Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afvisning af at anerkende hændelsen som ulykkestilfælde.
Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede i forbindelse med Politiets Grunduddannelse, PG III, deltog i boksetræning, hvor han sammen med en makker skulle træne med træningspuder. Makkeren havde puderne inde ved kroppen og skulle ind imellem føre disse ud til siderne, hvorefter sikrede skulle slå til puderne. Da der var tale om introduktion til øvelsen skulle sikrede og makkeren anvende et aftalt mønster. Imidlertid skete det flere gange, at makkeren ikke førte puderne op til den aftalte position, hvilket førte til at sikredes slag ikke altid ramte puden. I enkelte af disse situationer fortsatte sikredes slag og dermed kroppen i slagets retning, hvorved han mere eller mindre mistede balancen, og fik en forholdsvis ukontrolleret drejning i ryggen.
Den endelige øvelse gik primært ud på, at sikrede skulle dreje overdrevent rundt i lænden under slag mod træningspuder, som makkeren førte ud til siderne i uforudsigelige positioner.
Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var dokumenteret en usædvanlig afvigelse, der gik ud over, hvad sikrede måtte være forberedt på inden for rammerne af den beskrevne boksetræning. Det var således ikke sandsynliggjort, at kroppens maksimale yde- eller belastningsevne skulle være overskredet ved den beskrevne hændelse, hverken ved tabet af balance eller den overdrevne drejning af ryggen.
Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at sikrede kortvarigt tabte balancen i forbindelse med enkelte slag, der ikke mødte modstand som aftalt, men at dette ikke førte til, at sikrede faldt eller ramte noget under tabet af balancen eller den efterfølgende genvinding af denne. Sikrede var således bekendt med, at partneren ikke fulgte det aftalte mønster, hvorfor sikrede måtte være forberedt på, at dette kunne ske igen.
Ankestyrelsen havde endvidere lagt vægt på, at den udførte øvelse på grund af, at makkeren ikke fulgte det aftalte mønster, i vidt omfang kom til at ligne den endelige teknik, hvor puderne skulle placeres i et vilkårligt mønster. Om mønsteret var aftalt eller ej kunne således ikke antages at have større betydning for kroppens refleksmæssige reaktion på tabet af balance eller vridningen i kroppen.
At sikrede i forbindelse med hændelsen fik smerter i ryggen, var således ikke alene tilstrækkeligt til anerkendelse som ulykkestilfælde efter loven.
Det blev bemærket, at efter lægefaglig erfaring kan den øgede hastighed, som et slag, der ikke møder modstand kan give, normalt ikke alene antages at kunne medføre skade på kroppen. Belastningen vil ikke overstige kroppens maksimale yde- eller belastningsevne i hverken muskler, sener, ledbånd, led eller knogler. Fysiologiske reaktioner og reflekser sikrer således at der ikke normalt kan opstå skader. Såfremt der ved sådanne beskedne belastninger alligevel indtræffer en skade, så må denne anses for at være opstået spontant, uden kendt årsag og indefra kommende.
Sagsfremstilling 2:
En 46-årig sagsbehandler havde oplyst, at han den 15. august 1997 havde været inde på en kollegas kontor for at lægge en sag på hans skrivebord. Kollegaen var på dette tidspunkt ikke på kontoret, hvorfor sikrede lagde sagen på bordet. Da sikrede senere kom tilbage til kontoret, var kollegaen kommet. Da sikrede rakte ud efter sagen på bordet rejste kollegaen sig samtidig, uventet og pludseligt. Sikrede drejede hovedet mod højre, da han blev overrasket over kollegaens pludselige reaktion. Sikrede mistede herved balancen samtidig med, at hovedet "satte sig fast". Det gav et "knæk", og nakken låste i venstre side. Sikrede greb fat i kollegaen for ikke at falde, da sikrede var kommet ud af balance, og kollegaen greb fat i sikrede for at støtte ham i at holde balancen. Efter kort tid "faldt hovedet på plads". Sikrede blev svimmel og måtte sætte sig ned.
Det fremgik af de lægelige oplysninger, at sikrede ved en røntgenundersøgelse i april 1998 havde diskusdegeneration i halshvirvelsøjlen med slidgigt og forsnævring. En arbejdsmedicinsk speciallæge havde vurderet, at sikredes symptomer enten skyldtes et facetledssyndrom eller kunne være udløst af de påviste forandringer i halshvirvelsøjlen.
Ved afgørelse af 12. juni 1998 havde Arbejdsskadestyrelsen afvist at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde. Der var lagt vægt på, at det forhold, at sikrede reagerede på en pludselig hændelse, ikke kunne sidestilles med et ulykkestilfælde i lovens forstand.
