Sagen drejede sig om en 66-årig mand. Han var gift og havde to voksne børn. Han led af af hastigt progredierende demens bl.a. ledsaget af tab af realitetssans. Han havde siden 1978 lidt af bipolar
affektiv sindslidelse med recidiverende manier og depressioner. I perioden fra 1979 til 1994 havde han været indlagt fire gange med akut psykose/mani. I 1994-95 var han indlagt under billede af alvorlig depression og blev i en efterfølgende periode fulgt ambulant.
Den 9. september 1999 under billede af mani blev han tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling. De sidste to måneder inden indlæggelse havde været præget af øget foretagsomhed såvel af økonomisk art som med at arrangere urealistiske projekter.
Af en lægeerklæring fremgik endvidere, at han ved indlæggelsen var hektisk, svær at fastholde, havde nedsat nattesøvn og ingen erkendelse af egen tilstand. Derudover fremtrådte han grænseoverskridende, let provokerende med springende associationspræget tankegang, havde talepres, generelt løftet stemningsleje og storhedsforestillinger vedrørende egen formåen. Han blev sat i medicinsk behandling.
Siden 1994 var en mulig begyndende demens blevet bemærket, og siden ovennævnte indlæggelse havde han fremtrådt betydelig dement med symptomer af frontal type. Det var oplyst, at han havde været svært adfærdsforstyrret med grænseoverskridende adfærd og hæmningsbortfald, bl.a. med øget spisetrang, seksualiserende adfærd, affektlabilitet og vredesudbrud korporligt eller verbalt, hvis han blev korrigeret eller hindret i umiddelbare behov samt manglende realitetssans og sygdomsindsigt. Det konkluderedes, at hans tilstand var varig og progredierende, samt at hans manglende realitetssans og overblik gjorde ham ude af stand til at varetage egne anliggender.
Af en udtalelse fra sygehuset fremgik, at han på lukket afdeling ofte havde været højtråbende, udadreagerende og svær at rumme. Han havde derfor ofte været bæltefikseret. Efter overflytningen til gerontopsykiatrisk afdeling havde han været mere rolig, men blev påvirket af den mindste uro på afdelingen og måtte derfor skærmes ved disse lejligheder.
Han kunne orientere sig rimeligt i afdelingen, men kunne ikke orientere sig udenfor, - selv på strækninger, hvor han ofte havde gået. Han kunne finde på at gå i gårdhaven uden fodtøj, selvom det var koldt med regn eller sne. Han sagde, at han var ligeglad med, om han blev syg af dette.
Han var i stand til at spise selv, men maden skulle anrettes og udskæres. Han skulle begrænses ved spisningen, da han ellers proppede munden og drak uhæmmet. Han havde tendens til fejlsynkning og hoste. Det konkluderedes, at han på ingen måde kunne klare sig i eget hjem, idet han havde brug for konstant overvågning.
Af referat af udskrivningskonference fremgik, at han skulle have hjælp med indtagelse af medicin, da han ikke altid var villig til at tage denne. Han skulle have fuld hjælp til personlig pleje. Han havde ingen sygdomserkendelse, var urealistisk med hensyn til egen formåen og kunne være fysisk truende. Det konkluderedes, at han fortsat havde brug for konstant overvågning, og at han derfor ikke kunne være i hjemmet på trods af de tilbud, den kommunale hjemmepleje ville kunne yde.
Af en lægeerklæring fremgik, at det var nødvendigt med intensiv pleje af mindst en person i de perioder, han var vågen, at dette var dag/aften og i perioder også om natten. Han havde behov for at blive skærmet, bremset, korrigeret og støttet, når han fik sine affektudbrud. Han skulle bremses i at skaffe tændstikker og lightere med henblik på at undgå ildspåsættelse på grund af uforsigtig omgang med ild eller tændte cigaretter. Han kunne stort set gå afklædt rundt i gårdhaven eller have op til 5 sæt tøj på indendørs.
Afdelingen vurderede, at han ville profitere af faste rammer, forudsigelighed og støtte. Hans tilstand ville gradvis forværres, og det ville være helt urealistisk at forestille sig, at han kunne passes i hjemmet, bl.a. fordi der ikke ville være sikkerhed for, at han ville kunne passe den medikamentelle behandling. Der ville ikke være sikkerhed for, at han kunne holdes i hjemmet, hvis han fik det indfald, at ville
forlade det. Der ville derfor være stor risiko for, at han ville flakke om.
Det fremgik, at det til tider havde været nødvendigt at aflåse yderdøren, da han dagligt havde bedt om at komme hjem og ville tage en taxa.
Nævnet traf afgørelse om at han skulle optages i et bestemt botilbud, selvom han ikke gav samtykke til flytningen.
Nævnet fandt, at han var omfattet af personkredsen i lovens § 109, stk. 2, selvom han ikke tidligere havde modtaget hjælp efter servicelovens §§ 71-74 eller §§ 85-88.
Nævnet lagde herved vægt på, at han siden september 1999 havde være tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling og at han ved udskrivning til eget hjem ville være berettiget til hjælp efter nogle af de ovenstående bestemmelser, samt at han ikke vurderedes at ville kunne klare sig i hjemmet med hjælp fra kommunen efter ovennævnte bestemmelser.
Nævnet fandt endvidere, at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for flytning, idet han efter nævnets opfattelse ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger og derfor udsatte sig selv for alvorlig personskade, jf. lovens § 109 e, stk. 2.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på oplysningerne om hans nedsatte funktionsevne, herunder især at han led af hastigt progredierende demens af frontal karakter bl.a. ledsaget af tab af realitetssans og manglende sygdomserkendelse.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at det var nødvendigt, mens han var vågen, med intensiv pleje af mindst en person, at han skulle bremses i at skaffe sig tændstikker og lightere med henblik på at undgå ildspåsættelse på grund af uforsigtig omgang med ild eller tændte cigaretter. Han kunne ikke orientere sig udenfor selv på strækninger, hvor han ofte havde gået, hvorfor der var fare for, at han ville flakke rundt. Hans manglende realitetssans og overblik gjorde ham ude af stand til at varetage egne anliggender, samt at det af psykiatrisk afdeling vurderedes, at han ville profitere af faste rammer, forudsigelighed og støtte, hvilke han ville kunne få i det bestemte botilbud.
Kommunen havde indstillet, at der blev truffet afgørelse om, at han blev optaget i et særligt socialpsykiatrisk botilbud efter servicelovens § 92 uden samtykke efter servicelovens § 109 e. Der var en specialafdeling, som var etableret for at give beboere med svær demens og deraf afledte problematiske adfærdsforstyrrelser, de mest hensigtsmæssige rammer. Der blev lagt vægt på at skabe et individuelt tilpasset tilbud, som havde til formål at sikre, at der i dagligdagen var stabilitet. Der blev i afdelingen lagt vægt på, at der i dagligdagen var stor for-udsigelighed og kontinuitet. Personalet i specialafdelingen havde ekspertice i forhold til at varetage plejen af personer med svær demens og deraf afledte adfærdsforstyrrelser og modtog for at kunne varetage opgaverne rådgivning og vejledning fra psykiatrisk lægekonsulent, der udgik fra psykiatrisk sygehus.
Kommunen begrundede sin indstilling med, at han siden september 1999 havde været indlagt på psykiatrisk afdeling. Ved en udskrivningskonference blev det vurderet, hvorvidt han kunne udskrives til eget hjem. Hverken hans familie, sygehuset eller kommunen fandt det forsvarligt at forsøge.
Han havde fået bistand af en advokat, jf. servicelovens § 109 h, stk. 1, nr. 2. Hans datter var beskikket værge for ham, jf. servicelovens § 109 g, stk. 4.
Advokaten anførte, at hans værge og datter oplyste, at faderens sygdom havde medført, at han ikke var i stand til at klare personlig pleje eller spisning og behøvede hjælp til alle funktioner. Faderen havde været på ferie hos sin ægtefælle i deres sommerhus i dagene fra den 20. § 26. juni. Ægtefællen måtte
erkende, at han var mere plejekrævende end hun var i stand til at klare.
Advokaten mødtes med ham, hvor han gav udtryk for, at han snarest muligt ønskede at blive udskrevet til hjemmet. Det var hans opfattelse, at hustruen ville kunne passe ham i fornødent omfang. Under samtalen gav han endvidere udtryk for, at han under ingen omstændigheder ønskede at forblive på sygehuset. Han medgav under samtalen, at såfremt hustruen ikke i fornødent omfang ville kunne passe ham, ville han hellere have ophold et andet sted. Da advokaten nævnte omhandlede botilbud, blev han meget vred, idet hustruen ville være i stand til at kunne passe ham. Advokaten kontaktede ægtefællen, der bekræftede, at hun havde haft sin mand på besøg i ægteparrets sommerhus i 6 dage. Opholdet krævede døgnpleje fra hendes side. Hun havde hidtil været af den opfattelse, at hun nok i et vist omfang ville være i stand til at passe ham, men måtte efter besøget desværre erkende, at det var mere end hun magtede. Såvel ægtefællen som værgen gav udtryk for, at man omstændighederne taget i betragtning ville være indforstået med en placering på omhandlede botilbud. Det var advokatens opfattelse, at han ønskede at blive udskrevet fra sygehuset, og i det omfang hustruen kunne påtage sig pasning, var det primære ønske at udskrivning skete til hjemmet. Han ønskede ikke at medvirke eller kun nødtvungent at medvirke til at ophold skulle finde sted på plejehjem eller det omhandlede botilbud.
Sagen blev behandlet efter reglerne i retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 4 om udvidet votering i sager om optagelse i særlige botilbud uden samtykke.
