Ankestyrelsens principafgørelse C-1-00

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998 - § 97, stk. 1 og § 97, stk. 5

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1 og § 112, stk. 6

Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. (Lov om social service) - pkt. 33

Sagen drejede sig om en 31-årig kvinde, som var udviklingshæmmet og svært fysisk handicappet.

Hun havde i 1991 fået bevilget et el-køretøj.

I januar 1999 søgte hun kommunen om at få betalt udgift til udskiftning af fiberplastbunden på el-køretøjet. Udgiften udgjorde 5.100 kr.

Kommunen gav afslag på ansøgningen. Begrundelsen for afslaget var, at kommunen skønnede, at skaden på el-køretøjet skyldtes for hård behandling af hjælpemidlet. Kommunen havde erfaret at ansøger kørte ud over kantsten uden at nedsætte hastigheden samt påkørteforhindringer. Ved hjemmebesøg havde kommunen konstateret at el køretøjet så mere ramponeret ud end andre el-køretøjer købt på samme tidspunkt. Kommunen havde af forhandleren fået oplyst, at fiberplastbunden var meget stærk, og ikke krævede udskiftning ved normal brug.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afslag på ansøgning om økonomisk hjælp til reparation af el-køretøj. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på sagens oplysninger om, at årsagen til skaden var at ansøger udsatte el-køretøjet for en hård behandling, bl.a. ved at hun kørte ud over kantsten uden at nedsætte hastigheden og påkørte forhindringer, f.eks. en bil.

Ansøger anførte bl.a. at kommunen burde betale, da el-køretøjet var kommunens ejendom. Klager anførte også, at hun kørte så godt hun kunne med sine handicaps, og kommunens ergoterapeut havde vejledt hende om, hvordan hun kunne køre bedre.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der i en situation som den foreliggende, er tale om reparation eller vedligeholdelse, samt betydningen af at hjælpemidlet efter det oplyste var beskadiget som følge af ansøgers hårdhændede brug af hjælpemidlet.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen var forpligtet til at betale udskiftningen af fiberplastbunden på ansøgers el-køretøj, jf. servicelovens § 97, stk. 5, og § 5, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Begrundelsen var, at udskiftningen af fiberplastbund må betragtes som en reparation, og ikke som en følge af brugen af hjælpemidlet, hvorfor det følger direkte af § 5, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse, at kommunen skal yde hjælpen efter behov.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der i § 5, stk. 2, i hjælpemiddelbekendtgørelsen som eksempler på, hvad man forstår ved udgifter som følger af brug af hjælpemidlet, er nævnt drift, rengøring eller vedligeholdelse.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på pkt. 33, i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998, om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v., hvorefter "Der ydes normalt ikke hjælp til dækning af udgifter, der følger af brug af hjælpemidler, fx. drift (alm. batterier, kassettebånd), rengøringsmidler, almindelig vedligeholdelse".

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der i dette tilfælde var tale om udskiftning af en fiberplastbund, som ifølge kommunens brev af 27. januar 1999, er meget stærk, og ikke kræver udskiftning ved normalt brug.

Det var i sagen oplyst, at skaden på fiberplastbunden skyldtes ansøgers hårdhændede brug af el-køretøjet. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at der var hjemmel til at tillægge denne oplysning vægt ved vurderingen af, om ansøger skulle have sin udgift dækket.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på den klare ordlyd af § 5, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1999, og på at der ikke iøvrigt i bekendtgørelsen eller i servicelovens § 97, er regler om ansøgers brug af hjælpemidlet.

Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at der efter § 4, i hjælpemiddelbekendtgørelsen skal ydes det billigste og bedst egnede hjælpemiddel. Kommunen var derfor berettiget og forpligtiget til løbende at vurdere, om det var forsvarligt at lade ansøger køre på det bevilgede el-køretøj, eller om et mere robust hjælpemiddel mere hensigtsmæssigt kunne tilgodese behovet, jf. herved også pkt. 33 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998, om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.