Ankestyrelsens principafgørelse U-7-97

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 9, nr. 1, § 11, stk. 1, § 12, stk. 2, § 26, § 32, stk. 1, § 32, stk. 2, § 33, stk. 1 og § 33, stk. 2

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 102254-96

En 45-årig kvinde pådrog sig i januar 1994 et lænderygtraume under arbejde som husassistent på en døgninstitution. I lægeerklæring I udfærdiget i forbindelse med anmeldelsen oplyste skadelidtes læge, at skadelidte tidligere af og til havde haft lændesmerter, og at røntgenundersøgelse tidligere havde vist let rygskævhed.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte det anmeldte tilfælde uden forbehold for forudbestående lidelse efter lovens § 12, stk. 2.

I speciallægeerklæring fra december 1995 blev det oplyst, at skadelidte i 1979 var undersøgt på hospital pga. lændehold uden ischias. Herefter havde hun indtil det aktuelle ulykkestilfælde i januar 1994 ikke haft betydende ryggener og havde ikke haft sygemeldinger pga. ryggen. Der havde heller ikke været taget særlige hensyn til skadelidte i forbindelse med tilrettelæggelsen af hendes arbejde som husassistent på en døgninstitution.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte ménet til 10%. Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at skadelidte havde smerter, nedsat bevægelighed og lette føleforstyrrelser. Arbejdsskadestyrelsen lagde endvidere vægt på, at skadelidte også havde gener inden arbejdsskaden. Arbejdsskadestyrelsen vurderede det samlede mén til 12% og havde således foretaget et mindre fradrag pga. skadelidtes forudbestående ryggener.

Ankestyrelsen vurderede ménet som følge af arbejdsskaden til 12%.

Ved afgørelsen tog Ankestyrelsen udgangspunkt i, at der efter loven er ret til godtgørelse/erstatning for den personskade, som kan henføres til følger efter arbejdsskaden, jf. lovens § 12, stk. 1. Det ville således ved afgørelsen af spørgsmålet om godtgørelse og erstatning skulle vurderes, om der burde ske nedsættelse eller efter omstændighederne bortfald af erstatningen, hvis skadelidtes aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kunne henføres til arbejdsskaden, jf. lovens § 26.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at Arbejdsskadestyrelsen ved anerkendelsen af det anmeldte tilfælde ikke havde givet udtrykkelig underretning om forbehold for forudbestående lidelse, jf. lovens § 12, stk. 2, selv om der i lægeerklæring I var oplysninger om tidligere ryggener.

Ankestyrelsen fandt, at Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling i den indledende fase ikke havde været tilstrækkelig til at afgøre, om det kunne godtgøres, at den anmeldte personskade ikke udelukkende var forvoldt af arbejdsskaden, og om der dermed var grundlag for at tage forbehold for forudbestående lidelse, jf. lovens § 12, stk. 2. Ankestyrelsen fandt dog samtidig, at manglende underretning efter bestemmelsen i § 12, stk. 2, ikke i sig selv kunne medføre, at der ved fastsættelsen af godtgørelse/erstatning skulle ses bort fra forudbestående lidelse, når hensås til den ovenfor nævnte bestemmelse i § 12, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af bemærkningerne til lovens § 12 og § 26 fremgår, at det med bestemmelserne har været hensigten at præcisere den hidtidige praksis, hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger, der kan henføres til arbejdsskaden. Underretningen om forbehold måtte herefter betragtes som en ordensforskrift.

Ankestyrelsen vurderede imidlertid, at der i skadelidtes tilfælde ikke var grundlag for at trække fra i det samlede mén på grund af forudbestående lidelse, idet skadelidtes aktuelle ryggener efter Ankestyrelsens vurdering udelukkende kunne henføres til arbejdsskaden i januar 1994, jf. lovens § 26. Ankestyrelsen lagde herved lagt vægt på, at skadelidte ifølge speciallægeerklæringen tidligere kun havde haft et lændehold i 1979 og ellers ikke betydende ryggener indtil arbejdsskaden. Hun havde ikke haft sygedage på grund af ryggener, og hun havde ved arbejdsskaden været udsat for et voldsomt rygtraume, da en patient faldt ned over hende.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af ménet til 12% vægt på, at skadelidte ifølge speciallægeerklæringen havde hyppige rygsmerter, undertiden med udstråling til højre ben, og at der objektivt var påvist ekstrem fiksering af lænden ved foroverbøjning samt moderat fiksering ved sidebøjning. Desuden var der fundet let føleforstyrrelse.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 108814-96

En 36-årig politiassistent trådte under en skydeøvelse ned i et hul på marken, hvorved han faldt og vred om på venstre knæ. I lægeerklæring I udfærdiget af en sygehusoverlæge i forbindelse med anmeldelsen var der sat kryds i rubrikken "ja" ved spørgsmålet om forudbestående lidelse og der var tilføjet "ældre bruskskade".

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte det anmeldte tilfælde uden forbehold efter lovens § 12, stk. 2. Af de lægelige oplysninger, herunder speciallægeerklæringer, som Arbejdsskadestyrelsen herefter indhentede, fremgik, at der var tidligere tilskadekomster i venstre knæ, og at skadelidte senest ca. 1 uge før den aktuelle skade var undersøgt pga. gener i knæet.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede ménet til under 5% og erhvervsevnetabet til under 15%.

Ved afgørelsen om mén lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at der efter styrelsens skøn ikke var sket en væsentlig forværring af de gener, skadelidte havde allerede inden arbejdsskaden.

Ved afgørelsen om erhvervsevnetab lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at skadens begrænsede følger ikke i sig selv kunne begrunde ændringer i skadelidtes arbejdssituation i et sådant omfang, at erhvervsevnen kunne anses for nedsat med 15% eller derover. I denne vurdering indgik, at arbejdet var genoptaget.

I klagen anførte skadelidte, at der klart var sket en forværring af hans gener efter ulykkestilfældet, idet han nu ikke som tidligere kunne dyrke alle former for idræt. Der var daglige gener både i jobbet og hjemme med jævnlige smerter i knæet, og knæet havde nogle gange svigtet.

Ankestyrelsen vurderede ménet som følge af arbejdsskaden til 5%.

Ved afgørelsen tog Ankestyrelsen udgangspunkt i, at der efter loven er ret til godtgørelse/erstatning for den personskade, som kan henføres til følger efter arbejdsskaden, jf. lovens § 12, stk. 1. Det ville således ved afgørelsen af spørgsmålet om godtgørelse og erstatning skulle vurderes, om der burde ske nedsættelse eller efter omstændighederne bortfald af erstatningen, hvis skadelidtes aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kunne henføres til arbejdsskaden, jf. lovens § 26.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at Arbejdsskadestyrelsen ved anerkendelsen af det anmeldte tilfælde ikke havde givet udtrykkelig underretning om forbehold for forudbestående lidelse, jf. lovens § 12, stk. 2, selv om der i lægeerklæring I var oplysninger om tidligere skade i venstre knæ.

Ankestyrelsen fandt, at der var sket en beklagelig sagsbehandlingsfejl, men at manglende underretning om forbehold efter bestemmelsen i § 12, stk. 2, ikke kunne medføre, at der ved fastsættelsen af godtgørelse/erstatning skulle ses bort fra en forudbestående lidelse, når hensås til den ovenfor nævnte bestemmelse i § 12, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af bemærkningerne til lovens § 12 og § 26 fremgår, at det med bestemmelserne har været hensigten at præcisere den hidtidige praksis, hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger, der kan henføres til arbejdsskaden. Underretningen om forbehold måtte herefter betragtes som en ordensforskrift.

Ved vurderingen af ménet i skadelidtes tilfælde lagde Ankestyrelsenvægt på, at der ifølge den objektive beskrivelse i speciallægeer klæringen vedrørende undersøgelse i februar 1996 var ganske let nedsat bevægelighed i venstre knæ samt forreste skuffesymptom, men ingen skurren og ingen løshed. Disse gener vurderedes efter den vejledende méntabel at svare til et samlet mén på 10%.

Imidlertid var der ved undersøgelse ca. 1 uge før den aktuelle skade, konstateret en vis forreste skuffeløshed i venstre knæ, og skadelidte klagede da over en vis ustabilitet samt smerter i knæet i forbindelse med sportsudøvelse. På den baggrund fandt Ankestyrelsen, at skadelidtes aktuelle tilstand i knæet kun i et omfang svarende til halvdelen kunne henføres til arbejdsskaden, jf. lovens § 26. Ankestyrelsen ændrede således med hensyn til mén Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Skadelidtes erhvervsevne skønnedes ikke forringet med 15% eller derover som følge af arbejdsskaden. Skadelidte kunne derfor ikke få erstatning for tab af erhvervsevne, jf. lovens § 32, stk. 1 og 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at skadelidte fortsat var i arbejde som politiassistent.

Ankestyrelsen tiltrådte således med hensyn til erhvervsevnetab Arbejdskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 107545-96

En 62-årig kvindelig postarbejder pådrog sig i oktober 1995 en skade i højre skulder ved fald med sin postcykel.

Skadelidte søgte ikke læge umiddelbart efter ulykkestilfældet. Lægeerklæring I fra skadelidtes læge var således udfærdiget på grundlag af en undersøgelse i april 1996, hvor der ifølge lægen var tale om "frossen skulder".

I sin besvarelse i juli 1996 af spørgeskemaer fra Arbejdsskadestyrelsen oplyste skadelidte, at hun for ca. 4 år siden havde haft en periode med smerter i skulderen. Skadelidte oplyste endvidere, at hun efter ulykkestilfældet i oktober 1995 havde genoptaget sit arbejde, men at hun var blevet sygemeldt igen i januar 1996 og senere var blevet afskediget.

I afgørelse af 29. juli 1996 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen det anmeldte tilfælde som en arbejdsskade. Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at skadelidte var udsat for en ulykke under sit arbejde, da hun væltede med postcykel. Arbejdsskadestyrelsen tog ved anerkendelsen ikke forbehold for forudbestående lidelse.

Den 8. august 1996 modtog Arbejdsskadestyrelsen en udtalelse af 5. juli 1996 fra en speciallæge. Heraf fremgik, at speciallægen ved sin objektive undersøgelse af skadelidtes halshvirvelsøjle fandt øm fortykkelse og nedsat bevægelighed i højre 6. og 7. facetled. I højre skulder fandt speciallægen let nedsat bøjeevne og betydelig nedsat udadføring. Der var endvidere en øm fortykkelse i seneskeden til en muskel på forsiden af højre skulder.

I afgørelse af 16. august 1996 meddelte Arbejdsskadestyrelsen under henvisning til sin tidligere afgørelse af 29. juli 1996, at man efterfølgende var blevet opmærksom på skadelidtes oplysninger om, at hun tidligere havde haft smerter i skulderen. Arbejdsskadestyrelsen henviste til, at der kun kunne ydes erstatning for arbejdsskadens følger og meddelte, at der derfor ved udmålingen af en eventuel erstatning ville blive taget hensyn til skadelidtes tidligere skuldergener.

I sin klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 16. august 1996 anførte skadelidte, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 29. juli 1996 måtte fastholdes, da denne afgørelse måtte anses for at være en begunstigende forvaltningsakt juridisk set. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 29. juli 1996 måtte derfor efter skadelidtes opfattelse lægges til grund for den videre behandling af sagen og dermed for erstatningsudmålingen, jf. lovens regler herom samt i henhold til forvaltningslovens regler.

Ankestyrelsen udtalte i afgørelsen, at skadelidte efter loven har ret til godtgørelse/erstatning for den personskade, som kan henføres til følger efter arbejdsskaden, jf. lovens § 12, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt det således uden afgørende betydning forvurderingen af skadelidtes ret til erstatning, at Arbejds skadestyrelsen på grund af en sagsbehandlingsfejl ikke gav underretning om forbehold ved anerkendelsen i den første afgørelse af 29. juli 1996, jf. lovens § 12, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af bemærkningerne til lovens § 12 og § 26 fremgår, at det med bestemmelserne har været hensigten at præcisere den hidtidige praksis, hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger, der kan henføres til arbejdsskaden. Underretningen om forbehold måtte herefter betragtes som en ordensforskrift.

Manglende underretning om forbehold efter bestemmelsen i § 12, stk. 2, kunne derfor ikke medføre, at der ved afgørelsen af spørgsmålet om godtgørelse/erstatning skulle ses bort fra en forudbestående lidelse, når hensås til den ovenfor anførte bestemmelse i § 12, stk. 1.

Den efterfølgende underretning om forbehold hvilede dog efter Ankestyrelsens vurdering på et spinkelt grundlag, idet det på baggrund af skadelidtes kortfattede oplysning i spørgeskemaet om tidligere skuldersmerter ikke i tilstrækkelig grad kunne anses at være godtgjort, at den anmeldte personskade som følge af ulykkestilfældet i februar 1995 ikke udelukkende var forvoldt af den anmeldte skade. Arbejdsskadestyrelsen burde derfor, inden der blev underrettet om forbehold, have undersøgt nærmere, hvad der lå bag skadelidtes oplysning i besvarelsen af spørgeskemaet.

Ankestyrelsen formodede, at der nu måtte være tilvejebragt et bredere lægeligt grundlag til brug for Arbejdsskadestyrelsens vurdering af erstatningsspørgsmålet. Sagen blev derfor tilbagesendt til Arbejdsskadestyrelsen, der anmodedes om over for skadelidte at præcisere, om der nu var grundlag for at opretholde det i afgørelsen af 16. august 1996 meddelte forbehold.

Arbejdsskadestyrelsen blev således bedt om at sende skadelidte nærmere underretning herom i en ny afgørelse med ankevejledning.