Ankestyrelsens principafgørelse P-38-00

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 385 af 26. maj 2000 - § 14 og § 15

Sagen vedrørte en en 63-årig gift kvinde.

Ansøger var uddannet inden for handel og kontor, og drev i mange år og indtil 1. juni 1989 egen forretning, hvor en arbejdsdag på 10 timer ikke var ualmindelig.

I juni 1988 var ansøger udsat for et fald på sit arbejde. Ansøger søgte læge, som fandt muskulære forandringer i ryggen. Ansøger henvistes til fysioterapi og fysiurg.

Efter faldet kunne ansøger kun klare lettere administrativt arbejde max. 1-2 timer dagligt.

I juni 1989 måtte ansøger afhænde sin forretning.

Ansøger blev af sit forsikringsselskab bevilget præmiefritagelse og udbetaling for tab af arbejdsevne indtil sit 60. år, hvor forsikringen udløb.

Det var en betingelse herfor, at arbejdsevnen var nedsat til 1/3 eller mindre af den fulde arbejdsevne.

Ved ophør af forsikringsydelsen søgte ansøger om efterløn. Ansøger opfyldte ikke betingelserne herfor. Ansøger søgte herefter om pension.

Sag om pension påbegyndtes i maj 1999. Ansøger var på dette tidspunkt 61 år.

I september 1999 meddelte kommunen afslag på førtidspension og lagde bedømmelsesgrundlaget arbejde i eget hjem til grund.

Kommunen begrundede valg af bedømmelsesgrundlag med, at forsikringsbetingelserne ikke var kendte, og at erstatning fra en privat forsikring ikke kunne danne grundlag for bedømmelsesgrundlaget 12 år senere.

Nævnet ændrede i marts 2000 kommunens afgørelse og tilkendte ansøger almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3. nr. 1, og lagde bedømmelsesgrundlaget fuldt erhverv til grund.

Nævnet begrundede valg af bedømmelsesgrundlag med, at ansøger i en årrække havde modtaget løbende forsikringserstatning på baggrund af en bedømt arbejdsevnenedsættelse til 1/3 eller mindre af den fulde arbejdsevne, og således ikke havde været fuldt forsørget af sin ægtefælle.

Kommunen ankede nævnets afgørelse om tilkendelse af pension, herunder nævnets valg af bedømmelsesgrundlag. Kommunen bemærkede bl.a., at sagen, som følge af kommunens valg af bedømmelsesgrundlag, var behandlet i forhold til funktionsniveauet i eget hjem og ikke undersøgt med henblik på eventuelle revalideringsmuligheder i forhold til arbejdsmarkedet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af valg af bedømmelsesgrundlag i den situation, hvor ansøger i en lang årrække havde været fraværende fra arbejdsmarkedet og løbende fået udbetalt en privat forsikringsydelse.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at bedømmelsesgrundlaget var fuldt erhverv.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen skønnede, at ansøgers erhvervsevne varigt var nedsat med mindst halvdelen af helbredsmæssige grunde, og at der var en konkret formodning for, at ansøger ville have søgt ud på arbejdsmarkedet, hvis erhvervsevnen ikke var nedsat.

Ved bedømmelsen af i hvilket omfang erhvervsevnen var nedsat, tog Ankestyrelsen hensyn til de helbredsmæssige oplysninger og oplysningerne om mulighederne for aktivering, revalidering eller

behandling. Der blev desuden taget hensyn til oplysningerne om uddannelse og hidtidig virksomhed, alder og beskæftigelsesmuligheder m.v. Der henvistes herved til lovens § 15, stk. 1-3.

Det var om ansøgers helbredsmæssige forhold oplyst, at hun havde smerter i lænd og sæde efter sit faldtraume i 1988, lændesvaj og skævhed af lænderygsøjlen, degeneration af bruskskive 4 og 5 i lænden, slidgigt i nederste facetled, fremadglidning af 5. lændehvirvel i forhold til halebenet på baggrund af discusdegeneration samt slidgigt i flere finger-yderled.

Herudover var det oplyst, at ansøger næsten konstant havde ondt i lænden og altid en svaghedsfølelse i begge arme og hænder. Hun kunne ikke handle stort ind. Hun måtte have hjælp af sin ægtefælle. Hun kunne ikke passe huset. Bl.a. kunne hun ikke støvsuge og vaske gulv.

Behandling hos kiroprakter, fysioterapeut og i form af alternativ behandling havde stort set været uden effekt, og der kunne ikke peges på yderligere behandlingsmuligheder.

For så vidt angik bedømmelsesgrundlaget var Ankestyrelsen enig med det sociale nævn i, at nedsættelsen af erhvervsevnen skulle vurderes i forhold til fuldtids erhvervsarbejde.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgeren havde haft fuldtidsarbejde som selvstændig erhvervsdrivende indtil arbejdsophør på grund af sygdom, og at hun herefter havde fået udbetalt en forsikringsydelse, der trådte i stedet for indtægt ved arbejde.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.