Sagen drejede sig om en yngre kvinde, som i august 1998 blev indlagt på sygehus (i A kommune), efter at have forsøgt at begå selvmord.
Ifølge brev af 12. oktober 1998 fra en overlæge ved sygehuset, havde kvinden i mange år haft det psykisk dårligt med ustabilt humør, affektudladninger, og hun var impulsstyret. Gennem de sidste 11 år havde hun ofte haft selvmordstanker. Overlægen skønnede ikke, at kvinden kunne klare sig i egen bolig, da der var behov for en støttende struktur. Overlægen anførte videre, at kvinden havde behov for ophold på en behandlingsinstitution, som eksempelvis en privat institution i B kommune, som havde et behandlingstilbud, der var delt op i 3 faser, omsorgsfasen, restitutionsfasen og etableringsfasen.
Ifølge journalnotat fra november 1998 fra A kommune fandt der denne dato en samtale sted mellem kommunen, kvinden og sygehuset. Resultatet blev, at kvinden havde behov for årelang behandling med dybtgående samtaleterapi. Det fremgik iøvrigt af journalnotatet, at kvinden de seneste måneder havde haft natarbejde på en maskinstation. Hun havde boet sammen med en ven, som dog havde svært ved at håndtere hendes depressive tilstand.
Ifølge A kommunes journalnotat af 8. januar 1999 boede kvinden fortsat sammen med sin ven på en adresse i A kommune. De var dog ikke kærester længere.
Kvinden blev optaget på institutionen i B kommune pr. 25. marts 1999.
Ifølge social handleplan af 12. april 1999 var formålet med foranstaltningen (opholdet på institutionen), at medvirke til at kvinden fik øget selvværd og brudt sin selvdestruktive levevis. Vedrørende tidsperspektivet anførtes det, at det ville være længerevarende. Der kunne ikke oplyses eksakt tid, da dette var afhængigt af forløbet. Der skulle løbende foretages vurdering ved opfølgning.
Der blev indgået opholds- og behandlingskontrakt mellem A kommune og institutionen.
Der var herefter en række telefoniske kontakter mellem A kommune og institutionen.
Ifølge journalnotat af 17. september 1999 fra A kommune havde kvinden ikke længere arbejde, da virksomheden var flyttet. Hun havde ønske om at blive udlært som elektriker og ville søge læreplads, hvilket hun muligvis ville kunne få ved en elektriker, der arbejdede på institutionen.
I oktober flyttede kvinden i en lejlighed, der lå i tilknytning til institutionen. A kommune godkendte dette.
Ifølge A kommunes journalnotat af 20. oktober 1999 visiteredes sagen til B kommune, da kvinden havde ophold i B kommune, og da hun ikke havde nogen tæt personlig kontakt til sagsbehandleren i A kommune. Det anførtes, at opholdet på institutionen forventedes at blive af længere varighed, og det var usikkert om kvinden efterfølgende ville vende tilbage til A kommune. For at kunne yde en sammenhængende kommunal indsats blev sagen derfor sendt til B kommune, som ville være fremtidig handlekommune.
Ved brev af 20. oktober 1999 oversendte A kommune sagen vedrørende kvinden til B kommune. Det anførtes, at kvinden med A kommunes medvirken havde fået ophold på institutionen, jf. lov om social service § 91. A kommune vedkendte sig samtidig at være refusionspligtig efter lov om retssikkerhed § 9a.
Ved brev af 27. oktober 1999 returnerede B kommune det tilsendte materiale. B kommune anførte, at kommunen ikke havde en handleforpligtelse efter lov om retssikkerhed og administration § 9, for personer der midlertidigt opholder sig i kommunen. Kvinden var indskrevet på institutionen med henblik på behandling der. Et ophold med henblik på behandling er ikke af varig karakter, selv om det kan strække sig over et vist tidsrum.
B kommune anførte i brev af 10. november 1999, at kommunen fastholdt sin opfattelse, og anførte at
institutionen var et privat behandlingssted, der blev drevet af en psykiatrisk speciallæge. Der var ikke tale om et botilbud efter servicelovens § 91, men behandling efter samme lovs § 86, som det også var anført i A kommunes handleplan. Personer, der var i behandling på institutionen var der midlertidigt, det vil sige til behandlingen afsluttes/afbrydes.
Det sociale nævn fandt, at B kommune var opholdskommune for kvinden under dennes ophold i B kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.
Nævnet lagde vægt på, at kvinden erhvervede selvstændig opholdskommune under ophold hos kæreste på en adresse i A kommune, og at hun definitivt måtte anses for at have opgivet sit tidligere opholdssted ved flytning til institutionen i B kommune, idet forholdet til kæresten var opgivet.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden siden marts 1999 havde opholdt sig på institutionen i B kommune i egen bolig og med folkeregisteradresse i B kommune, og at der efter det foreliggende oplyste om kvinden ikke var noget der tydede på, at opholdet i B kommune ved opholdets start havde en rent midlertidig karakter.
B kommune klagede over afgørelsen, og anførte bl.a., at det var B kommunes opfattelse, at kvindens ophold på institutionen alene skyldtes tidligere opholdskommune (A kommune), der som led i behandling havde tilbudt behandling på privat opholdssted. Der var ingen planer om varigt ophold. Kvinden havde ikke egen bolig, men boede på behandlingsstedet i en af deres boliger. Det kunne ikke udledes af folkeregistreringen, om man havde egen bolig. Der var intet, der tydede på, at opholdet skulle være af mere permanent karakter. Det var B kommunes opfattelse, at en behandlingsperiode fra marts 1999 til november 1999 var et kort forløb set i forhold til formålet med behandlingen. Det anførtes, at der politisk var et ønske om kontinuitet i sagsbehandlingen vedrørende særligt udsatte grupper. Dette kunne ikke opfyldes, hvis en person som led i tidligere kommunes indsats fik ophold i døgnforanstaltning i anden kommune, som derved blev opholdskommune. Det var derfor B kommunes opfattelse, at kvindens ophold i B kommune var midlertidigt, og at sagsbehandlingen derfor burde forblive i den foranstaltende kommune, så længe foranstaltningerne var i værk.
A kommune anførte i brev af 27. januar 2000, at det på baggrund af oplysninger fra sygehuset, ikke havde været muligt at sætte en konkret tidsgrænse for varigheden af opholdet. Opholdet havde på daværende tidspunkt varet 10 måneder, og der var så vidt kommunen vidste ikke planlagt tidspunkt for opholdets ophør.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår en person, der opholder sig i på en behandlingsinstitution får opholdskommune, i den kommune, hvor behandlingsinstitutionen er beliggende.
