Ankestyrelsens principafgørelse P-29-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om erstatningsansvar - lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september 1986 - § 5

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 14 og § 15

En 54-årig mand var i 1984 udsat for et trafikuheld på sin arbejdsplads, hvor han pådrog sig en læsion af halsen. I 1988 var hanigen udsat for en trafikulykke, hvor han pådrog sig en whip lash læsion. Han søgte førtidspension og blev tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1. Frem til april 1993 supplerede han pensionen med et job som alt-mulig-mand 4-6 timer om ugen.

Han søgte forhøjelse af pensionen i juli 1995, men nævnet gav afslag i juli 1996, da der ikke var sket nogen væsentlig forværring af hans helbredsmæssige tilstand.

Han klagede over afgørelsen.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen blev det oplyst, at Højesteret den 20. august 1996 havde afsagt en dom, hvorefter der ikke var grundlag for at fastsætte ansøgerens erhvervsevnetab til mindre end 75% efter erstatningsansvarsloven.

Ankestyrelsen stadfæstede i november 1996 nævnets afgørelse, idet Ankestyrelsen fandt, at hans erhvervsevne ikke varigt var nedsat med omkring 2/3.

I januar 1997 anmodede ansøgers advokat Ankestyrelsen om at genoptage sagen på baggrund af Højesteretsdommen. På baggrund af henvendelsen genoptog Ankestyrelsen sagen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt Ankestyrelsen i en sag om førtidspension er bundet af en Højesteretsdom, hvor der er tilkendt 75% i tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til mere end forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1.

Begrundelsen var, at erhvervsevnen i relation til lov om social pension fortsat ikke varigt var nedsat med omkring 2/3.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på en udtalelse fra Retslægerådet fra april 1995, hvor det fremgik, at følgerne efter whip lash læsionerne, specielt det sidste i 1988, ikke legemligt var af et sådant omfang, at det alene kunne forklare, at ansøger skulle være totalt uarbejdsdygtig. Retslægerådet var desuden af den opfattelse, at det samlede sygdomsbillede var forværret af en grundliggende psykiatrisk lidelse.

Der blev desuden lagt vægt på praksis vedrørende whip lashlæsioner i SM P-33-95.

Baggrunden for genoptagelse af pensionssagen var, at Højesteret i august 1996 havde afsagt dom, hvorefter erhvervsevnetabet som følge af whip lash læsionen i 1988 blev fastsat til 75%. Højesteret havde truffet afgørelsen om erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven, mens Ankestyrelsens afgørelse om nedsættelse af erhvervsevnen var truffet efter lov om social pension.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der var tale om indbyrdes forskellige regelsæt, der hver især forudsætter, at der lægges vægtpå forskellige kriterier. Dette gælder bl.a. opgørelse af erhvervs evnetabet - herunder hvad der gives erstatning for - og tidspunktet for fastsættelse/tilkendelse af erhvervsevnetabet.

Der blev endvidere lagt vægt på, at Højesteret i en dom afsagt den 26. januar 1995 (UfR 1996, s. 1167) har fastslået, at Ankestyrelsenved sin vurdering af størrelsen af tab af erhvervsevne efter arbejds skadeforsikringsloven, ikke er bundet af hverken revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse vedrørende førtidspensionens størrelse eller af en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen efter erstatningsansvarsloven, jf. SM U-6-96.

På baggrund heraf fandt Ankestyrelsen, at styrelsen ved afgørelsen om social pension ikke var bundet af en afgørelse om erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven, men at Ankestyrelsen i den konkrete sag måtte foretage en selvstændig vurdering af erhvervsevnenedsættelsens betydning for pensionstilkendelsen.