Ansøger, der er født i 1967, blev sygemeldt den 3. juli 1995 på grund af rygproblemer efter en arbejdsskade.
Ifølge journalnotat i august 1996 forlængede kommunen dagpengeudbetalingen i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, da ansøger var under lægebehandling, som måtte antages inden for kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden.
Ansøger blev i august 1996 opereret for diskusprolaps. I 1997 fik han foretaget en ny rygoperation på grund af problemer med arvæv og fastklemt nerve.
Efter de to operationer blev ansøger vurderet revalideringsberettiget, da det blev vurderet, at han helbredsmæssigt ikke ville kunne genoptage det hidtidige arbejde eller arbejde inden for den oprindelige uddannelse.
Under ophold på rygcenter blev det vurderet, at der var varige skånehensyn i form af afvekslende, gående, stående og siddende arbejde uden tunge løft, og at ansøger havde evner for boglig uddannelse. Erhvervsevnen var nedsat i hvert fald med 50 %. Ifølge ansøgers læge havde ansøgeren kun mulighed for revalidering til skånejob på stærkt nedsat tid på baggrund af en boglig orienteret uddannelse.
Kommunen traf afgørelse om, at der ikke var grundlag for at rejse sag om pension. Kommunen begrundede afgørelsen med, at de revalideringsmæssige muligheder ikke kunne anses for at være udtømte og tilstrækkeligt forsøgt. Kommunen henviste til, at det med baggrund i ansøgers unge alder og boglige evner vurderedes at være muligt for ansøger at gennemgå en boglig teoretisk uddannelse, som kunne gøre ansøger i stand til at blive selvforsørgende ved et ikke fysisk krævende erhverv, som kunne tilgodese ansøgers behov for skånehensyn for ryggen.
Kommunen meddelte samtidig, at udbetalingen af sygedagpenge fortsatte i henhold til dagpengelovens 22, stk. 1, nr. 1, under forudsætning af, at ansøger medvirkede til yderligere revalideringsmæssige foranstaltninger, hvilket er en betingelse i henhold til dagpengelovens § 8. Kommunen fandt det således fortsat overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.
Det fremgik videre af sagen, at ansøger havde udtrykt ønske om at læse til socialrådgiver, og at det var nødvendigt med yderligere uddannelse på HF-niveau, for at ansøger kunne blive optaget på uddannelsen.
Kommunen besluttede derfor, at ansøger skulle deltage i et forrevalideringsforløb på HF med 3 fag, inden der skulle træffes endelig beslutning om en revalideringsplan. Der blev bevilget uddannelsesbetingede hjælpemidler i form af hæve/sænkebord, samt hensigtsmæssig arbejdsstol både til hjemmet og til VUC. Ansøger startede 18. januar 1999 på VUC.
Ifølge notat af 2. marts 1999 havde ansøger oplyst, at han ikke længere anså revalidering for realistisk. Han havde forsømt undervisningen på grund af smerter og havde i perioden måttet øge medicinforbruget. Han havde haft alt for meget fravær. Han måtte ligge i sengen 11 dage på grund af
overanstrengelse og var klar over, at revalideringsforsøget var urealistisk.
Kommunen standsede på det grundlag dagpengene, idet det ikke længere var overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat. Kommunen henviste bl. a. til, at kommunens lægekonsulent havde vurderet, at ansøgers helbredstilstand burde være forenelig med boglig revalidering, og at kommunen, da ansøger på trods heraf, ikke så sig i stand til at gennemføre den planlagte forrevalidering, havde vurderet, at det ikke længere var overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.
Ansøger klagede over afgørelsen til det sociale nævn og redegjorde for sygdomsforløbet og de afbrudte revalideringsforsøg som baggrund for ansøgningen om pension.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på at rejse pensionsansøgning og ændrede samtidig kommunens afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger var ung, og at det, selv om han var meget smerteplaget, måtte anses for åbenbart urimeligt at betragte revalideringsmulighederne for udtømte efter kun 2 meget kortvarige revalideringsforsøg.
Nævnet anførte i en uddybende begrundelse for afgørelsen bl. a. , at det havde lagt vægt på ansøgers alder, og på at ansøger på trods af smertesyndrom burde kunne revalideres til en beskæftigelse, der var forenelig med ansøgers ryglidelsse. Nævnet var på denne baggrund enig i kommunens vurdering af, at der ikke var grundlag for at rejse sag om pension.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at der på daværende tidspunkt kun var iværksat en arbejdsprøvning af en måneds varighed, og at ansøger dernæst i mindre end 2 måneder havde fulgt HF-undervisningen. Nævnet fandt ikke, at ansøgers manglende tro på, at revalidering ville kunne lykkes, kunne begrunde, at dagpengeudbetalingen blev standset.
Nævnet pålagde således kommunen at genoptage udbetalingen af dagpenge med tilbagevirkende kraft og foretage opfølgning af eller iværksætte nye revalideringsforanstaltninger.
Kommunen påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde som stridende imod Ankestyrelsens offentliggjorte praksis vedrørende forlængelse af dagpenge som følge af, at revalidering var overvejende sandsynlig.
