Ansøger, der var dansk statsborger, havde i 1994 indgået ægteskab med en udenlandsk statsborger. Ægtefællerne udrejste i 1998 til ægtefællens hjemland.
Ansøger kom på ny til Danmark i 1999, hvor hun tog ophold hos sine forældre. Hun søgte efterfølgende om kontanthjælp. Hun oplyste i forbindelse med ansøgningen, at hun var gravid, og at hun ønskede at føde barnet i Danmark. Der var ikke tale om, at hun skulle separeres, og hun levede ikke adskilt fra ægtefællen på grund af uoverensstemmelse.
Ansøger oplyste endvidere, at ægtefællen ikke kunne sende penge ud af sit hjemland, og at hun heller ikke selv havde haft mulighed for at tage penge med ud af landet til sin forsørgelse.
Kommunen gav afslag på ansøgningen om kontanthjælp med henvisning til, at ansøger var gift, og at hendes ægtefælle havde forsørgelsespligt overfor hende.
Kommunen lagde vægt på, at ansøger ikke levede adskilt fra ægtefællen på grund af uoverensstemmelse med senere separation eller skilsmisse.
I klagen til nævnet blev bl.a. anført, at ansøger ikke kunne blive forsørget af ægtefællen, da det var ulovligt at udføre penge af landet. Den gensidige forsørgelsespligt kunne derfor ikke udnyttes. Ansøger mente derfor, at der forelå en social begivenhed, som burde udløse kontanthjælp.
Kommunen kontaktede det pågældende lands ambassade, der oplyste, at der ikke var noget til hinder for at udføre pengebeløb. Det krævedes dog, at man ansøgte derom.
Nævnet tiltrådte kommunens afslag og fandt heller ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for at modtage kontanthjælp mod tilbagebetaling.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger var gift, og at ægtefællen i forhold til det offentlige havde ansvar for at forsørge hende.
Nævnet lagde til grund, at ansøger havde mulighed for enten at blive forsørget af sin ægtefælle i dennes hjemland eller at få sendt penge til Danmark til sin forsørgelse.
I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at man fra ambassaden havde fået oplyst, at det var yderst svært at få lov til at udføre penge og en meget langsommelig proces.
Ansøger følte sig fanget af en gensidig forsørgelsespligt, som det var nærmest umuligt at gennemføre, men som det sociale system i Danmark henviste til.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes kontanthjælp til en ansøger, der opholdt sig her i landet, når ægtefællen opholdt sig i udlandet, hvorfra det angiveligt var svært at udføre penge.
