Ankestyrelsens principafgørelse C-22-00

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 109, § 109e, § 109g og § 109h

Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 - herunder pædagogiske principper - kapitel 12

Sagen drejede sig om en 48-årig kvinde, der havde været syg siden 1971. Hun havde været indlagt på

forskellige psykiatriske afdelinger i alt 17 gange siden 1972 under diagnosen schizophrenia hebephrenica. Hun boede hjemme med kontakt til socialpsykiatrien. Hver 14. dag fik hun besøg af distriktssygeplejerske, der gav depotbehandling, ligesom der på alle hverdage fast kom to hjemmehjælpere. Der havde i det forløbne år været iværksat 2 store rengøringsopgaver i hendes hjem, dels på grund af utøj og dels på grund af hendes manglende evne til at holde sit hjem rent. Hendes tøj blev vasket på vaskeri, da det var meget snavset. Hjemmehjælpen havde oplevet aske, menstrationsblod, fordærvede madrester, opkast på gulvet i stuen og badeværelset. Opkast på grund af, at hun spiste den fordærvede mad. Udover hjemmehjælp fik hun besøg af en støtte- og kontaktperson mindst 1 gang om ugen. Kontakten havde været sporadisk, da hun ofte enten ikke åbnede eller afviste besøget.

Hun havde vrangforestillinger bl.a. i form af, at hun troede, at hun var gravid, at hun var gift og havde 5 børn, som hun købte mad til. Andre gange troede hun, at hun var sygeplejerske eller at hun havde kontakt med politiet. Hun var i øvrigt beskrevet som sød og venlig samt at hun befandt sig godt. Man havde igennem flere år forsøgt at overtale hende til at få en mere sufficient pleje, men hun var meget urealistisk i forhold til sin situation, så hun kunne ikke overtales til at lave en ansøgning om flytning til psykiatrisk plejehjem. Der var sket en forværring gennem de sidste år.

Hospitalet vurderede, at hun havde været psykotisk og havde haft svært ved at klare sig siden sit 20. år. Hun havde ikke nogen sygdomsindsigt og ville ikke respektere behandlingen, hvis hun blev overladt til sig selv, hvorfor hun var i depotbehandling. Hun forventedes ikke at blive bedre.

Hun havde afslået tilbudt bofællesskabsplads, ligesom pensionen siden august 1999 havde været sat under administration, da hun ofte skulle have udbetalt overlevelseshjælp. Kommunen havde søgt om beskikkelse af værge for hende.

Nævnet besluttede, at hun skulle optages i det særlige botilbud, jf. servicelovens § 109 e.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ophold i særligt botilbud på grund af hendes nedsatte psykiske funktionsevne måtte anses for absolut påkrævet for, at hun kunne få den nødvendige personlige hjælp og pleje.

Nævnet lagde til grund, at hun led af skizofreni uden sygdomserkendelse og havde været indlagt talrige gange på psykiatriske hospitalsafdelinger.

Nævnet lagde vægt på, at hun levede i en imaginær verden med vrangforestillinger, som blandt andet havde resulteret i tilbagevendende tilfælde af madforgiftning med risiko for alvorlig personskade.

Nævnet lagde desuden vægt på, at hun ikke havde ønsket at benytte sig af kommunalt tilbud om ophold i bofællesskab, og at hun trods massiv indsats ikke i tilstrækkelig grad kunne profitere af socialpsykiatrisk støtte og kommunal hjemmehjælp.

Nævnet fandt det derfor samtidig dokumenteret, at den nødvendige hjælp ikke kunne gennemføres i egen bolig.

Bistandsadvokaten anførte i klagen efter hendes anmodning, at hun med ekstra hjemmehjælp selv mente at kunne fungere i sin bolig.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen supplerende oplysninger fra kommunen i form af en nærmere beskrivelse af botilbudet.

Endelig blev det oplyst, at Retten havde tilkendegivet, at der efter det foreliggende ikke fandtes tilstrækkelig anledning til at beskikke en værge.

Sagen blev behandlet efter reglerne om udvidet votering, jf. retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 4.

Ankestyrelsen fandt ikke, at hun skulle optages i det bestemte botilbud, jf. servicelovens § 109 e.

Ankestyrelsen fandt ikke, at optagelse i det bestemte botilbud var absolut påkrævet for, at hun kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i hendes egen bolig, jf. lovens § 109 e, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt tillige ikke, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at hun udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig, jf. lovens § 109 e, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde til grund, at hun i følge de lægelige oplysninger ikke havde forståelse for sin situation. Hun havde på grund af skizofreni været indlagt 17 gange på psykiatriske afdelinger siden 1972. Hun var uden sygdomserkendelse, samt levede i en imaginær verden med vrangforestillinger uden sandsynlig mulighed for bedring. Hun havde god kontakt til socialpsykiatrien og fik depotbehandling hver 14. dag.

Begrundelsen for afgørelsen var, at hendes behov for hjælp som følge af den betydeligt nedsatte psykiske funktionsevne ansås at kunne ydes forsvarligt på en anden og mindre indgribende måde, jf. lovens § 109, stk. 4, hvorefter anvendelse af magt skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om ændring af bl.a. lov om social service, lovforslag nr. L 195, om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v., at betingelsen for at kunne træffe beslutning om optagelse i særlige botilbud uden samtykke er, at det er helt nødvendigt for at sikre, at pågældende ikke udsætter sig selv for alvorlig personskade, og at der ikke er andre og mindre indgribende måder at yde bistand på. Det kræves, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at pågældende indenfor kortere tid vil udsætte sig selv for alvorlig skade på legeme eller helbred. En flyttebeslutning kan først træffes, når det er uforsvarligt at undlade flytningen. Af bemærkningerne fremgår også, at bestemmelsen alene skal kunne anvendes i graverende tilfælde, hvor såvel hensynet til den pågældende, til omgivelserne og til de krav, der med rimelighed kan stilles til kommunen om at etablere passende servicetilbud i den pågældendes oprindelige bolig, bevirker, at der er åbenbart behov for indgriben. Flytningen til et passende botilbud skal medføre en klar forbedring af den enkeltes situation og livskvalitet.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det fremgår af Socialministeriets vejledning af 1999 om "Magtanvendelse, og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21", at der i § 109 e er opstillet en række meget strenge betingelser for at anvende reglen om optagelse i særligt botilbud uden samtykke, da der er tale om den mest indgribende sociale foranstaltning i forhold til voksne. Det er derfor forudsat, at reglen kun anvendes i få og enkeltstående tilfælde, jf. vejledningens kapitel 12.

Det fremgår tillige af vejledningens kapitel 12, at der skal være en reel risiko for, at pågældende som følge af den nedsatte psykiske funktionsevne udsætter sig for alvorlig personskade ved at forblive i en almindelig bolig. Der kan f.eks. være tale om risiko for at brænde inde p.g.a. uforsvarlig omgang med ild, risiko for medicinforgiftning fordi pågældende ikke selv kan dosere medicin eller risiko for livstruende tilstande fordi pågældende ikke vil eller husker at tage livsvigtig medicin.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at hendes manglende hygiejne omkring mad og af sine

omgivelser samt hendes indtagelse af fordærvet mad, eventuelt kunne afhjælpes ved en jævnlig gennemgang af madvarer med henblik på fjernelse af den mad, der er ved at være gammel.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at hjemmeplejen kunne udvides, således at hun ikke var overladt til sig selv i weekenderne.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der ikke var beskrevet indlæggelser på grund af madforgiftninger.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at der ifølge det oplyste ikke var problemer med medicineringen i form af depotbehandling hver 14. dag.

Ankestyrelsen fandt det på denne baggrund ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at betingelserne for optagelse i særligt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 109, jf. § 109 e var opfyldt. Ankestyrelsen var opmærksom på, at hjemmehjælpen kunne opleve, at der ikke blev lukket op, men fandt ikke dette fuldt tilstrækkeligt til at anse betingelserne for optagelse i særligt botilbud uden samtykke for opfyldt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.