Ankestyrelsens principafgørelse U-18-00

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 9, nr. 1

Note:

*) Se SM U-11-97

En 33-årig lærer på en kostskole havde sat sig op på kanten af en skateboardrampe for at tale med en elev i forbindelse med sin aftenvagt. Da sikrede sprang ned fra rampen og landede længere nede, vred hun rundt på højre fod. Efterfølgende fik hun konstateret brud på højre lægben ved anklen.

Arbejdsskadestyrelsen havde afvist at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde. Der blev lagt vægt på, at sikrede ikke var udsat for en pludselig og uventet påvirkning, da hun sprang ned fra en rampe og brækkede anklen.

I forbindelse med sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste sikrede, at skateboardrampen var 1,90 m høj og halvcirkelformet. Sikrede angav afstanden fra hvor hun sad til det sted hvor hun landede på

rampen til ca. 1 meter. Der var ikke tale om et voldsomt spring, men et mindre hop, der var helt naturligt. Hændelsen foregik præcis som sikrede havde forventet det, blot med den tilføjelse, at sikredes fod af en eller anden grund drejede forkert rundt. Underlaget havde ifølge sikrede ingen betydning for uheldet.

Sikrede supplerede yderligere med, at hun på skadestidspunktet bar almindelige kondisko. Rampens belægning bestod af behandlede træplader, som ikke var specielt glatte eller havde en speciel friktion. Sikrede var kommet op at sidde på rampens kant ved at springe derop fra rampen. Da sikrede satte af fra kanten, hvor hun sad, landede hun og vred ved kontakten med underlaget om på foden. Hun fornemmede med det samme, at der var noget galt i foden. Sikrede faldt derefter om, da hun ikke kunne støtte på foden, der gjorde ondt.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på anerkendelse som ulykkestilfælde efter lovens § 9, nr. 1.

Begrundelsen var, at det efter beskrivelsen af hændelsesforløbet i sagen ikke var godtgjort, at der havde været tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ved ulykkestilfælde i lovens forstand forstås en tilfældig, af den sikredes vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede sad på en 1,90 m høj skateboardrampe, hvorfra hun foretog et lille hop for at springe ca. 1 meter ned på den skrånende rampe. Da sikrede landede, vred hun rundt på højre fod og fik smerter i foden. Efterfølgende blev sikrede opereret for brud på højre lægben.

Ankestyrelsen vurderede, at anerkendelse af skader opstået ved nedspring kræver, at der dokumenteres en udefra kommende indvirkning forstået som en usædvanlig afvigelse i forhold til det planlagte nedspring. En eventuel forvridning i forbindelse med nedspringet anses ikke alene for at være en usædvanlig afvigelse. De konkrete omstændigheder ved hændelsesforløbet kan dog tale for anerkendelse og derved mindske kravene til beviset for en usædvanlig afvigelse. Der vil kunne lægges vægt på, om der var tid til og mulighed for at forberede nedspringet, om underlaget var ukendt, om underlaget var ustabilt og lignende.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var dokumenteret en sådan usædvanlig afvigelse, da nedspringet indtil landingen forløb som planlagt og ønsket. Der var således ikke dokumenteret en usædvanlig afvigelse i forbindelse med nedspringet, der kunne anerkendes som et ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at skateboardrampens udstyr og belægning ikke var behæftet med fejl, og at rampens belægning efter sikredes opfattelse ikke havde indflydelse på hændelsen. Der blev endvidere lagt vægt på, at sikrede havde gode muligheder og tid til at planlægge nedspringet, og at hun var bekendt med forholdene på rampen.

At sikrede fik smerter i anklen i forbindelse med nedspringet kunne således ikke alene anerkendes som et ulykkestilfælde, når der ikke indtraf noget usædvanligt i forbindelse med hændelsen.

Det blev bemærket, at Ankestyrelsen havde vurderet, at det foretagne nedspring ikke kunne sidestilles med en faldskade. Den lempelse af beviskravet, der gælder ved faldskader, kunne derfor ikke finde anvendelse ved bedømmelsen af sagen.