Ankestyrelsens principafgørelse D-3-00

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 27

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 55, § 59, stk. 1 og § 59, stk. 3

En arbejdsgiver anmodede om refusion i forbindelse med en medarbejders sygefravær i perioden fra den 4. til den 11. november 1998 på et dagpengeskema, der blev modtaget i kommunen den 6. januar 1999. Vedrørende anmodning om refusion var det på skemaet oplyst, at der kunne udbetales refusion for tidsrum, der lå op til 3 måneder forud for fremsættelse af kravet. Kommunen meddelte afslag på refusion, idet refusionsanmodningen var modtaget mere end 6 uger efter første fraværsdag, og idet sygefraværet ikke havde været anmeldt senest 4 uger efter 1. fraværsdag, jf. dagpengebekendtgørelsens §§ 17 og 18, stk. 1.

Nævnet tiltrådte i første omgang kommunens afgørelse, men genoptog senere sagen til ny behandling på baggrund af SM D-17-99.

Nævnet ophævede herefter sin tidligere afgørelse og pålagde i en ny afgørelse kommunen at yde refusion til arbejdsgiveren under henvisning til § 18, stk. 3 og SM D-17-99.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der fandtes at foreligge sådanne særlige omstændigheder som nævnt i bekendtgørelsens § 18, stk. 3, at arbejdsgiveren burde meddeles dispensation fra fristoverskridelsen.

Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren ved sin indmeldelse i forsikringsordningen for private arbejdsgivere i 1994 modtog orientering om, at anmeldelsesfristen for anmodning om refusion var 3 måneder, og at denne frist blev overholdt, samt at arbejdsgiveren ikke efterfølgende havde modtaget underretning om ændring af fristen.

Nævnet henviste endvidere til, at man på grund af det særlige retsforhold, der består mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver fandt, at arbejdsgiveren havde en berettiget forventning om at modtage direkte orientering, når reglerne blev ændret. Nævnet fandt derfor ikke, at den annoncering kommunen havde foretaget i dagspressen var tilstrækkelig til at indfri denne forventning. Nævnet ændrede således kommunens afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at man ønskede afklaret, om SM D-17-99 i alle tilfælde skulle administreres efter ordlyden, eller om der var mulighed for en differentiering.

Kommunen anførte videre, at nævnet havde givet arbejdsgiveren dispensation fra anmeldelses/anmodningsreglerne på trods af, at kommunen havde underrettet arbejdsgiverne om lovændringerne.

Kommunen oplyste at dette var sket via dagspressen og i breve som i en periode var sendt til alle arbejdsgivere sammen med refusioner. Kommunen havde endvidere indarbejdet reglerne i en dagpengepjece, som blev udleveret til arbejdsgivere på opfordring. Kommunen oplysteendvidere, at man sendte de nyeste dagpengeblanketter og anmodnings regler, når arbejdsgivere anmeldte sygefravær og refusion på gamle blanketter, og at man skiftede hele blanketlageret ud, så snart nye blanketter forelå.

Kommunen henviste endvidere til, at ændringerne havde været publiceret i Lovtidende.

Ankestyrelsen fik under sagen fra arbejdsgiveren oplyst, at det skema firmaet havde anvendt ved anmodning om refusion var et som han havde fået udleveret fra kommunen før de ændrede reglers ikrafttræden, og som man havde haft liggende på virksomheden.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af rækkevidden af SM D-17-99.

Ankestyrelsen fandt ikke, at arbejdsgiveren var berettiget til refusion i forbindelse med en medarbejders sygefravær i perioden fra den 4. til den 9. november 1998.

Begrundelsen for afgørelsen var, at anmodningen om refusion var indgivet for sent, idet den var modtaget i kommunen mere end 6 uger efter 1. fraværsdag, og at Ankestyrelsen efter en konkret vurdering ikke fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at der skulle ses bort fra anmeldelsesfristen i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998, § 18, stk. 1 sammenholdt med § 18, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsgiveren ved indmeldelsen i forsikringsordningen for private arbejdsgivere i 1994 modtog orientering om reglerne for at gøre brug af forsikringen, herunder at fristen for anmodning om refusion var på 3 måneder, og at arbejdsgiveren dermed havde en forventning om at blive orienteret ved ændring af denne regel, jf. SM D-17-99.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det var oplyst, at kommunen i forbindelse med ændringen af reglen om fristen for anmodning om refusion pr. den 1. august 1998 havde orienteret generelt om regelændringen f.eks. ved annoncering i dagspressen og ved breve vedlagt udbetalinger af refusioner.

Ankestyrelsen fandt, at den orientering kommunen havde foretaget var tilstrækkelig til at indfri arbejdsgiverens forventning om at modtage orientering om regelændringer, og at der derfor ikke var grundlag for at dispensere fra den for sene anmodning om refusion efter reglen i bekendtgørelsens § 18, stk. 3.

Ankestyrelsen bemærkede i denne forbindelse, at forsikringsordningen for private arbejdsgivere er en offentlig forsikringsordning med hjemmel i lov, og at man som forsikringstager derfor ikke har krav på særskilt orientering om aktuelle ændringer i reglerne.

Ankestyrelsen fandt det dog i overensstemmelse med god forvaltningsskik, at forsikringsordningen jævnligt orienterer om væsentlige regelændringer.

Ankestyrelsen tilføjede, at arbejdsgiveren ikke skulle tilbagebetale den modtagne refusion, idet refusionen ikke kunne anses for at være modtaget mod bedre vidende.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.