Ankestyrelsens principafgørelse O-4-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 2, pkt. 9

Note:

*) Se endvidere SM O- 1-93

Sagen vedrørte en 11-årig dreng, som efter en normal fødsel pådrog sig en bakteriel meningitisinfektion, som blev yderligere kompliceret af hydrocephalus (vand i hovedet).

Kommunen havde givet afslag på hjælp efter bistandslovens § 48 til en tandemcykel til drengen med begrundelsen, at drengen ikke var afskåret fra at bruge en almindelig cykel. Man fandt derfor ikke, at en tandemcykel var en nødvendig merudgift, jf. § 48, stk. 1.

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at drengen ikke skønnedes at kunne færdes på egen hånd i trafikken, selv ikke med ledsager.

Således som familiens dagligdag var beskrevet, hvor man ønskede at kunne cykle i fritiden, fandt nævnet, at anskaffelsen af en handicaptandem var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af drengen.

Ankenævnet pålagde derfor forvaltningen at yde hjælp til den billigste forsvarlige handicaptandem, jf. bistandslovens § 48. Nævnet fandt imidlertid, at forvaltningen var berettiget til at fratrække et beløb svarende til prisen på en almindelig cykel af god kvalitet og passende for drengens alder, da han efter oplysningerne i sagen ikke havde en cykel.

Kommunen gjorde i sin klage gældende, at man fandt, at der var tale om en afgørende forskel, om det var muligt rent fysisk at brug en almindelig cykel eller ej. Kommunen fandt, at nævnets afgørelse udvidede personkredsen væsentligt ved at åbne op for psykiske handicap.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på at supplere SM 0-1-93.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne ydes støtte efter § 48, stk. 1 til en handicaptandem, som en merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Begrundelsen var, at drengen som følge af sin hjerneskade var rum-og retningsforstyrret, det vil sige, at han var uden sikker sans for omgivelserne.

Som følge heraf kunne han ikke, efter en lægelig vurdering, færdes på almindelig cykel eller uden ledsager, hverken i trafikken eller på ukendte stier.

Når dette var tilfældet, fandt Ankestyrelsen ikke, som anført af kommunen, at der kunne lægges afgørende vægt på, om det rent fysisk var muligt for drengen at benytte en almindelig cykel.

Begrundelsen var videre, at Ankestyrelsen, i overensstemmelse med afgørelsen offentliggjort i SM 0-1-93 fandt, at en handicaptandem var nødvendig for at drengen i rimeligt omfang kunne deltage i familiens dagligliv.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at der ved beregning af hjælpen til handicaptandem skulle fratrækkes et beløb svarende til prisen på en almindelig cykel.

I forhold til det af kommunen i øvrigt anførte, bemærkedes det, at det fremgik direkte af lovteksten i § 48, stk. 1, at bestemmelsen gjaldt for både fysiske og psykiske handicap.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.