Ankestyrelsens principafgørelse R-3-00

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 9, stk. 1 og § 9, stk. 5

Et pensionistægtepar rettede henvendelse til B kommune, hvor deres sommerhus var beliggende om udvidelse af den praktiske bistand, som B kommune havde ydet under ægteparrets ophold i sommerhuset.

Ægteparret havde lejlighed i A kommune og havde folkeregisteradresse dér, men ønskede at opholde sig i sommerhuset det meste af året. Ægteparret kunne lovligt gøre dette, da de var pensionister og havde ejet sommerhuset i mindst 8 år.

B kommune traf den 14. oktober 1998 afgørelse om, at praktisk bistand fra B kommune året rundt var betinget af, at ægteparret skiftede folkeregisteradresse til B kommune.

Hvis registrering til folkeregisteret ønskedes opretholdt i A kommune, kunne der kun ydes praktisk bistand fra B kommune under ophold i sommerhuset i perioden 1. april til 30. september, som efter planlovgivningen er den almindelige periode, hvor det er lovligt at anvende et sommerhus til overnatning.

B kommune ville dog tage sagen under ny overvejelse, hvis A kommune ville refundere udgifterne til hjælp i perioden 1. oktober til 31. marts.

Afgørelsen blev indbragt for det sociale nævn.

I anken blev det bl.a. anført, at ægteparret ønskede lejligheden i A kommune opretholdt som folkeregisteradresse, da de betragtede denne som deres faste bopæl. Med hensyn til sommerhuset

ønskede de at kunne benytte det året rundt, dog afbrudt af ophold i A kommune. Det blev anført, at afslaget på praktisk bistand i vinterhalvåret ikke havde lovhjemmel.

Nævnet fandt, at B kommune var berettiget til at afslå at yde den hjælp, hvor forpligtelsen ifølge gældende lovgivning påhviler opholdskommunen, så længe ægteparret ønskede at fastholde helårsbolig og folkeregistertilmelding i A kommune.

Nævnet afviste at tage stilling til omfanget af den praktiske hjælp, parret eventuelt måtte være berettiget til under ophold i sommerhuset i B kommune, idet klage herom skulle forelægges klagerådet, før sagen kunne behandles af det sociale nævn.

Der blev vedrørende kommunens generelle forpligtelse lagt vægt på, at ifølge § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område har opholdskommunen pligt til at yde hjælp. En anden kommune, hvor en ansøger aktuelt opholder sig, har ifølge lovens § 9, stk. 5, alene pligt til at yde øjeblikkelig hjælp.

Da ægteparret i klagen anførte, at de havde en lejlighed i A kommune og var registreret der, og at de selv anså A kommune som deres bopæl, var de efter nævnets opfattelse ikke omfattet af B kommunes generelle forpligtelse til at yde hjælp. B kommune var derfor alene forpligtet til at yde øjeblikkelig hjælp under ægteparrets ophold i sommerhus, beliggende i denne kommune.

Nævnets afgørelse blev indbragt for Den Sociale Ankestyrelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang en kommune er forpligtet til at yde hjemmehjælp i forbindelse med ophold i sommerhus beliggende i kommunen.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune ikke var berettiget til at afslå at yde nødvendig praktisk bistand i hjemmet efter servicelovens § 71 under ægteparrets ophold i deres sommerhus i B kommune i perioden 1. oktober til 31. marts.

Der var ikke hjemmel til at gøre hjælp uden for perioden 1. april til 30. september betinget af, at ægteparret lod sig folkeregister-registrere i B kommune.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af en rapport af november 1998 fra Socialministeriet, der lå til grund for lovforslag L 140 om mellemkommunal refusion m.m., vedtaget som lov nr. 117 af 2. marts 1999, fremgår, at en midlertidig opholdskommune, som fx en sommerhuskommune, efter praksis yder praktisk bistand under ophold i sommerhuset, selv om spørgsmål om varige sociale ydelser hører under den faste opholdskommune, hvor den faste bopæl ligger.

Det fremgår endvidere af rapporten, at det blev overvejet at genindføre en regel svarende til bistandslovens § 11, stk. 4, der fastsatte, at en midlertidig opholdskommune kunne kræve refusion af sine fremtidige udgifter til varig hjemmehjælp fra den faste opholdskommune, når der under midlertidigt ophold i en kommune ydes varig hjemmehjælp i over 1 måned, og modtageren i sin hidtidige opholdskommune har modtaget varig hjemmehjælp.

Reglen blev ikke videreført i det lovkompleks, som afløste bistandsloven pr. 1. juli 1998, og overvejelserne i rapporten munder ud i, at der ikke er tilstrækkeligt behov for at genindføre en lignende regel.

Der blev herefter ikke fremsat forslag om særlige regler for ydelse af nødvendig praktisk bistand under midlertidigt ophold i en anden kommune end den faste opholdskommune eller om refusion af udgifterne hertil.

Da ægteparret havde oplyst, at de betragtede deres lejlighed i A kommune som deres faste bopæl og ønskede at opretholde folkeregisteradresse dér, fandtes B kommune at måtte betragtes som midlertidig opholdskommune i relation til ydelser efter den sociale lovgivning, hvilket efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 5, indebærer, at der er en begrænset forpligtelse til at yde hjælp i forhold til de forpligtelser, der påhviler den faste opholdskommune.

Denne begrænsede pligt omfatter pligten til at yde øjeblikkelig hjælp, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 5, samt efter praksis hjælp efter servicelovens § 71 til nødvendig praktisk bistand.

Hjælpen kan ikke begrænses til bestemte perioder af året.

Ankestyrelsen ændrede således på dette punkt det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse med hensyn til kompetencen til at tage stilling til klage over omfanget af B kommunes ydede hjemmehjælp.