Ansøger, der var uddannet landbrugstekniker, havde arbejdet som sådan indtil 1994, hvor han ophørte på grund af helbredsmæssige problemer. Ansøger boede på en gård, som han havde drevet sideløbende med arbejdet som landbrugstekniker. Ejendommen blev oprindelig drevet med planteavl. I 1994 fik ansøger tildelt en mælkekvote, og han havde 25 - 30 køer samt ungkreaturer.
Ansøger led af følger efter whip-lash, begyndende slidgigt i knæene og lænderygsmerter. Det var vurderet fra lægelig side, at den eneste behandling, som kunne hjælpe, var tilpasning af arbejdet til vekslende siddende og gående arbejde uden tunge belastninger.
I forbindelse med nybyggeri af en løsdriftsstald anmodede ansøger i 1999 kommunen om hjælp til anskaffelse af bl.a. justerbart gulv til malkestald til 43.600 kr. og en halmstrøer/ensilageudfodrer til 102.000 kr.
Ansøger oplyste, at han havde begrænsninger i forhold til både stald- og markarbejde. Han havde af Arbejdsformidlingen fået bevilget en personlig assistent (handicaphjælper) 18 timer ugentligt. Han oplyste endvidere, at de ansøgte hjælpemidler var en normal investering for en besætning på måske 100-120 køer, men investeringen var økonomisk forsvarlig og nødvendig for hans vedkommende.
Kommunen gav afslag på ansøgningen, og henviste til, at lovgivningen gav mulighed for hjælp, hvis der var tale om arbejdspladsindretning af mindre omfang. Kommunen fandt, at højdejusterbart gulv ikke kunne anses for at være en ændring af mindre omfang. Vedrørende halmstrøer/ensilageudfodrer kunne en sådan maskine efter kommunens vurdering ikke henføres til begrebet "mindre maskiner til personligt brug".
Kommunen fandt endvidere, at der var tale om almindeligt driftsinventar i et moderne landbrug, og således ikke udviklet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne.
Kommunen fandt ligeledes, at en evt. bevilling kun ville give ansøger en delvis aflastning, og at der formentlig fortsat ville være behov for fremmed arbejdskraft, herunder personlig assistent, da det ansøgte ikke betød nogen lettelse for så vidt angik markarbejdet.
I klagen til nævnet blev det anført, at der hverken i lovteksten eller i vejledningen var belæg for at antage, at arbejdsredskaber skulle være af mindre omfang, men at kommunen kunne give hjælp til alle former for værktøj og arbejdsredskaber, der kompenserede for ansøgerens begrænsninger i arbejdsevnen.
Det blev endvidere anført, at en halmstrøer/ensilageudfodrer ikke kunne anses for at være almindeligt driftsinventar i et moderne landbrug, ligesom det ikke var noget krav, at arbejdsredskabet skulle være udviklet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne.
Nævnet fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at afslå ansøgningen med den givne begrundelse, og hjemviste derfor sagen til fornyet vurdering i kommunen.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det ikke fremgik af aktivlovens § 78 eller af bemærkningerne til loven, at der skulle være tale om hjælp af mindre omfang, eller at værktøjet/arbejdsredskabet skulle være udviklet specielt med henblik på at afhjælpe den nedsatte funktionsevne.
Nævnet pålagde kommunen at foretage en fornyet vurdering af, om den ansøgte hjælp kompenserede begrænsningerne i ansøgers arbejdsevne og herunder konkret tage stilling til, om den omhandlede halmstrøer/ensilageudfodrer var en almindelig del af driftsinventaret i et landbrug som ansøgers.
Kommunen skulle endvidere vurdere, om hjælpen var af afgørende betydning for, at ansøger kunne fastholde sin beskæftigelse som selvstændig landmand.
I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen bl.a. til, at der i vejledningen omtales hjælp i "mindre omfang".
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af rækkevidden af aktivlovens § 78, herunder om der var hjemmel i bestemmelsen til at yde hjælp til større og dyrere arbejdsredskaber og arbejdspladsindretninger.
