Ankestyrelsens principafgørelse I-1-00

Lov om integration af udlændinge i Danmark - lov nr. 474 af 1. juli 1998 - § 34

Ansøger, der var udenlandsk statsborger, havde fået opholdstilladelse i Danmark, efter at hun var blevet gift med en dansk statsborger.

Ansøger ansøgte kommunen om hurtigt at komme på danskkursus, og kommunen tilbød hende et introduktionsprogram med danskundervisning og samfundsforståelse.

Undervisningen foregik i en naboby, og ansøger anmodede derfor om hjælp til betaling af de transportudgifter, hun havde i forbindelse med kurset.

Kommunen afslog at yde hjælp til transportudgifterne. Kommunen begrundede afgørelsen med, at sprogundervisningen ikke var et led i et aktiverings- eller revalideringsforløb.

Kommunen oplyste overfor nævnet, at det var kommunens opfattelse, at kommunen i en situation som den aktuelle, hvor ansøger på eget initiativ deltog i danskundervisning - og ikke var henvist af kommunen som led i aktivering eller revalidering - ikke var forpligtet til at dække transportudgiften. Hvis ansøger ikke var omfattet af gruppen, der kunne få introduktionsydelse, var hun heller ikke berettiget til hjælp efter integrationslovens § 34.

Nævnet pålagde kommunen at yde ansøger hjælp til dokumenterede og rimelige befordringsudgifter i forbindelse med hendes deltagelse i danskundervisning.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger havde fået ophold i landet i februar 1999 på grund af ægteskabet, og at hun dermed var omfattet af integrationsloven.

Nævnet lagde videre vægt på, at danskundervisning var et led i det integrationsprogram, som kommunen skulle tilbyde ansøger, når hendes danskkundskaber var mangelfulde, at kommunen havde henvist hende til sprogcentret i nabobyen, og at der efter integrationslovens § 34 kunne gives hjælp til dokumenterede og rimelige udgifter ved deltagelse i introduktionsprogrammet.

Nævnet fandt således ikke, at det var en betingelse for at få udgiften dækket, at ansøger var berettiget til aktivering eller revalidering, ligesom nævnet ikke fandt, at der skulle foretages en vurdering af hendes økonomiske muligheder for selv at betale udgiften.

I klagen til Ankestyrelsen havde kommunen anført, at kommunen fandt, at det var af principiel karakter at få afklaret, hvorvidt § 34 i lov om integration af udlændinge skal opfattes således, at kommunen skal betale de nævnte udgifter til samtlige, der er omfattet af loven.

Kommunen havde videre anført, at det var kommunens opfattelse, at § 34 i lov om integration af udlændinge skal forstås sådan, at kommunen kan yde hjælp til dokumenterede og rimelige udgifter i forbindelse med udlændinges deltagelse i introduktionsprogrammer.

Som følge af denne opfattelse var det besluttet i kommunen, at der ikke ydedes hjælp til transportudgifter, hvis udlændingen ikke var berettiget til introduktionsydelse og dermed til aktivering.

Kommunen anførte endelig, at det er kommunen, der beslutter, hvorvidt der skal ydes støtte i henhold til § 34 i integrationsloven.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om hjælp efter integrationslovens § 34 til dokumenterede og rimelige transportudgifter er betinget af, at sprogundervisningen er et led i et aktiverings- eller revalideringsforløb.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at afslå at yde ansøger hjælp til dækning af dokumenterede og rimelige transportudgifter med henvisning til, at ansøgers deltagelse i sprogundervisningen ikke var et led i et aktiveringsforløb.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøger opholdt sig lovligt her i landet, og at hun var omfattet af integrationsloven. Hun skulle derfor i medfør af integrationsloven tilbydes et introduktionsprogram, hvori danskundervisning indgik som en del af programmet, jf. integrationslovens § 16, stk. 2.

Bestemmelsen i integrationslovens § 34 indeholder ikke som bestemmelsen i § 38 i lov om aktiv socialpolitik, som der refereres til i bemærkningerne i lovforslaget til § 34, hjemmel til, at kommunen fastsætter nærmere retningslinier for udbetaling.

Kommunen havde således ikke været berettiget til generelt at fastsætte en regel om, at der i kommunen ikke ydes hjælp til transportudgifter, hvis udlændingen ikke er berettiget til introduktionsydelse og dermed til aktivering.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse det sociale nævns afgørelse.