Ankestyrelsens principafgørelse U-23-00

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 9, nr. 1

Note:

*) Se Højesterets dom trykt i UfR 1998.881, som er gengivet i SM U-9-98 og SM U-6-94 og U-8-94.

En 47-årig sygeplejerske fik den 19. december 1993 lænderygsmerter i forbindelse med håndtering af en patient.

Arbejdsskadestyrelsen havde ved afgørelse af 13. februar 1995 afvist at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde, da det forhold, at patienten pludselig gjorde sig stiv og ikke hjalp til som forventet, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at anerkende sagen.

Ved afgørelse af 20. marts 1998 havde Arbejdsskadestyrelsen afvist at genoptage sagen, hvilket ved afgørelse af 1. oktober 1998 blev tiltrådt af Ankestyrelsen. Ankestyrelsen bemærkede, at den udefra kommende belastning ikke kunne anses for at gå ud over, hvad der må anses for sædvanligt forekommende i en arbejdssituation som den omhandlede, og hvad sikrede derfor måtte være forberedt på.

I februar 2000 udtog sikredes advokat stævning mod Ankestyrelsen. I forbindelse med retssagen fremkom der nye oplysninger, herunder sikredes uddybende beskrivelse af hændelsen og omstændighederne herom. Sikrede havde bl.a. anført, at vendeproceduren var en indøvet rutine hos

patienten trods dennes hoftebrud. Patienten måtte bevæge sig frit indenfor smertegrænsen og havde vist god forståelse for at manøvrere kroppen uden at få unødige smerter, når benenes stilling blot blev korrigeret og holdt af en hjælper, så de fulgte bevægelsen af kroppen. Det var sikredes erfaring, at hjælpemidler ikke var nødvendige ved håndteringen af patienten.

Ankestyrelsen ændrede de tidligere afgørelser og anerkendte efter de nu foreliggende oplysninger hændelsen den 19. december 1993 som et ulykkestilfælde, jf. lovens § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede ved den anmeldte lejlighed som adskillige gange tidligere, skulle hjælpe en patient, der havde et hoftebrud, med at vende sig fra rygleje til sideleje. Normalt foregik dette ved, at sikrede støttede patientens ben, mens patienten selv foretog vendingen. Ved den anmeldte hændelse gjorde patienten imidlertid pludseligt og uventet en forkert bevægelse og stivnede midt i vendingen, hvorved hun var ved at falde tilbage i rygleje. For at forhindre at patienten faldt ned i rygleje, greb sikrede fat om patientens lænd med venstre hånd, mens hun fortsat holdt benet med højre hånd, hvorved hun fik smerter i lænden. Stillingen, som hun måtte indtage, for at forhindre at patienten faldt ned i rygleje, var akavet og foroverbøjet.

Ankestyrelsen vurderede, at sikrede for at forhindre patienten i at få smerter ved at falde tilbage i rygleje hurtigt indtog en akavet og foroverbøjet stilling, hvilket efter Ankestyrelsens vurdering lå ud over, hvad hun som sygeplejerske måtte være forberedt på. Hun måtte således tilsidesætte hensynene til sin egen arbejdsstilling, og fik i den forbindelse lænderygsmerter. Vendingen var blevet foretaget adskillige gange tidligere, uden at dette havde givet problemer. Vendingen forløb således væsentligt anderledes end ønsket og planlagt.

Efter Ankestyrelsens vurdering var der således sandsynliggjort en udefra kommende indvirkning, forstået som en usædvanlig afvigelse i forhold til arbejdssituationens normale udførelse.