Ankestyrelsens principafgørelse P-14-97

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 52, stk. 3

Ansøgeren fik i 1988 tilkendt invaliditetsydelse (døveydelse) efter pensionslovens § 18, 2. pkt.

Den 4. februar 1993 afgav A kommune indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet om mellemste førtidspension.

Den 31. august 1993 fik ansøgeren tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, med virkning fra 1. september 1993.

Ansøgeren var den 1. august 1993 flyttet til B kommune.

A kommune underrettede B kommune om flytningen og om tilkendelsen af førtidspension.

B kommune udbetalte pensionen til ansøgeren, men afkrævede A kommune opholdskommunens andel af udgiften.

A kommune mente sig ikke forpligtet til at betale denne udgift, og B kommune indbragte derfor sagen for Ankenævnet.

Ankenævnet fandt, at det påhvilede B kommune at betale udgiften. Nævnet anførte som begrundelse for afgørelsen, at tidspunktet for tilkendelsen af invaliditetsydelsen lå før den 31. december 1991, hvor der ikke gjaldt en særlig kommunal finansieringsforpligtelse for fraflytningskommunen, og at der ikke i forhøjelsessituationen (ændring af invaliditetsydelse til forhøjet almindeligførtidspension) påbegyndes en selvstændig 6-års finansierings forpligtelse for fraflytningskommunen.

Pligten til at betale den kommunale andel af udgiften til den tilkendte førtidspension påhvilede herefter B kommune fra 1. september 1993, da ansøgeren på dette tidspunkt havde bopæl i B kommune.

B kommune gjorde i klagen til Ankestyrelsen gældende, at bopælskommunen ved sagens indstilling er betalingskommune i 6 år, og at B kommune ikke havde afgivet indstilling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om overgangsreglen i § 14, stk. 5, i lov nr. 399 af 6. juni 1991 skal forstås sådan, at det altid er den aktuelle bopælskommune, der skal afholde den kommunale andel af udgiften til forhøjelsen af en pension, der er tilkendt efter de før 1. januar 1992 gældende regler, og om ordet "forhøjelse" i overgangsreglen også omfatter den situation, hvor en person, som før 1. januar 1992 har fået tilkendt invalititetsydelse efter lovens § 18, 2. pkt. på grund af hørelidelse, får tilkendt førtidspension efter § 14, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt, at det påhvilede B kommune at betale den kommunale andel af udgiften til den tilkendte førtidspension.

Den kommunale andel af udgiften var i dette tilfælde 50% af forskellen mellem den tidligere tilkendte invaliditetsydelse og den tilkendte førtidspension efter § 14, stk. 3.

Invaliditetsydelsen var tilkendt før 1. januar 1992 og var derfor statsfinansieret.

Begrundelsen for afgørelsen var, at overgangsbestemmelsen i § 14, stk. 5 i lov nr. 399 af 6. juni 1991 måtte forstås sådan, at tilkendelse af førtidspension til en person, som hidtil har modtaget invaliditetsydelse efter pensionslovens § 18, 2. pkt., må betragtes som en forhøjelse.

Overgangsbestemmelsen i § 14, stk. 5, indeholder ikke nogen bestemmelse om, hvilken kommune, der skal betale den kommunale andel af den forhøjede pension i en situation som den foreliggende.

Der er ikke fastsat nogen 6-års regel i overgangsbestemmelsen, og der kan ikke indfortolkes en sådan, da der ikke knytter sig nogen selvstændig 6-års regel til forhøjelse af en pension i bestemmelsen i lovens § 52, stk. 3, 2. pkt.

Efter pensionslovens § 52 er det den aktuelle bopælskommune, der afholder den kommunale andel af udgiften til pension efter lovens § 14, medmindre der er tale om en af de undtagelsessituationer, der er nævnt i § 52, stk. 3 og stk. 5.

Da der i den foreliggende sag ikke er tale om en af de nævnte undtagelsessituationer, er det den aktuelle bopælskommune, der skal betale den kommunale andel af udgiften til den tilkendte førtidspension.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.