Ankestyrelsens principafgørelse U-4-00

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 9, nr. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - 109851-98:

En 43-årig lærer deltog i en indendørs fodboldkamp som led i skolens aktiviteter sammen med kolleger og lærere. I forbindelse med kampen gled sikrede på grund af fugtighed/væske på banen og forvred højre knæ, hvorefter han faldt om.

Arbejdsskadestyrelsen afviste at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde. Der blev lagt vægt på, at sikrede ikke var udsat for en udefra kommende påvirkning, da han under løb tabte balancen. Arbejdsskadestyrelsen lagde endvidere vægt på, at sikrede havde oplyst, at årsagen til at han faldt var, at han forvred højre knæ. Arbejdsskadestyrelsen bemærkede i øvrigt, at det ikke kunne tillægges nogen betydning, at der var fugt på banen, idet det må forventes i en hal.

Til brug for sagens behandling havde Ankestyrelsen indhentet en vidneforklaring fra en medspiller, der oplyste, at han så sikrede glide og falde. Efter vidnets opfattelse skete skaden som følge af, at gulvet var glat.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til anerkendelse som et ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen bemærkede, at efter praksis kan en skade opstået i forbindelse med fodboldspil anerkendes, såfremt der kan sandsynliggøres en udefra kommende indvirkning forstået som en usædvanlig afvigelse i forhold til spillets almindelige udførelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede i forbindelse med en indendørs fodboldkamp løb efter bolden, da han pludselig gled på gulvet, der på stedet var glat på grund af noget fugt. I den forbindelse forvred han knæet og faldt om.

Ankestyrelsen vurderede, at sikrede i forbindelse med vridet i knæet pådrog sig en skade på korsbånd og menisk. At sikrede efterfølgende faldt om havde således ikke haft indflydelse på knæskaden.

Ankestyrelsen vurderede herefter, at der var dokumenteret en udefra kommende indvirkning.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at sikrede som følge af fugt på gulvet uønsket og uventet gled, hvorved han fik et kraftigt vrid i højre knæ. Som følge heraf fik sikrede en læsion af menisk og korsbånd i knæet.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - 100737-99:

En 27-årig håndboldspiller blev tacklet i et kringle hopskud og kom ud af balance, hvorefter han landede på et stift højre ben, hvorved han fik en knæskade.

Arbejdsskadestyrelsen gav afslag på anerkendelse af hændelsen som et ulykkestilfælde. Der blev lagt vægt på, at der ikke skete noget uventet, da sikrede den 7. januar 1998 foretog et hopskud. Det at sikrede blev skubbet på skulderen, og trods skubbet landede på benene, måtte anses for at være indenfor kotumerne i håndboldspillet.

I anken havde sikrede oplyst, at han var i en angrebssituation og lavede et "kringle hopskud", hvor han i springet lænede sig til venstre for at kunne afvikle et skud udenom den forsvarer, der stod mellem ham og målet. Samtidig med at sikrede afviklede skuddet modtog han en tackling fra siden på sin venstre skulder af en spiller, der befandt sig på siden af ham. Som følge af denne tackling blev sikrede bragt ud af balance og landede på et stift ben, hvorved skaden opstod.

Under normale omstændigheder ville sikrede have udført et "kringle hopskud" ved at lande på det venstre ben, da han havde kropsvægten mod venstre. Tacklingen måtte altså have været årsagen til at sikrede ikke landede som forventet. Hertil kom, at tacklinger fra siden ifølge reglerne skulle straffes med mindst et frikast, og absolut ikke var lovlig. Sikredes skud resulterede i en scoring, men hvis dette ikke havde været tilfældet, havde der bestemt været frikast.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til anerkendelse som et ulykkestilfælde.

Efter Ankestyrelsens praksis kan en skade opstået i forbindelse med tackling under håndboldspil anerkendes, såfremt der kan sandsynliggøres en udefra kommende indvirkning forstået som en usædvanlig afvigelse i forhold til spillets almindelige udførelse. I den forbindelse forudsættes deltagere i håndboldspil at være forberedt på lovlige tacklinger, der er udført inden for spillets rammer. Konkret kan omstændighederne omkring en tackling, herunder om den var ureglementeret, eller om tacklingens udførelse afveg væsentligt fra den ønskede og forventede udførelse, tale for anerkendelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede i forbindelse med en håndboldkamp udførte et "kringle hopskud" for at få bolden i mål. Sikrede sprang således op med kropsvægten mod venstre og skulle efter skuddet have landet på venstre ben. Imidlertid blev sikrede tacklet på sin venstre skulder af en modspiller, der kom for sent med sin tackling for at forhindre skuddet. Herefter kom sikrede ud af balance og landede på et stift højre ben, hvorved han hørte et smæld fra knæet. Skuddet medførte en scoring, hvorfor der ikke blev dømt for tacklingen. Sikrede har efterfølgende fået påvist en læsion af forreste korsbånd.

Efter Ankestyrelsens vurdering var der således dokumenteret en pludselig og udefra kommende indvirkning i form af en usædvanlig afvigelse, der gik ud over, hvad sikrede måtte være forberedt på i forbindelse med den beskrevne spillesituation. Sikrede havde således ringe mulighed for at kontrollere hændelsens forløb, efter at han i luften blev tacklet ulovligt fra venstre side. Dette medførte således, at sikrede i stedet for at lande på venstre ben mistede balancen og landede på et stift højre ben med hele sin vægt. Afviklingen af hopskuddet endte således med en væsentlig afvigelse i forhold til den ønskede udførelse.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - 102267-99:

En 32-årig jiu-jitsuinstrukør skulle sammen med en elev demonstrere et saksekast. Da partneren fejlede sit kast blev sikredes ben holdt fast på måtten i stedet for at blive fejet væk, hvorved sikrede pådrog sig tredobbelt ankelbrud.

Arbejdsskadestyrelsen gav afslag på anerkendelse som ulykkestilfælde. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke grundlag for at genoptage sagen, da der ikke var fremkommet nye oplysninger, der dokumenterede, at der var sket et ulykkestilfælde i lovens forstand. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke, at hændelsen gik ud over, hvad der måtte forventes at ske i forbindelse med arbejdet som instruktør i jiu-jitsu.

Arbejdsskadestyrelsen tilføjede, at ulykkesbegrebet forudsætter noget uventet eller usædvanligt som kommer udefra og som har skadelig virkning på helbredet til følge. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke, at udførelse af jiu-jitsu, der efter sin natur er en kamp- eller forsvarssport og derfor involverer et vis moment af uberegnelighed, faldt indenfor ulykkesdefinitionen.

Til brug for sagens behandling havde Ankestyrelsen indhentet vidneforklaring fra eleven, der kastede sikrede, fra en elev, der skulle overvære kastet og en beskrivelse af arbejdsgiver af, hvorledes kastet under normale omstændigheder skulle udføres.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til anerkendelse som et ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ved anerkendelse af en hændelse, der er indtruffet i forbindelse med udførelse af kast og faldteknik inden for kampsport, foretages en vurdering af, om der er sandsynliggjort en udefra kommende indvirkning, forstået som en usædvanlig afvigelse i forbindelse med den beskrevne hændelse. Såfremt sikrede ved udførelse af faldteknik har ønsket at få kontakt med underlaget kan det at få kontakt med underlaget som udgangspunkt ikke anses for at være en usædvanlig afvigelse. Imidlertid udelukker dette ikke, at afvigelser i forhold til det ønskede forløb af faldteknik eller udførelse af kast kan føre til anerkendelse som ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen lagde sikredes og øjenvidnernes forklaring til grund, hvorefter sikrede som instruktør i jiu-jitsu skulle udføre et saksekast sammen med en deltager for at vise teknikken. Sikrede skulle bagfra angribe ved at tage kvælertag på deltageren. Det korrekte kast skulle foregå ved, at forsvareren placerede sin højre fod bag sikredes ben i ankelhøjde og satte sin arm i gulvet, hvorefter han skulle svinge sit venstre ben mod sikredes hofte og foretage en kropsdrejning. Dette skulle herefter feje sikredes ben fremad og skubbe hendes overkrop bagud, hvorefter sikrede skulle afbøde faldet ved hjælp af faldteknik.

Imidlertid satte deltageren ved en fejl sit højre ben op på bagsiden af sikredes højre underben, i stedet for ved anklen, hvorfor medinstruktørens pres mod sikredes hofte og medinstruktørens kropsvridning pressede hendes fødder mod gulvet. I forbindelse med kastet brækkede sikrede højre ankel tre steder.

Efter Ankestyrelsens vurdering var der dokumenteret en pludselig og udefra kommende indvirkning i form af en usædvanlig afvigelse, der gik ud over, hvad sikrede måtte være forberedt på i forbindelse med den omhandlede situation. Som følge af en fejl fra medinstruktørens side forløb kastet af sikrede således væsentligt anderledes end ønsket. I stedet for at feje sikredes ben væk blev hendes ben fastlåst til gulvet, hvorved hun faldt ned over sine ankler, hvilket medførte brud på højre ankel. Der blev endvidere lagt vægt på, at sikrede kun i begrænset omfang havdekontrol over hændelsens forløb, der i vidt omfang blev styret af me dinstruktøren, som skulle kaste sikrede.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - 108699-98:

En 55-årig overlærer, der deltog i et kursus i trampolinspring bristede knæets stræksene i højre ben i forbindelse med et spring.

Arbejdsskadestyrelsen afviste hændelsen som ulykketilfælde. Der blev lagt vægt på, at de forhold, der blev anført, ikke dokumenterede, at der var sket et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Sikredes advokat vedlagde i klagen et brev fra en speciallæge i ortopædkirugi, hvoraf det fremgik, at afrivning af springerledbåndet fra nedre pol er en overordentlig sjælden foreteelse, som kun sker ved meget stor kraftpåvirkning. Denne kraftpåvirkning er egentlig til stede ved trampolispring, men det vil formentlig ikke være muligt at få nævnte skade med mindre man kommer utilsigtet skævt ned på trampolinen. Dermed er der en pludselig ikke forventet skæv kraft på det ene ben, som kan udløse en så stor påvirkning af springerledbåndets nedre fæste, at dette rives af.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afvisning af anerkendelse som ulykkestilfælde.

Begrundelsen for, at tilfældet ikke kunne anerkendes efter § 9, nr. 1 var, at det efter beskrivelsen af hændelsesforløbet i sagen ikke var godtgjort, at der var tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ankestyrelsen lagde sikredes forklaring og vidneerklæringerne til grund, hvorefter han i forbindelse med et kursus i benyttelse af minitrampolin udførte et spring, der forløb som tilsigtet i tilløb og afsæt, men hvor sikrede i forbindelse med landingen på nedspringsmåtten fik smerter i højre ben. Der blev herved lagt vægt på, at vidnerne bemærkede, at sikrede først ved landingen udtrykte smerte og faldt om på måtten. Sikrede fik efterfølgende påvist bristning af knæleddets stræksene tæt på knæskallen.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var dokumenteret en udefra kommende belastning, der gik væsentligt ud over, hvad der må anses for sædvanligt forekommende i forbindelse med et spring fra en minitrampolin.

At trampolinen eventuelt havde en hårdere springdug end sikrede tidligere havde været vant til, og at springet blev noget kortere og fladere end sikrede havde forventet, kunne efter Ankestyrelsens vurdering ikke anses for at sandsynliggøre en udefra kommende belastning, der kunne antages at medføre en bristning af en sund sene, svarende til knæleddets stræksene.

At sikrede i forbindelse med hændelsen fik smerter i knæet på grund af en senebristning var således ikke tilstrækkeligt til at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen bemærkede, at efter praksis kræver anerkendelse af muskel- og senebristninger særligt, at der sandsynliggøres en usædvanlig belastning, som er egnet til at medføre en sådan bristning. Efter lægefaglige erfaringer antages det, at en sund sene eller muskel vanskeligt brister, med mindre den er udsat for en stor og direkte kraftpåvirkning. I modsat fald formodes det, at der er tale om en spontan bristning, altså en bristning uden kendt årsag.

Om bristning af knæleddets stræksene tæt på knæskallen kan særligt bemærkes, at der er tale om en velkendt lidelse, der hyppigt opstår uden påviselig ydre vold i forbindelse med idræt, herunder løb eller spring uden af øvelsen nødvendigvis forfejles. Sandsynligheden for at pådrage sig denne type senebristning øges med alderen.

Ankestyrelsen er således ikke enig i det af speciallægen anførte om, at denne type senebristning skulle være overordentligt sjælden eller at denne bristning kun skulle kunne ske ved en meget stor kraftpåvirkning.