Ankestyrelsens principafgørelse P-24-00

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 385 af 26. maj 2000 - § 15

Note:

*) SM P-14-96 ophæves

Sagen angik en kontoruddannet kvinde, der havde været beskæftiget som kontorassistent frem til arbejdsophør i juli 1992.

Hun havde siden juli 1991 lidt af en øjenlidelse, som medførte gener i form af smerter, irritation, tåreflod samt lysoverfølsomhed. Lidelsen varierede i intensitet, således at ansøger i intervallerne mellem udbruddene så normalt. Under udbrud var synet stærkt nedsat på grund af lysoverfølsomhed med smerter og tåreflåd.

Hun var blevet undersøgt af flere øjenlæger og havde fået stillet diagnosen Thygesons superficielle keratopati. Der var tale om en stærkt generende lidelse, som kunne forventes at vare i adskillige år, men som ville klinge af uden blivende skader.

Hun søgte om førtidspension, men nævnet gav afslag på pension, idet der blev lagt vægt på, at øjenlidelsen ville klinge af. Erhvervsevnen kunne derfor ikke betragtes som varigt nedsat.

Ankestyrelsen behandlede sagen i et principielt møde med henblik på afklaring af, om øjenlidelsen måtte betragtes som varig og dermed berettige til førtidspension.

Ankestyrelsen traf afgørelse om, at erhvervsevnen ikke skønnedes nedsat med mindst halvdelen. Ansøger opfyldte derfor ikke betingelserne for at få forhøjet almindelig førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom øjenlidelsen måtte forventes at vare adskillige år, så ville den efter de lægelige oplysninger klinge af uden blivende skader. Ansøgerens erhvervsevne var derfor ikke varigt nedsat med mindst halvdelen, hvilket efter lov om social pension er en betingelse for tilkendelse af førtidspension.

Ankestyrelsen lagde således vægt på de lægelige oplysninger om karakteren af ansøgers sygdom og om forløbet heraf.

Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse.

Ansøger udtog stævning mod statsamtet og Ankestyrelsen med påstand om tilkendelse af mellemste førtidspension fra den første ansøgning den 1. september 1992, subsidiært fra den anden pensionsansøgning den 1. december 1995.

Under retssagen blev der afgivet forklaring af den speciallæge, som havde afgivet flere erklæringer i sagen. Speciallægen forklarede, at der var tale om en meget sjælden øjensygdom, som normalt klingede af. Han fandt imidlertid nu, at der var tale om en særlig variant af sygdommen, som var varig.

Landsretten lagde til grund, at ansøgerens sygdom, med den viden lægerne havde i dag, fra starten havde medført varig invaliditet.

Landsretten dømte herefter Ankestyrelsen til at anerkende, at ansøger var berettiget til mellemste førtidspension fra den 1. september 1992. Som konsekvens heraf blev statsamtet frifundet.

Landsretten lagde vægt på øjenspecialistens udtalelse samt vidneførslen i retten og fastslog herefter, at lidelsen fra begyndelsen havde medført varig invaliditet.

Landsretten fandt det herefter godtgjort, at ansøgers invaliditet forelå allerede i 1992, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditet var varigt nedsat med omkring 2/3 fra dette tidspunkt.

Ankestyrelsen har ikke fundet grundlag for at indbringe sagen for Højesteret. Da landsrettens dom bygger på den forudsætning, at det efterfølgende var konstateret, at ansøgerens øjenlidelse var af en anden art end oprindelig antaget, ses dommen ikke at være udtryk for en ændret fortolkning af varighedskriteriet som dette hidtil har været forstået.