Ankestyrelsens principafgørelse C-21-00

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 109e, § 109g og § 109h

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129

Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 - herunder pædagogiske principper - kapitel 12

Sagen drejede sig om 77-årig kvinde med diagnosen schizophrenia paranoides, som i august 1999 blev

indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun havde været indlagt 6 gange siden 1980'erne, på grund af medicinsvigt som følge af flytning, modvilje mod medicin og giftfrygt. Hun havde permanent psykotiske tanker og vrangforestillinger og skulle have medicin hver dag.

Hun spiste fordærvet mad hjemme og nægtede at få udbringning af mad fra kommunen. Hun skulle begrænses omkring indkøb, da hun havde en mani med indkøb af mad og tøj. Lejligheden havde efterfølgende måttet tømmes og rengøres på grund af naboklager.

Før indlæggelsen i august 1999, der skete ved tvang og på behandlingsindikation fik hun hjælp 2-3 gange i dagvagten til pleje og praktisk bistand. 1-2 gange i aftenvagten til pleje og omsorg. Derudover kom sygeplejersken på besøg 2 gange om ugen for at varetage sygeplejeopgaver.

Hospitalet vurderede, at hun ikke kunne klare sig i egen bolig på grund af manglende realitetssans, psykotiske tanker, paranoide vrangforestillinger samt manglende sygdomserkendelse. Var meddelt færdigbehandlet fra psykiatrisk side. Afdelingen vurderede, at bolig med døgntilsyn var en nødvendighed, for at hun ikke skulle udsætte sig selv for farer. Der var således vigtige lægelige grunde til, at andre måtte overtage beslutningerne for hende.

Endelig fremgik det, at der siden november 1999 var arbejdet på en frivillig flytning, men at hun havde afslået. Kommunen mente, at der var foretaget, hvad der var muligt for at opnå hendes frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning i form af et botilbud. Medarbejdere fra botilbudet havde besøgt hende, ligesom hun havde besøgt botilbudet.

Hun var beskikket værge samt bistand fra advokat. Værgemålets omfang var ikke oplyst.

Nævnet besluttede, at hun skulle optages i det særlige botilbud, mod hendes vilje.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at

- hun opfyldte såvel de generelle som de særlige betingelser efter serviceloven for at skulle modtage et botilbud mod hendes vilje.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at hun forud for hendes tvangsindlæggelse i august 1999 havde modtaget personlig hjælp og pleje efter servicelovens § 71,

- at hun havde en betydelig og varig nedsættelse af funktionsevnen, idet hun led af manglende realitetssans og paranoide vrangforestillinger, som betød, at hun havde vanskeligt ved at tage vare på sig selv,

- at hun udsatte sig selv for alvorlig fare blandt andet fordi hun havde tendens til at spise mad, der efter hendes omgivelsers vurdering var sundhedsfarligt, fordi det var for gammelt,

- at man ikke havde kunnet beskytte hende mod følgerne af denne tendens på anden måde end gennem det døgntilbud, der kunne gives via optagelse i det bestemte botilbud,

- at hjemmeplejen i kommunen og personalet på sygehuset havde gjort pædagogisk indsats for at bringe hende frivilligt til at acceptere botilbudet.

Det var derfor nævnets opfattelse, at hendes behov for den omsorg, som kommunen efter loven havde pligt til at give, ikke kunne opfyldes på en mindre indgribende eller mere rimelig måde end gennem ophold i botilbudet.

Nævnet kunne således tilslutte sig de formål, som kommunens handleplan beskrev og fulgte derfor kommunens indstilling.

I klagen fra den beskikkede værge var anført, at kvinden bestemt ikke ønskede at blive flyttet, men ønskede at komme tilbage til sin lejlighed, ligesom hun gav udtryk for, at hun var i stand til at bo i lejligheden. Videre var det anført, at der kunne overvejes et tættere tilsyn/bistand i eget hjem end det, der fremgik af kommunens skrivelse herom, ligesom en tidligere tilbudt lejebolig måtte anses som en mindre indgribende foranstaltning.

Sagen blev behandlet efter reglerne om udvidet votering, jf. retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 4.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kvinden skulle optages i det bestemte botilbud, jf. servicelovens § 109 e.

Ankestyrelsen fandt ikke, at optagelse i det bestemte botilbud var absolut påkrævet for, at hun kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i hendes egen bolig, jf. lovens § 109 e, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt tillige ikke, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at hun udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig, jf. lovens § 109 e, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde til grund, at hun ifølge de lægelige oplysninger ikke havde forståelse for sin situation og siden 1950 havde lidt af schizophrenia paranoides.

Begrundelsen for afgørelsen var, at hendes behov for hjælp som følge af den betydeligt nedsatte psykiske funktionsevne ansås at kunne ydes forsvarligt på en anden og mindre indgribende måde, jf. lovens § 109, stk. 4, hvorefter anvendelse af magt skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om ændring af bl.a. lov om social service, lovforslag nr. L 195, om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v., at betingelsen for at kunne træffe beslutning om optagelse i særlige botilbud uden samtykke er, at det er helt nødvendigt for at sikre, at pågældende ikke udsætter sig selv for alvorlig personskade, og at der ikke er andre og mindre indgribende måder at yde bistand på. Det kræves, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at pågældende indenfor kortere tid vil udsætte sig selv for alvorlig skade på legeme eller helbred. En flyttebeslutning kan først træffes, når det er uforsvarligt at undlade flytningen. Af bemærkningerne fremgår også, at bestemmelsen alene skal kunne anvendes i graverende tilfælde, hvor såvel hensynet til den pågældende, til omgivelserne og til de krav, der med rimelighed kan stilles til kommunen om at etablere passende servicetilbud i den pågældendes oprindelige bolig, bevirker, at der er et åbenbart behov for indgriben. Flytningen til et passende botilbud skal medføre en klar forbedring af den enkeltes situation og livskvalitet.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det fremgår af Socialministeriets vejledning af 1999 om "Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21", at der i § 109 e er opstillet en række meget strenge betingelser for at anvende reglen om optagelse i særligt botilbud uden samtykke, da der er tale om den mest indgribende sociale foranstaltning i forhold til voksne. Det er derfor forudsat, at reglen kun anvendes i få og enkeltstående tilfælde, jf. vejledningens kapitel 12.

Det fremgår tillige af vejledningens kapitel 12, at der skal være en reel risiko for, at pågældende som

følge af den nedsatte psykiske funktionsevne udsætter sig for alvorlig personskade ved at forblive i en almindelig bolig. Der kan f.eks. være tale om risiko for at brænde inde p.g.a. uforsvarlig omgang med ild, risiko for medicinforgiftning fordi pågældende ikke selv kan dosere medicin eller risiko for livstruende tilstande fordi pågældende ikke vil eller husker at tage livsvigtig medicin.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at hun gennem en knap 20-årig periode havde været indlagt på psykiatrisk afd. 6 gange på grund af medicinsvigt som følge af flytning, modvilje mod medicin, og giftfrygt.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at hendes mani med indkøb af mad med efterfølgende indtagelse af fordærvet mad eventuelt kunne afhjælpes ved en jævnlig gennemgang af madvarer med henblik på fjernelse af den mad, der er ved at være gammel.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der måtte anses at være mulighed for, at kommunen kunne administrere hendes pension, og derved nedtone hendes mani med indkøb af mad.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at der i følge det oplyste ikke var beskrevet fortilfælde, hvor hun havde nægtet f.eks. hjemmeplejen eller hjemmesygeplejen adgang til hendes bolig.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der ikke var beskrevet indlæggelser på grund af madforgiftninger, og at der heller ikke var beskrevet en forværring af hendes tilstand.

Ankestyrelsen fandt det på denne baggrund ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at betingelserne for optagelse i et særligt botilbud efter servicelovens § 109, jf. § 109 e var opfyldt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.