Ankestyrelsens principafgørelse C-33-00

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 109, § 109e, § 109g og § 109h

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 - kapitel 12

Note:

*) Se også SM C-21-00, SM C-22-00 og SM C-26-00

Sagen drejede sig om en 43-årig mand, som led af fremskreden Chorea Huntingtons sygdom med udtalte neurospykologiske symptomer. Han havde fået konstateret Chorea Huntingtons sygdom i 1986. Hans mor døde som 45-årig af samme lidelse. Han havde sjældent kontakt med sine pårørende.

Siden 1996 havde han haft sporadisk kontakt til distriktpsykiatrien, og efterhånden som sygdommen skred frem, modtog han støtte fra hjemmeplejen i tiltagende omfang. Siden 1995 boede han i beskyttet bolig og var tilkendt højeste førtidspension.

Kommunen indstillede, at han skulle optages i et socialpsykiatrisk botilbud uden samtykke efter servicelovens § 109 e.

Det fremgik af kommunens beskrivelse af det socialpsykiatriske botilbud, at personalet var uddannet til at tage sig af beboere med psykiatriske lidelser og desuden havde erfaring med beboere med Chorea Huntington, hvorfor han ville kunne få den støtte og omsorg, han havde brug for i hverdagen.

Selve tilbuddet var nærmere beskrevet, som at han ville kunne få et enkeltværelse på 36 m2 med fælles bad og toilet. Der var 40 beboere, som fordelte sig i 5 grupper, som hver havde egen fællesstue til spisning, læsning, TV, kortspil mv. Grupperne hentede deres mad fra et stort fælleskøkken. Stedets beliggenhed var nærmere beskrevet, og der var beskrevet gode forbindelser med offentlige transportmidler.

Han havde ikke ønsket at aflægge et orienterende besøg på botilbuddet.

Det fremgik iøvrigt af sagen, at han blev tvangsindlagt ("på gule papirer") på psykiatrisk afd. den 2. juni 1999 og var indlagt indtil den 8. maj 2000. Forud for indlæggelsen var han dehydreret og underernæret, sløv og apatisk samt præget af dårlig hygiejne. Det blev under indlæggelsen klart, at han var ude af stand til at varetage egne fornødenheder.

Af beskrivelsen af hans plejebehov fra kontaktpersonerne på psykiatrisk afdeling af 12. april 2000 fremgik, at han på grund af manglende kontrol over urin og afføring måtte have bad dagligt. Ofte modsatte han sig og måtte bæres og hjælpes af 2-5 personalemedlemmer. Han skulle have skiftet sengetøj 4-5 gange ugentlig. Han havde brug for hjælp til rengøring efter toiletbesøg, men dette modsatte han sig. Han var tidligere med tilsagn fra Det Psykiatriske Patientklagenævn blevet tvangsmedicineret, men indtog nu sin medicin frivilligt. Han røg hjemmerullede cigaretter, tabte ofte en glød på gulvet, kunne selv samle gløden op, men det tog lang tid. Der vurderedes at være stor brandfare forbundet med hans rygning.

På grund af hans intense ønske herom blev han udskrevet den 8. maj 2000 til eget hjem, en beskyttet bolig, med støtte fra hjemmeplejen med 2 personer 6 gange dagligt. Han fik installeret nødkald, og der blev i samarbejde med ham selv udarbejdet en plan for plejen. Dette indebar bl.a. levering af alle måltider, hjælp til daglig bad og til at komme i seng. Endvidere var der konsulentbistand fra distrikspsykiatrien.

Kommunen beskrev i grundlaget for at betingelserne i servicelovens § 109 e var opfyldt, bl.a. hans

tilstand fysisk, psykisk og socialt ved udskrivelsen den 8. maj 2000 og i de ca. 3 uger han opholdt sig i eget hjem inden han på ny blev tvangsindlagt den 31. maj 2000. Ved udskrivelsen var han velsoigneret og havde god appetit. Han indtog sin medicin efter planen og færdedes i byen. Efter få dage blev han tiltagende psykotisk, begyndte at isolere sig i hjemmet, lå på en madras på gulvet, spiste mindre, indtog visse dage kun kaffe og fik tiltagende problemer med hygiejne og toiletbesøg. Han havde afføring i tøjet, ligesom der lå afføring på gulvet. Hjemmeplejen måtte ikke hjælpe ham med personlig vask eller rengøring af lejligheden. Han tog fortsat sin medicin. Plejepersonalet var tilstede, når han fik maden leveret, klar til at hjælpe ham med spisningen, hvilket han dog ikke ønskede. Hjemmeplejen vurderede, at den ikke længere kunne varetage pasningen af ham i sit eget hjem. Den 31. maj 2000 fandtes det uforsvarligt ikke at indlægge ham, hvorefter han blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling.

På grund af sygdommen kunne han ikke varetage sine egne fornødenheder og havde derfor behov for intensiv pleje og støtte. Han var pga sygdommen præget af rigiditet og formåede ikke at ændre sine beslutninger omkring sin livsførelse, så de kunne tilpasses hans nuværende situation.

Nævnet godkendte kommunens indstilling om at flytte ham til et bestemt socialpsykiatrisk botilbud. Nævnet vurderede, at flytning var absolut påkrævet for, at han kunne få den nødvendige hjælp. Nævnet fandt, at det var uforsvarligt ikke at sørge for flytning, da han ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger og dermed udsatte sig for alvorlig personskade.

Nævnet lagde til grund, at han ifølge de lægelige oplysninger havde en varigt nedsat psykisk funktionsevne som følge af mangeårig, kronisk fremadskridende hjernesygdom (Chorea Huntington) med symptomer i form af ufrivillige og ukoordinerede bevægelser samt tegn til demens og psykose. Tilstanden bevirkede, at han ikke havde forståelse for sin situation.

Nævnet lagde vægt på, at tilstanden var forværret, således at han i 1999 ikke længere kunne klare sig i beskyttet bolig med støtte, men måtte tvangsindlægges på psykiatrisk afdeling pga psykotisk tilstand medførende utilstrækkelig indtagelse af mad, drikke og medicin samt svær urenlighed.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at han efter færdigbehandling og ny udskrivelse til eget hjem - trods maksimal støtte fra hjemmeplejen - fortsat var uden forståelse for nødvendigheden af tilstrækkelig indtagelse af føde og væske, samt at han trods svær urenlighed ikke ønskede hjælp til vask og hygiejne. Psykiatrisk speciallæge fandt, at hans liv fysisk var i fare, og at han uden ny indlæggelse ville være gået til.

Endvidere blev der lagt vægt på, at der fra psykiatrisk afd. var beskrevet risiko for brandfare i forbindelse med hans rygning.

Nævnet fandt ikke, at hans behov for hjælp og risikoen for personskade kunne afhjælpes ved en mindre indgribende foranstaltning end flytning til det nævnte botilbud, idet forløbet havde vist, at han trods maksimal støtte i egen bolig befandt sig i en livstruende situation, hvilket blev sammenholdt med at sygdommen var fremadskridende, og at langvarig behandling ikke havde ændret tilstanden væsentligt.

Nævnet orienterede Ankestyrelsen om en anmodning fra kommunen om at træffe beslutning om, at klagen til Ankestyrelsen ikke skulle have opsættende virkning. Der blev ved anmodningen lagt vægt på, at nævnets lægekonsulent havde udtalt, at hans liv, også i hans bedste stunder, var udsat for alvorlig fare. Det var desuden oplyst, at psykiatrisk afd. den 31. juli 2000, påtænkte at udskrive ham, idet han i psykiatrilovens forstand ansås for at være færdigbehandlet. Det betød, at han ved udskrivningen ville befinde sig i en øjeblikkeligt opstået trangssituation. Der blev derfor anmodet om, at nævnet traf afgørelse om, at klagen ikke skulle have opsættende virkning, subsidiært at nævnet fremsatte anmodningen overfor Ankestyrelsen.

Nævnet oplyste, at nævnet ikke kunne tage stilling til anmodningen. Nævnet henviste til retssikkerhedslovens § 72, stk. 3, hvoraf det fremgår, at det sociale nævn, hvis særlige forhold gør det påkrævet, samtidig med afgørelsen om optagelse i et særligt botilbud træffer afgørelse om at iværksætte optagelsen straks. Efter nævnets opfattelse forelå der ikke på afgørelsestidspunktet sådanne særlige forhold, som gjorde det påkrævet at fravige hovedreglen i retssikkerhedslovens § 72, stk. 3 om, at klage over optagelse i særlige botilbud uden samtykke har opsættende virkning. Med hans efterfølgende udskrivelse fra psykiatrisk afdeling forelå der imidlertid en ny situation.

Ankestyrelsen sendte de modtagne oplysninger til partshøring hos mandens advokat.

Sagen blev behandlet efter reglerne i retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 4 om udvidet votering i sager om optagelse i særlige botilbud uden samtykke.

Ankestyrelsen fandt, at han skulle optages i et bestemt botilbud, jf. servicelovens § 109 e.

Ankestyrelsen fandt, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at han udsatte sig selv for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig, og at det var uforsvarligt ikke at sørge for flytning, jf. lovens § 109 e, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at en flytning var absolut påkrævet for, at han kunne få den nødvendige hjælp. Han fandtes ude af stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger, og den nødvendige hjælp skønnedes ikke at kunne gennemføres i hans hidtidige bolig, jf. lovens § 109 e, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt, at servicelovens regler om advokatbistand og beskikkelse af værge var opfyldte. Der var således givet advokatbistand, jf. § 109 h og beskikket en værge, jf. § 109 g, stk. 4. Kravene til kommunens indstilling, der fremgår af § 109 g, stk. 2 vurderedes ligeledes at være opfyldte. Det blev i den forbindelse bemærket, at de pårørendes bemærkninger til flytningen, jf. § 109 g, stk. 2, nr. 5, ikke var indhentet. Ankestyrelsen fandt på trods heraf, at de formelle betingelser til indstillingen var opfyldt. Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på oplysningerne om, at han kun havde haft en meget sporadisk kontakt med sine pårørende.

Ankestyrelsen lagde til grund, at han havde en varigt nedsat psykisk funktionsevne som følge af mangeårig, kronisk fremadskridende hjernesygdom (Chorea Huntington) med symptomer i form af ufrivillige og ukoordinerede bevægelser samt tegn på demens og psykose.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det i et brev fra den administrerende overlæge på den psykiatriske afdeling samlet var konkluderet, at hans liv fysisk var i fare, inden tvangsindlæggelsen den 31. maj 2000, og at han vurderedes helt ude af stand til at tage vare på sig selv og forstå sine egne behov.

Ankestyrelsens lagde videre vægt på, at der blev ydet massiv støtte fra hjemmeplejen 6 gange dagligt inden indlæggelsen, men at denne ikke kunne hindre at han udsatte sig selv for alvorlig personskade, ved ikke at indtage tilstrækkelig føde og væske.

Desuden lagde Ankestyrelsen vægt på, at hans sygdom efter en lægelig vurdering tydeligt var i alvorlig udvikling - en udvikling som hverken kunne behandles eller standses.

tvangsindlæggelse var gennem et halv års tid blevet forværret pga manglende fødeindtagelse, søvnforstyrrelser og almen dårlig hygiejne. Desuden havde han forud for denne tvangsindlæggelse nægtet plejepersonalet adgang til lejligheden, ligesom han til tider havde udvist aggressiv adfærd over for personalet.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at hans liv var i fare den 31. maj 2000, og at det var helt overvejende sandsynligt, at han påny ville bringe sit liv i fare, som forud for tvangsindlæggelsen den 31. maj 2000.

Ankestyrelsen fandt det på baggrund af ovenstående tilstrækkeligt dokumenteret, at betingelserne for optagelse i særligt botilbud efter servicelovens § 109 e, jf. § 109 var opfyldte

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

For så vidt angik kommunens efterfølgende anmodning om, at anken til Ankestyrelsen ikke skulle have opsættende virkning, bemærkede Ankestyrelsen, at kompetencen til at vurdere dette spørgsmål er tillagt nævnet, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 3. Nævnet skal træffe afgørelse om spørgsmålet samtidig med afgørelse om optagelse i botilbuddet. Nævnet havde i et brev tilkendegivet, at der på tidspunktet for afgørelsen om optagelse i botilbud ikke fandtes at foreligge sådanne særlige forhold, der gjorde det påkrævet at iværksætte optagelsen straks. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at kritisere, at nævnets afgørelse ikke indeholdt en udtrykkelig stillingtagen til dette spørgsmål, idet hovedreglen om, at klage har opsættende virkning, blot blev fulgt. Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at nævnet ikke har mulighed for at træffe en ny afgørelse om spørgsmålet om opsættende virkning på baggrund af nye oplysninger, når sagen i kraft af en rettidig anke er indbragt for Ankestyrelsen.

Det blev i afgørelsen oplyst, at Ankestyrelsens afgørelse om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 109 e kunne kræves forelagt Landsretten til prøvelse, jf. servicelovens § 109 k, stk. 1 og retsplejelovens kapitel 43 a. Skriftlig anmodning herom skulle i givet fald være Ankestyrelsen i hænde inden for en frist af 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen.

Endelig blev det i afgørelsen oplyst, at Ankestyrelsens afgørelse er eksegibel. Det betyder, at kommunen kan iværksætte optagelsen i botilbuddet. Såfremt sagen indbringes for Landsretten, vil retten tage stilling til, om indbringelsen skal tillægges opsættende virkning, jf. retsplejelovens § 469, stk. 3.

Ankestyrelsens afgørelse er efterfølgende indbragt for Landsretten.