Ankestyrelsens principafgørelse U-3-00

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 9, nr. 3, § 9, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 2 og § 9a

Sagen vedrørte spørgsmålet om anerkendelse af en anmeldt ryglidelse som en pludselig løfteskade eller som en erhvervssygdom.

Der var tale om en nu 39-årig mand, der i perioden 1975-94 var beskæftiget som arbejdsmand og maskinfører hos forskellige arbejdsgivere. Siden 1994 havde han været beskæftiget i en virksomhed inden for fiskeindustrien med bl.a. tømning af fiskekasser.

Det var oplyst, at manden i maj 1997 fik et knæk i ryggen i forbindelse med, at han løftede en kasse, der vejede 16 kg under samtidigt vrid i ryggen.

Mandens ryggener opstod i 1986, hvor han fik stærke smerter i lænderyggen i forbindelse med, at han gravede en rende med en skovl. Der var siden perioder med rygsmerter, og røntgenundersøgelse i juni 1997 viste spondylose samt degeneratio disci i.v. lumbalis IV (diskusprolaps svarende til 4. lændehvirvel).

Det var oplyst, at den samlede daglige løftemængde i perioden 1975-94 varierede fra 6 - 14 tons ligesom enkeltløftene varierede meget. Om arbejdet i fiskeindustrien var det oplyst, at han årligt havde arbejdet i virksomheden 461 timer i 1994, 631 timer i 1995, 487 timeri 1996 og 92 timer indtil hændelsen i maj 1997. Ifølge ATP oplysningerne havde manden i gennemsnit arbejdet ca. 6 måneder om året i perioden 1976 - 1997.

Arbejdsskadestyrelsen afviste at anerkende den anmeldte ryglidelse som en pludselig løfteskade og som er erhvervssygdom. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på indstillingen fra Erhvervssygdomsudvalget, der indstillede sagen til afvisning, da udvalget ikke fandt det overvejende sandsynligt, at den anmeldte lidelse var forårsaget af arbejdet.

Vedrørende spørgsmålet om afvisning af lidelsen som en erhvervssygdom lagde udvalget vægt på, at der ikke i en nogenlunde sammenhængende periode på 8-10 år havde været tale om rygbelastende arbejde i form af løftearbejde på 8-10 tons dagligt.

Udvalget havde i denne forbindelse lagt vægt på, at manden i perioden 1976-97 havde haft periodevis belastende løftearbejde med en samlet daglig løftemængde på 6-14 tons, men at der kun havde været tale om gennemsnitlig ca. 6 måneders arbejde pr. år.

Vedrørende spørgsmålet om afvisning af hændelsen i maj 1997 som en pludselig løfteskade fandt udvalget, at lovens betingelser om, at der skal være tale om en varig skade i umiddelbar tilknytning til løftearbejde udført i akavet stilling var opfyldt. Udvalget fandt imidlertid ikke, at lovens krav om, at der forud for skaden skal have været tale om belastende løftearbejde, var opfyldt, idet mandens beskæftigelsesgrad forud for skaden var forholdsvis lav. Udvalget lagde herved vægt på oplysningerne om, at han i perioden 1994-97 havde arbejdet mellem 461 og 631 timer årligt, og at han i 1997 havde arbejdet 92 timer forud for hændelsen i maj 1997.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af betydningen af periodevis belastende løftearbejde.

Den anmeldte ryglidelse kunne ikke anerkendes hverken som en pludselig løfteskade efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 9a eller som en erhvervssygdom efter lovens § 9, nr.4, jf. § 10, stk.1, nr. 1 og 2.

For så vidt angik spørgsmålet om anerkendelse af lidelsen som en pludselig løfteskade var begrundelsen, at betingelsen i § 9a, stk.1, om forudgående belastende løftearbejde ikke var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne fra arbejdsgiveren om, at han i 1994 havde arbejdet 461 timer, i 1995 631 timer, i 1996 487 timer og i 1997 indtil skaden i maj måned 92 timer. Der havde således været tale om begrænset arbejde i forhold til fuldtidsbeskæftigelse de pågældende år.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at det skadevoldende løft i maj 1997, hvor han løftede en kasse, der vejede 16 kg under samtidigt vrid i ryggen, sammenholdt med det forudgående løftearbejde i perioden 1994 og indtil hændelsen i maj 1997, gjorde det overvejende sandsynligt, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad kunne anses for at være årsag til hans nuværende ryglidelse.

Begrundelsen for at afvise at anerkende ryglidelsen som en erhvervssygdom var, at der ikke havde været tale om rygbelastendeløftearbejde gennem 8 - 10 år med en samlet daglig løftemængde på 8 10 tons.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke i perioden 1976-1997 havdeværet tale om en sammen hængende periode med rygbelastende arbejde i form af tungt løftearbejde. Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne fra ATP og oplysningerne i en arbejdsmedicinsk erklæring, hvorefter der havde været tale om periodevis rygbelastende løftearbejde med en daglig løftemængde på 6 - 14 tons svarende til i gennemsnit 6 måneder om året.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at betingelserne i erhvervssygdomsfortegnelsens bilag 1, punkt E 11 for den tidsmæssige udstrækning af løftearbejde, var opfyldt.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at lidelsen kunne anerkendes som følge af arbejdets særlige art efter lovens § 10, stk.1, nr. 2, 2. led.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke efter beskrivelsen af arbejdet havde været tale om særligt belastende og ekstraordinære eller atypiske arbejdsforhold, der måtte antages at medføre en særlig risiko ved mandens arbejde.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.