Sagen vedrørte en kvinde, født i 1944, som siden 1962 havde været ansat i som sagsbehandler i en kommune. Hun ophørte med arbejde den 29. juni 1988 og blev opsagt ved udgangen af august måned 1989. Hun søgte pension 31. oktober 1988.
Ansøger havde siden begyndelsen af 1980erne haft smerter i højre arm strålende fra skulderen ned i overarmen. I 1985 blev hun opereret, men uden effekt.
Det fremgik af ansøgningsskemaet, at revalidering havde været drøftet med behandlende speciallæge, der havde fundet revalidering irrelevant på grund af helbredet, og at ansøger selv fandt revalidering nytteløs på grund af helbredet. I sagen forelå speciallægeerklæring af 10. november 1988, hvoraf fremgik, at der forelå en meget svær udtalt spændingsskulder, hvor de primære smertevoldere formentligt har været supra- og infraspinatus, idet de har været byldeømme i hele forløbet og fortsat var det, men at alle de øvrige muskler i skuldrenes rotator cuff samt musklerne i underarmen også led. Hun havde indskrænket bevægelighed i højre skulder, idet hun kun kunne abducere og flektere et halvt normalt udslag og under smerter i yderstilling. Der forelå således en svær kronisk skulder-armlidelse, en lidelse, der gjorde det umuligt at bestride noget erhvervsarbejde og især ikke det tidligere arbejde, som indebar massiv belastning af skuldre og arme. Speciallægen fandt derfor, at ansøger opfyldte kriterierne for tildeling af førtidspension.
Kommunen afgav den 28. august 1989 indstilling om tilkendelse af mellemste førtidspension. Det blev vurderet, at ansøger led af en betydelig og kronisk svær skulderlidelse. Behandlingsmulighederne fandtes udtømte og ud fra det lægelige vurderedes, at hendes erhvervsevne varigt var nedsat til omkring 1/3.
Ifølge røntgenundersøgelse af skulderled den 31. maj 1990 var der ingen tegn til artrose og intet abnormt. Ansøgers behandlende reumatologiske speciallæge afgav ny erklæring af 14. august 1990. Ifølge konklusionen var ansøgers erhvervsevne ubetydelig i ethvert erhverv alene på grund af den fysiske invaliditet med manglende funktion af højre arm og især når det kombineredes med alle de øvrige gener fra ryg og led samt overvægten og den psykisk depressive tilstand.
Revaliderings- og Pensionsnævnet gav den 9. januar 1991 afslag på førtidspension. Nævnet begrundede afgørelsen med, at oplysningerne fra egen læge samt fra speciallæge ikke talte for, at helbredstilstanden alene nedsatte erhvervsevnen med mindst halvdelen. Nævnet var ikke enig med speciallægen, der fandt, at erhvervsevnen var ubetydelig.
Ifølge psykiatrisk speciallægeerklæring af 3. maj 1991, der var indhentet af Revaliderings- og Pensionsnævnet, var der ikke holdepunkt for en psykisk lidelse.
Ved afgørelse af 26. maj 1992 tiltrådte Ankestyrelsen Revaliderings og Pensionsnævnets afgørelse, hvorefter ansøger ikke opfyldte betingelserne for at få pension. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var beskedne objektive fund ifølge speciallægeerklæring af 14. august 1990.
Ankestyrelsen genoptog sagen i juni 1994 og indhentede ny reumatologisk speciallægeerklæring af 30. august 1994. Det fremgik af denne, at ansøger var fuldstændig ude af stand til at bruge højre arm til enhver form for arbejde. Generne havde været fuldstændigt uændrede siden 1985.
Ved afgørelse af 16. november 1994 fastholdt Ankestyrelsen sin afgørelse af 26. maj 1994, men fandt dog, at ansøger havde ret til at få forhøjet almindelig førtidspension og tilkendte derfor pension med virkning fra 1. september 1994. Ankestyrelsen lagde herved vægt på erklæring af 30. august 1994. Sagen blev indbragt for Landsretten, der bemærkede, at det efter bevisførelsen blev lagt til grund, at Ankestyrelsen ved sine afgørelser, der var truffet under bistand af lægelig sagkundskab, på grundlag af de foreliggende oplysninger havde foretaget en samlet konkret vurdering af sagsøgerens erhvervsevne i overensstemmelse med § 15 i lov om social pension.
Landsretten fandt ikke grundlag for det tilsidesætte at udøvede skøn, hvorefter forholdene var blevet bedømt således, at sagsøgeren alene var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1 med virkning fra den 1. september 1994.
Sagen blev indbragt for Højesteret. Der blev til brug for Højesteret tilvejebragt nye oplysninger, idet Retslægerådet besvarede 21 spørgsmål fra parterne. Det fremgår heraf, at Retslægerådet har konstateret, at ansøgeren har haft et smertesyndrom i højre arm og skulder, og at smerterne må formodes fortrinsvis at være udløst af bløddelene. Bevægelsesindskrænkningen svarende til højre skulderled var i overensstemmelse med smerteklager fra en smertevoldende skulderlidelse, der forårsagede bevægeindskræning samt sekundære bløddelssmerter i højre arm. Smerterne er mere udbredte end alene svarende til bevægelsesindskrænkningen. Spørgsmålet om, hvorvidt der på tidspunktet for erklæringernes afgivelse var undersøgelser, som efter Retslægerådets opfattelse kunne have været foretaget, men som ikke var foretaget, eventuelt med henblik på at stille en korrekt diagnose og/eller udfinde behandlingsmuligheder, blev besvaret med nej. Spørgsmålet om, hvorvidt der ved senere erklæring var objektive fun, der talte for, at ansøgeren som angivet fik smerter ved selv mindre bevægelser af arm og hånd blev besvaret med nej.
Højesteret afsagde dom den 22. december 1999 og bemærkede:
I lov om social pension § 15, jf. § 14, angives de retlige betingelser for at få tilkendt førtidspension. Det er efter § 15, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for tilkendelse af pension, at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Efter lovens § 15, stk. 1, 4. pkt. (nu stk. 2), kan pension ikke tilkendes, hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen. § 15, stk. 2 (nu stk. 3), indeholder nærmere regler om bedømmelse af nedsættelse af erhvervsevnen.
Domstolenes prøvelse af afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås at fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension. Domstolene vil i så fald i almindelighed have fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der vil således normalt ikke være anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling ved de administrative myndigheder.
Den Sociale Ankestyrelse anerkendte med afgørelsen af 9. november 1994, at ansøgerens lidelse berettigede hende til helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet var herefter, hvornår og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af invaliditeten.
Ansøgeren havde arbejdet som sagsbehandler i en kommune siden 1962. Hendes skulderlidelse startede i begyndelsen af 1980erne, og der blev i perioden indtil indgivelse af pensionsansøgning den 31. oktober 1988 gennemført en række forskellige behandlinger af lidelsen, herunder en operation i 1985, dog uden positivt resultat. Efter flere sygeperioder og perioder med arbejde på deltid måtte hun ophøre med sit arbejde i 1988. Speciallægen udtalte i erklæringer af 10. november 1988 og 14. august 1990 - hvoraf den sidste blev udarbejdet efter anmodning fra Revaliderings- og Pensionsnævnet - at ansøgeren led af en rotator cuff læsion, at hun havde massive smerter og en ubrugelig arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at tilstanden var stationær. En erklæring af 30. august 1994, der blev udarbejdet efter anmodning fra Den Sociale Ankestyrelse af en anden speciallæge, konkluderede, at ansøgerens gener var uændrede siden 1985, og at hun var ude af stand til at bruge højre arm til nogen form for arbejde.
Højesteret fandt det på grundlag af disse erklæringer godtgjort, at ansøgerens invaliditet forelå allerede i 1988, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditeten var varigt nedsat fra dette tidspunkt.
På grundlag af erklæringerne og det i øvrigt foreliggende fandt Højesteret det endvidere godtgjort, at erhvervsevnen fra 1988 varigt har været nedsat med omkring 2/3, og at ansøgeren således ikke - somforudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9. november 1994 kan klare et halvdagsarbejde. Det bemærkdeses herved, at hverken Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse på noget tidspunkt har anmodet om, at det blev foretaget yderligere undersøgelser vedrørende ansøgerens erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning eller lignende.
Ansøgeren opfyldte således betingelserne for mellemste førtidspension, da hun indgav sin ansøgning den 31. oktober 1988. Højesteret tog derfor ansøgerens principale påstand til følge og pålagde Ankestyrelsen at anerkende, at ansøgeren var berettiget til mellemste førtidspension med virkning fra den 31. oktober 1988.
Sagen blev behandlet i principielt møde, da Ankestyrelsen fandt, at sagen har principiel betydning for praksis for tilkendelse af førtidspension.
