Ankestyrelsens principafgørelse P-19-00

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 14 og § 15

Sagen drejede sig om en kvinde, der var født i 1958. Hun gik ud af skolen efter 9. klasse og kom i lære som tjener, men måtte afbryde det på grund af nikkelallergi. Efterfølgende havde hun jobs på slagteri, plastfabrik, i køkken og på plejehjem. I 1992-93 blev hun omskolet til buschauffør med henblik på at opnå mindre benbelastende arbejde. Hun kunne dog ikke få arbejde før om et halvt år, og fik igen arbejde på slagteri og blev sygemeldt fra den 16. marts 1992.

Ansøger var til arbejdsprøvning på Bomi fra den 26. oktober 1994 til 31. maj 1995. Ved arbejde med

EDB fik hun mange smerter i nakke og skuldre. Da hun var i køkkenet, fik hun ondt i arme og ben. Ifølge afsluttende udtalelse blev ansøger afprøvet i alsidige jobfunktioner. Hun havde deltaget yderst motiveret. Sygdomsgenerne havde været tiltagende gennem hele arbejdsprøvningsforløbet.

På trods af nedsat arbejdstid, diverse skånehensyn og ansøgers høje motivation for en tilbagevenden til arbejdsmarkedet bevirkede generne under hele forløbet, at fremmødet var ustabilt og konstant lå på ca. 50 %. På baggrund af dette blev revalideringsmulighederne anset for udtømte, og erhvervsevnen skønnedes at være nedsat med mere end 2/3 inden for ethvert erhverv.

Ansøger søgte om pension den 31. maj 1995, men fik afslag, idet erhvervsevnen ikke blev skønnet varigt nedsat med mindst halvdelen. Kommunens afgørelse blev ikke påklaget.

I 1996 blev det forsøgt at etablere et skånejob, men det kom ikke i gang.

Det var oplyst om de helbredsmæssige forhold, at ansøger i 1993 blev behandlet for en diskusprolaps, men vedvarende havde haft smerter i benene. Ansøger opfyldte ved undersøgelse i 1993 kriterierne for fibromyalgi. Ved undersøgelse i 1998 var gribestyrken på højre hånd nedsat i forhold til tidligere undersøgelse. Ansøger havde smerter i højre skulder samt i det højre knæ. Der var en del ledsmerter og tendens til at tabe ting. Funktionsniveauet var nedsat, således at ansøger ikke kunne klare normal rengøring. Speciallægen henviste til, at både fra hans side samt ifølge Bomis vurdering og arbejdsmedicinsk vurdering var erhvervsevnen allerede for år tilbage betydeligt nedsat, og den var ikke blevet bedre.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for tilkendelse af førtidspension på baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999.

Ansøger havde ret til at få mellemste førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 1, fra 1. december 1997, men ikke ret til højeste førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 1. Ankestyrelsen fandt således, at erhvervsevnen var nedsat med omkring 2/3, men ikke nedsat til det ubetydelige i erhvert erhverv.

Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen var nedsat, tog Ankestyrelsen hensyn til de helbredsmæssige oplysninger og oplysningerne om mulighederne for aktivering, revalidering eller behandling. Der blev desuden taget hensyn til oplysningerne om uddannelse og hidtidig virksomhed, alder og beskæftigelsesmuligheder m.v.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger siden 1993 havde haft smerter fra bevægeapparatet og nedsat gribestyrke i hænderne. Der blev stillet diagnosen fibromyalgi. Ansøger led desuden af allergi over for nikkel og forskellige fødevarer.

Ifølge speciallægeerklæring af 24. september 1998 havde ansøger fået tiltagende problemer med at huske og koncentrere sig, øget træthed, tunghed i hovedet samt smerter i muskler og led. Hun kunne have problemer med at styre højre arm, og ansøger kunne ikke klare normal rengøring. Ansøger var positiv på 18 af 18 fibromyalgipunkter. Ansøgers erhvervsevne var fortsat betydeligt nedsat, og der var ikke mulighed for behandling.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ansøger var ufaglært, og at Bomi på baggrund af arbejdsprøvning fra 26. oktober 1994 til 31. maj 1995 konkluderede, at revalideringsmulighederne måtte anses for udtømte, og at ansøgers erhvervsevne skønnedes nedsat med mere end 2/3 inden for ethvert

erhverv.

Ankestyrelsen fandt herefter, at der ikke var mulighed for nærmere at belyse en resterhvervsevne af videre omfang. Der blev herved lagt vægt på de helbredsmæssige oplysninger sammenholdt med oplysninger om ansøgers arbejdsforhold, herunder den omstændighed, at ansøger ikke havde arbejdet siden 1992, og at arbejdsprøvning i 1995 havde et negativt resultat. Ankestyrelsen fandt således, at erhvervsevnen var nedsat med omkring 2/3, men ikke til det ubetydelige i ethvert erhverv, idet der også var beskrevet psykiske og fysiske ressourcer i et vist omfang.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse, idet ansøger blev tilkendt mellemste pension.