Ankestyrelsens principafgørelse R-6-00

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 4

En 37-årig kvinde havde ansøgt om pension og havde anmodet sin kommune om at få lov at deltage i et pensionsmøde, hvor hendes sag blev behandlet. Hun fandt, at hun havde et krav på deltagelse, og henviste bl.a. til praksis i andre kommuner.

Kommunen gav afslag på anmodningen. Afslaget var bl.a. begrundet med, at ansøger havde haft hele dokumentationsmaterialet til rådighed, og at hun havde haft mulighed for både mundtligt og skriftligt at argumentere for sine synspunkter overfor såvel kommunelæge som sagsbehandlerne. Det blev endelig henvist til, at det ikke var kutyme i kommunen, at borgerne deltog ved behandlingsmøder, hvorfor ansøger heller ikke kunne få lov at deltage.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at ansøger ikke havde et retskrav efter retssikkerhedslovens § 4 på at møde pensionsnævnets deltagere, før der blev truffet afgørelse i hendes pensionssag.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at ansøger efter det oplyste havde fået kopi af alle akterne i sin pensionssag og på den måde havde haft mulighed for både mundtligt og skriftligt at argumentere for sine synspunkter. Kommunen havde derfor opfyldt retssikkerhedslovens § 4.

Der blev yderligere lagt vægt på, at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til, hvorledes kommunen nærmere tilrettelagde sin sagsbehandling, såfremt kommunen havde opfyldt retssikkerhedslovens § 4.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. gjort gældende, at ansøger erfaringsmæssigt vidste fra andre førtidspensionsansøgere, at det kunne være fuldstændig afgørende, at de personer, der skulle træffe afgørelsen, havde mulighed for ved selvsyn at danne sig et indtryk af ansøgeren, ligesom det kunne være afgørende, at ansøgeren foruden fremsendte skriftlige bemærkninger også fik mulighed for sammen med en bisidder at fremkomme med mundtlige uddybninger direkte overfor beslutningstagerne.

Det gjordes yderligere gældende, at den beslutningsproces kommunen havde valgt i særlig grad var en hæmsko - for ikke at sige direkte forhindring - for de ofte uddannelsesmæssigt svagt stillede førtidspensionsansøgere, som ikke behersker den jura og den lægevidenskab, der som regel er involveret i en førtidspensionssag. Samtidig var ansøgerne ofte ikke i stand til på en fyldestgørende måde at redegøre skriftligt for deres sag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af omfanget af bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 4, hvorefter borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde et retskrav efter retssikkerhedslovens § 4 på at møde pensionsnævnets deltagere, før der blev truffet afgørelse i hendes pensionssag.

Begrundelsen var, at det fremgår af lovbemærkningerne, at formålet med § 4 er at lovfæste gældende ret, da det følger af god forvaltningsskik, at forvaltningen i et samspil med borgeren skal forsøge at løse sociale problemer.

Det fremgår ikke af lovens forarbejder, hvordan lovgiver konkret har tænkt at princippet skal udmøntes. Det må derfor antages, at kommunalbestyrelsen ud fra egne lokale prioriteringer og muligheder afgør, hvordan inddragelsen af borgerne skal ske for at opfylde lovens formål, herunder hvilken eller hvilke personer, som borgeren har krav på at have kontakt med i kommunen.

Begrundelsen var yderligere, at det følger af de gældende forvaltningsretlige regler og langvarig praksis i forhold til kollegialt sammensatte forvaltningsmyndigheder, at en part ikke kan forlange at få lejlighed til at udtale sig for det samlede nævn, men alene har krav på at udtale sig over for en repræsentant for nævnet. Tilsvarende principper må antages at gælde, når en kommune har valgt at træffe afgørelse ved behandlingsmøder i et kommunalt pensionsnævn.

I forhold til § 4 kunne det yderligere bemærkes, at bestemmelsen skal ses som et supplement til reglerne i forvaltningsloven. Af forvaltningsloven følger bl.a. reglerne om partshøring, krav på vejledning, retten til at lade sig repræsentere af andre, retten til aktindsigt og retten til at få sin sag sat i bero med henblik på at afgive en udtalelse.

Ved sin afgørelse havde Ankestyrelsen lagt til grund, at disse bestemmelser var overholdt ved behandlingen af ansøgers pensionssag.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.