En mand afsonede i perioden 1988-1992 en forvaringsdom på en anstalt, beliggende i B kommune, hvorefter han indtil 1. marts 1994 afsonede i en institution under Kriminalforsorgen beliggende i C kommune. Han blev boende på institutionen i en periode efter den 1. marts.
Det var oplyst, at manden inden indsættelse i forvaring boede i A kommune, og at denne kommune fortsatte som handlekommune, uanset at han afsonede i en anden kommune.
I januar 1994 påbegyndte manden en arbejdsprøvning på et revalideringscenter i D kommune efter indstilling fra A kommune med henblik på afklaring af spørgsmålet om revalidering eller pension.
Retten traf den 14. januar 1994 kendelse om at udskrive ham fra forvaring på prøve bl.a. på vilkår, at der inden prøveudskrivningen var skaffet ham passende ophold og underhold.
Den 15. juli 1994 flyttede han til E kommune, hvor han havde fundet en lejlighed. E kommune bevilgede hjælp fra samme dato efter bistandslovens § 37.
A kommune gav i november 1994 afslag på E kommunes ansøgning om refusionstilsagn efter bistandsloven § 11 under henvisning til, at han ikke længere modtog behandling i form af et døgntilbud, men til gengæld var udflyttet i selvstændig bolig. E kommune anførte i anken til nævnet bl.a., at A kommune betragtede ham som revalidend efter bistandsloven § 43, og at man skulle være revalidend for at blive optaget på det pågældende revalideringscenter. Opholdet var helt klart et led i den af A kommune lagte plan.
Kommunen anførte videre bl.a., at revalideringscentret var oprettet efter bistandsloven § 91, og der var ansat behandlere. Der var tale om en behandlingslignende institution, jf. § 11, stk. 1, nr. 2. A kommune havde medvirket til flytning fra en kommune til en anden og derefter til egen bolig.
Ankenævnet traf afgørelse om, at E kommune ikke havde ret til refusion fra A kommune efter hans flytning til kommunen.
Kriminalforsorgen oplyste på Ankestyrelsens telefoniske forespørgsel, at betingelserne for hans prøveløsladelse p.t. var: alkoholbehandling, antabus hos egen læge i E kommune 2 gange ugentlig, kontakt/samtale med en læge på anstalten i B kommune hver anden måned samt samtale med Kriminalforsorgen ca. 1 gang om måneden.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om foranstaltninger til afprøvelse af indplacering på arbejdsmarkedet har en sådan karakter, at refusionsforpligtelsen kan anses for at være stiftet forud for tidspunktet for fastlæggelse af en eventuel erhvervsplan.
