Sag om en 43-årig kvinde, som var gået ud af 9. klasse og havde været i beskæftigelse siden 1971 i børnehave og som kassedame. Fra december 1976 var hun hjemmegående i ca. 11§ år. Hun havde sidst været i beskæftigelse fra 1989 til 1993. I denne periode var hun beskæftiget som medhjælpende hustru i ægtefællens selvstændige rengøringsfirma. Samtidig hermed gjorde hun rent og udførte andet servicearbejde for et andet firma. Arbejdede gennemsnitlig 30 timer ugentligt.
Hun havde igennem ca. 20 år haft problemer med rygsmerter hen over lænden. I 1990 fik hun
konstateret slidgigtforandringer, og ved senere undersøgelse i 1994 blev det konstateret, at disse forandringer var tiltaget. Hun var igennem årene forsøgt behandlet med fysioterapi, men dette havde kun kortvarig effekt. Hun har ligeledes rygtrænet dels hos fysioterapeut, dels hjemme. På trods af dette var ryggenerne forværrede.
I forbindelse med graviditet i 1992, hvor hun fik bækkenløsning, forværredes rygsmerterne yderligere, og efter endt barsel blev hun sygemeldt i oktober 1993.
Der blev søgt førtidspension i 1994, men sagen blev aldrig færdigbehandlet, idet der blev igangsat revalideringsforsøg. Herefter var hun igennem 4 revalideringsforløb i perioden 1994 til 1997, herunder deltagelse på basishold på 9. klasses niveau, uden at hun kom tilbage på arbejdsmarkedet.
Efter ny ansøgning gav både kommune og nævn afslag på førtidspension. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at der ikke var overensstemmelse mellem hendes fysiske smerter og de objektive fund.
Nævnet bemærkede, at det ikke var tilstrækkeligt for tilkendelse af førtidspension, at der alene var tale om helbredssymptomer som f. eks smerter. Symptomerne skulle være led i en tilstand, som kunne karakteriseres som en egentlig sygdom.
Sagen blev antaget til generel behandling, da afgørelse umiddelbart var i strid med Ankestyrelsens SM P-8-96.
Sagen blev antaget med henblik på en uddybning af, hvad der krævedes for at tilkende helbredsbetinget førtidspension, når der var tale om rygsmerter, men der kun var påvist beskedne helbredsforandringer.
Den 25. august 1999 ændrede Ankestyrelsen nævnets afgørelse, således at hun blev tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun siden 1993 havde været sygemeldt på grund af smerter i lænderyggen, og at der ved de lægelige undersøgelser var fundet lette degenerative forandringer i lænden samt 2 mindre diskusprolapser, som dog ikke krævede operativ behandling.
Ankestyrelsen fandt således, at der var tale om en lettere ryglidelse med kroniske smerter, som ikke havde kunnet bedres væsentlig ved behandling. Der blev desuden lagt vægt på, at hun i perioden oktober 1994 til august 1997 forgæves var forsøgt revalideret.
På dette grundlag skønnede Ankestyrelsen, at hendes ryglidelse havde medført en varig nedsættelse af erhvervsevnen med mindst halvdelen. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at der var påvist en sådan sværere ryglidelse, som efter Ankestyrelsen praksis kunne give grundlag for tilkendelse af en højere førtidspension.
På baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999 om tilkendelse af førtidspension og anmodning om en uddybende begrundelse blev sagen behandlet i nyt principielt møde.
