter, ikke alene kunne gives afslag med begrundelsen, at udgiften havde været forudsigelig. Der skulle ved afgørelsen tillige tages stilling til, om den, der ansøger om hjælpen, efter oplysningerne om de økonomiske forhold, havde haft mulighed for at spare op til anskaffelse af det ansøgte. Ankestyrelsen fandt, at ankenævnet ikke alene ud fra de oplysninger om ansøgers økonomiske forhold, som nævnet havde modtaget fra kommunen havde været berettiget til at træffe afgørelse om, at ansøger ikke var berettiget til hjælp til anskaffelse af babyudstyr.

Ved afgørelsen heraf lagde Ankestyrelsen vægt på oplysningen om, at ansøger fik opholdstilladelse den 15. december 1995, og ansøgers oplysninger om, at han herefter havde haft udgifter til etablering.

Sagen hjemvistes derfor til nævnet til indhentelse af oplysninger om, hvilke nødvendige udgifter, ansøger havde haft til etablering. Ankenævnet anmodedes herefter om at træffe ny afgørelse om, hvorvidt ansøger på baggrund af disse oplysninger sammenholdt med sagens øvrige oplysninger om ansøgers indtægter og ansøgers godkendte faste udgifter, selv havde haft mulighed for at spare op til nødvendigt babyudstyr.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 201818-96

Ansøger søgte den 6. september 1996 kommunen om hjælp til babyudstyr med ca. 5.000 kr. i forbindelse med ansøgers hustrus graviditet. Hustruen havde termin 25. februar 1997.

Det fremgik af sagen, at ansøger og hans hustrus samlede nettoindtægt månedligt udgjorde 8.795 kr., samt at ansøgers godkendte faste udgifter månedligt udgjorde 6.268 kr., heraf var 1.400 kr. månedligt afdrag på boligindskudslån.

Kommunen afviste at yde hjælp til det ansøgte. Ifølge sagens akter begrundede kommunen ikke afslaget. Kommunen revurderede efterfølgende sagen og fastholdt afslaget. Kommunen begrundede denne afgørelse med, at ansøger ville kunne ændre sin økonomiske situation ved at betale mindre af på boligindskudslånet, samt at ansøger ved fødselstidspunktet ville modtage højere ydelse, og at udgiften ikke havde været uforudsigelig.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at kommunen den 6. september 1996 var berettiget til at afslå den ansøgte hjælp, da kommunen ikke kunne give bindende tilsagn om hjælp i forbindelse med forventet fødsel 5 måneder senere, når ansøgers situation i det tidsrum kunne ændre sig.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det var tidspunktet for ansøgningen, som var afgørende for, hvilken hjælp der skulle ydes. Endvidere at de ansøgte udgifter var forudsigelige.

I klagen havde ansøger bl.a. anført, at det af kommunens beregning fremgik, at han havde et underskud på 2.323 kr. månedligt, når der blev afsat 4.850 kr. til forsørgelse af et ægtepar. Ansøger gjorde yderligere gældende, at hans underskud ville være 923 kr. pr. måned, hvis man så bort fra afdrag på boligindskudslånet. Ansøger ville derfor gerne vide, hvordan man sparede op til forudsigelige udgifter, når man havde underskud. Ansøger oplyste, at han ikke havde nogen opsparing til babyudstyr i øjeblikket og ikke regnede med at få det fremover, selvom opsparing til babyudgifter var ansøgers eneste mål i øjeblikket.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan gives afslag på hjælp til babyudstyr efter bistandslovens § 46 under henvisning til, at ansøgers situation i tidsrummet op til den forventede fødsel kan ændre sig, samt at de ansøgte udgifter er forudsigelige.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde været berettiget til hjælp til babyudstyr, da han den 6. september 1996 ansøgte herom.

Ved afgørelsen heraf lagde Ankestyrelsen vægt på, at der, da ansøger søgte om hjælpen, var 5 måneder til forventet fødsel.

Ankestyrelsen var på denne baggrund enig med kommunen og ankenævnet i, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgers situation i den periode kunne ændre sig, således at ansøger selv ville have mulighed for at anskaffe nødvendigt babyudstyr.

Kommunens og ankenævnets afgørelse kunne således ikke anses for ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor kommunens og ankenævnets afgørelse.