Ankestyrelsens principafgørelse D-18-00

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 5, stk. 1, § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 5, § 6 og § 7

En 39-årig lønmodtager havde arbejdet som assistent i P & T, men var blevet opsagt med ordinær egenpension i 1994. Lønmodtageren led af seneskedehindebetændelse i højre håndled på grund af hypermobilitet efter mange års tastearbejde.

Lønmodtageren sygemeldte sig fra den 25. juni 1998, hvor hun også havde tennisalbue i højre arm. Lønmodtageren havde haft tilsvarende problemer i ca. 10 år, hvor hun havde været forsøgt behandlet af mange forskellige specialister. Hun havde i den mellemliggende periode taget voksenpædagogisk grunduddannelse, men havde måttet opgive uddannelsen til håndarbejdslærer på grund af for meget skrivearbejde.

Lønmodtageren var første gang til opfølgningssamtale i kommunen den 20. august 1998. Det aftaltes her bl.a., at hun skulle undersøge mulighederne for at blive plejefamilie og skulle kontakte AF.

Der var ny opfølgningssamtale den 29. september 1998. Lønmodtageren oplyste her, at hun havde påbegyndt behandling hos en speciallæge i reumatologi.

Den 26. oktober 1998 oplyste lønmodtageren til kommunen, at hun havde været til en ortopæd-kirurgisk speciallæge og var skrevet op til operation.

Der var nyt opfølgningsmøde i kommunen den 28. oktober 1998 og igen den 10. december 1998 efter operation i højre håndled den 16. november 1998.

Næste opfølgningsmøde fandt sted den 11. januar 1999, hvor lønmodtageren gav udtryk for, at hun ikke selv mente, at hun kunne vende tilbage til andet arbejde, idet hun jo ikke kunne bruge håndleddene. Det aftaltes, at lønmodtageren skulle kontakte en erhvervsvejleder i AF.

Den 25. januar 1999 oplyste lønmodtageren, at hun skulle til samtale med en erhvervsvejleder den 2. februar 1999. Hun oplyste samtidig, at hun nu var henvist til reumatologisk afdeling på et hospital.

Den 24. marts 1999 modtog kommunen en statuserklæring fra egen læge. Det fremgik heraf, at hospitalet ikke havde kunnet gøre noget, men mente at lønmodtageren hørte hjemme hos en praktiserende reumatolog.

Kommunen forelagde herefter sagen for sin lægekonsulent, som svarede, at der burde indhentes en speciallægeerklæring, hvilket kommunen straks satte i værk.

Den 21. juni 1999 modtog kommunen en speciallægeerklæring, hvoraf det fremgik, at speciallægen ikke mente, at lønmodtageren kunne fungere i fysisk monotont arbejde, men at han ikke herudover så de store begrænsninger.

Kommunen traf herefter den 24. juni 1999 afgørelse om at standse dagpengene fra den 30. juni 1999, idet kommunen herefter anså lønmodtageren for arbejdsdygtig i dagpengelovens forstand.

Lønmodtageren klagede over kommunens afgørelse og gjorde i klagen bl.a. gældende, at kommunen ikke havde overholdt dagpengelovens § 24, da hun aldrig havde været med til at tale om en plan endsige en opfølgningsplan.

Lønmodtageren anførte, at hun kæmpede dagligt med mange smerter i begge hænder, arme, ryg og nakke med deraf følgende hovedpine. Det var kun blevet værre med årene. Hun måtte nu erkende, at hun aldrig ville blive rask og altid måtte leve med smerter og stærkt nedsat erhvervsevne. Lønmodtageren bad derfor om at blive arbejdsprøvet, så det kunne blive afklaret, hvad hun kunne og ikke kunne.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og begrundede afgørelsen med, at lønmodtageren ikke længere kunne betragtes som fuldt uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kommunens opfølgning, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1, og fandt heller ikke grundlag for at pålægge kommunen at iværksætte en arbejdsprøvning.

I klagen til Ankestyrelsen blev der bl.a. henvist til en højesteretsdom af 22. december 1999 i en

pensionssag.

Der blev endvidere rejst spørgsmål om, hvorfor nævnet kun havde lagt vægt på den seneste speciallægeerklæring fra juni 1999 og ikke på en tidligere erklæring fra en anden speciallæge oktober 1998, hvorefter lønmodtageren havde "nogle ret så elendige arme, der ikke tåler belastning", og hvis der ikke var hjælp at hente hos ortopædkirurgerne, måtte man overveje optræning om muligt.

Efter indankningen fremsendte nævnet en uddybning af begrundelsen for sin afgørelse. Det fremgik heraf, at nævnet fastholdt afgørelsen om, at lønmodtageren den 30. juni 1999 ikke længere kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Nævnet anførte samtidig, at nævnet ikke havde fundet den tidligere speciallægeerklæring for dækkende for lønmodtagerens helbredstilstand i juni 1999.

Med hensyn til spørgsmålet om dagpengeopfølgning fandt nævnet fortsat, at kommunen ikke havde tilsidesat kravene i dagpengelovens § 24. Der burde dog være udarbejdet en egentlig opfølgningsplan, som efter god forvaltningsskik burde have været skriftlig.

Nævnet fandt imidlertid, at kommunen ikke havde opfyldt kravene i retssikkerhedslovens § 7, stk. 2, jf. § 6, hvorefter kommunen senest 8 uger efter lønmodtagerens første henvendelse skulle have givet skriftlig besked om den helhedsvurdering, der skulle foretages, og som efter journalnotaterne fra august og september 1998 også synes at have været foretaget.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af reglerne om opfølgning og helhedsvurdering.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke var berettiget til at standse udbetalingen af sygedagpenge den 30. juni 1999, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der havde været grundlag for at iværksætte revalideringsmæssige foranstaltninger, før kommunen traf afgørelse om at standse sygedagpengene.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at lønmodtageren måtte anses for at have sådanne begrænsninger i arbejdsevnen, at iværksættelse af erhvervsrettede aktiviteter var nødvendige for, at hun kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Der blev herved lagt vægt på, at det af de lægelige akter fremgik, at lønmodtageren havde gener fra bevægeapparatet som følge af hypermobilitet, dobbeltsidig tennisalbue og følger efter operation for højresidig de Quervains syndrom.

Der blev endvidere lagt vægt på, at lønmodtageren ikke kunne fungere med fysisk monotont arbejde, og at hendes tidligere arbejde var uforeneligt hermed, og at de erhvervsmæssige problemer heller ikke med rimelighed kunne løses ved, at lønmodtageren blev henvist til at søge arbejde af tilsvarende karakter. Der blev herunder lagt vægt på, at lønmodtageren var uddannet som assistent indenfor P & T, hvor hun havde arbejdet frem til 1994, hvor hun blev opsagt på grund af sygdom. Lønmodtageren havde ikke været i arbejdet siden, bortset fra en kort periode i 1998 med tomatplukning.

Ankestyrelsen henviste endvidere til SM O-8-99 og O-24-99 og O-79-98.

Efter retssikkerhedslovens § 5 skal kommunen og amtskommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen efter retssikkerhedslovens § 6 tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

Efter retssikkerhedslovens § 7, stk. 1, skal kommunen senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse foretage en vurdering efter § 6. Vurderingen skal ske i samarbejde med borgeren, jf. § 4. Efter § 7, stk. 2, skal ansøgeren skriftligt have besked om kommunens vurdering efter § 7, stk. 1. Skriftlighedskravet skyldes, at borgeren skal have klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen.

Hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Kommunen foretog ikke partshøring i speciallægeerklæringen af 16. juni 1999, som måtte antages at være tillagt stor betydning i forhold til beslutningen om at standse udbetalingen af dagpenge.

Der blev heller ikke inden 8 uger efter lønmodtagerens første henvendelse til kommunen udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering i henhold til retssikkerhedslovens § 7, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at disse formelle mangler i sig selv gjorde afgørelsen om at standse dagpengene ugyldig.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at det var en fejl i sagsbehandlingen, at der ikke inden 6 måneder efter 1. fraværsdag var udarbejdet en opfølgningsplan, jf. dagpengelovens § 24, stk. 2, 2. punktum). Efter en konkret vurdering af det iøvrigt tætte opfølgningsforløb, og under hensyn til at kravet om skriftlighed ikke fremgår af loven, fandt Ankestyrelsen ikke, at den manglende udarbejdelse af planen havde betydning for kommunens fremtidige afgørelser i dagpengesagen.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.