Ansøger, der var uddannet elektronikmekaniker og i mange år havde fungeret som teletekniker, var i 1994 udsat for en trafikulykke, hvor han pådrog sig en forvridning af halsrygsøjlen. Han forsøgte efterfølgende at genoptage arbejdet, men måtte efterhånden sygemelde sig helt. Han fik i 1997 tilkendt forhøjet almindelig førtidspension. Med henblik på afklaring af erhvervsevnen, havde han forinden været afprøvet på en reva-institution, hvor konklusionen var, at erhvervsevnen var nedsat med over halvdelen, men ikke over 2/3.
Der blev efter pensionstilkendelsen anmodet om etablering af en arbejdsprøvning med henblik på udnyttelse af resterhvervsevnen, herunder revurdering af pensionstilkendelsen.
I 1998 fandt ansøger et firma, som kunne tilbyde ham at komme i arbejdsprøvning. Kommunens beskæftigelseskonsulent skulle herefter kontakte arbejdspladsen med henblik på nærmere afklaring af arbejdsopgaverne samt eventuelt særlig indretning af arbejdspladsen.
Arbejdsopgaver skulle være at kode mobiltelefoner via EDB, samt fejlfinding og udskiftning af dele i telefoner.
Arbejdsprøvningen blev iværksat, og i første omgang lånte ansøger et bord af forvaltningen, som dog var for stort og tungt for ham at justere, og der skulle derfor ses på arbejdspladsindretningen igen.
Senere oplyste ansøger til forvaltningen, at det ikke længere var nødvendigt at gøre mere ved arbejdspladsindretningen, da han måtte ophøre med arbejdsprøvningen. Han havde fået det markant dårligere ved at deltage i arbejdsprøvningen, hvorfor han i samråd med en psykiater og egen læge valgte at ophøre med arbejdsprøvningen.
I februar 1999 anmodede ansøger kommunen om støtte til selvstændig virksomhed som revalidend, idet han ønskede at etablere en virksomhed med kørsel for pensionister. Han forestillede sig, at der skulle ydes et tilskud til virksomheden i lighed med det, der blev givet i et skånejob.
Under et revalideringsteammøde i marts 1999 blev det besluttet, at der skulle indhentes en speciallægeerklæring fra en psykiater. Baggrunden var, at det af pensionssagen fremgik, at der var behandlingsmuligheder, hvilket ansøgers egen læge ikke mente, der var.
På et senere pensionsmøde blev det besluttet, at ansøger var berettiget til mellemste førtidspension med virkning fra den 1. juni 1999.
Ansøger skulle arbejde de timer, som han kunne holde til, i starten 1-2 dage om måneden, sidenhen flere dage, hvis han kunne klare det.
Han ville blive beskæftiget som konsulent indenfor handel med fast ejendom, renovering af fast ejendom, styring af byggesager og udarbejdelse af tilbud på opførsel af hegn. Timelønnen var aftalt til 100 kr.
Kommunen meddelte, at eventuel ansættelse i skånejob i virksomheden var betinget af, at der etableredes arbejdsprøvning. Arbejdsprøvningen havde til formål at vurdere, om ansøger ud fra helbred og ressourcer kunne optrænes til at udføre det konkrete arbejde.
Arbejdsprøvningen ville, jf. aktivlovens § 47, stk. 4, blive iværksat på hidtidig forsørgelse, og ville efter et tidsforløb blive vurderet af kommunens beskæftigelseskonsulent.
I klagen til nævnet anførte ansøger, at han som førtidspensionist havde ret til at få tilbudt skånejob, og det var ikke betinget af en arbejdsprøvning. Endvidere at en arbejdsprøvning ville tage mellem 6-12 måneder, idet udgangspunktet var 1-2 dage om måneden. Han tog ikke skånejob for at tjene penge, da det nærmest ikke kunne lade sig gøre. Han ville have et skånejob for ikke at gå helt til grunde.
Kommunen anførte ved oversendelsen af sagen til nævnet, at ansøger som udgangspunkt var i persongruppen, hvor der kunne bevilges et skånejob. Det var dog en betingelse, at forvaltningen kunne vurdere, at han i det konkrete arbejdsforhold havde en nedsat erhvervsevne. Der var derfor brug for at få en konkret beskrivelse af, hvad han kunne yde i arbejdsforholdet. På den baggrund var det besluttet, at tildeling af skånejob var betinget af en arbejdsprøvning.
I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at kommunen på intet tidspunkt havde været i stand til at finde en arbejdsgiver, hvor han kunne komme i arbejdsprøvning. Ansøger troede på, at han også fremover ville være i stand til at finde flere forskellige steder, hvor han kunne komme til at få skånejob igennem den periode, som han nu engang kunne holde til. Derfor troede han, at der fremover ville ske det, at han ville finde et skånejob og være dér, indtil han ikke kunne klare det længere, så ville han holde en pause, og senere finde et nyt skånejob. Sådan ville det veksle frem og tilbage i mange år
fremover.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse vedrørende afslag på at etablere skånejob uden forudgående arbejdsprøve.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var velbegrundet, at kommunen inden indgåelse af endelig aftale om skånejob ønskede afprøvet, om ansøger havde nedsat arbejdsevne i det konkrete arbejdsforhold og i givet fald, om arbejdet var foreneligt med de nødvendige skånehensyn.
Nævnet meddelte i et efterfølgende brev til ansøger, at kommunens afgørelse om forudgående arbejdsprøvning var udtryk for en konkret afvejning af, hvad der var nødvendigt for at kunne tage stilling til, om der skulle tilbydes skånejob hos arbejdsgiveren.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der i forbindelse med etablering af skånejob kan stilles krav om forudgående arbejdsprøvning.
