Sikrede kom under sin skolegang i 1970 til skade med sin tand. Skaden blev anerkendt som en erstatningsberettigende skade i det EØS-land, hvor sikrede var social sikret.
Det fremgår af sagen, at sikrede i 1981 og 1988 fik dækket sine udgifter til tandbehandling af myndighederne i det EØS-land, hvor han var social sikret (herefter den kompetente stat).
Sikrede fik påny foretaget behandling for følgerne af tandskaden i 1999, denne gang i Danmark, hvortil han i mellemtiden var flyttet. Regningen blev sendt til den kompetente stat.
Den kompetente stats myndigheder anførte, at de aktuelle behandlingsudgifter skulle betales efter de danske regler, idet sikrede nu boede i Danmark.
Sikredes bopælskommune afviste at dække behandlingsudgifterne og videresendte sagen til
Arbejdsskadestyrelsen.
Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at tandskaden i 1970 ikke faldt ind under dansk arbejdsskadelovgivning, jf. ulykkesforsikringslovens § 2, da sikrede ikke var antaget af en arbejdsgiver til at udføre arbejde her i landet.
I klagen henviste sikrede til, at Arbejdsskadestyrelsen havde begrundet afslaget på at afholde tandlægeudgifterne med, at han på skadestidspunktet ikke var antaget af en arbejdsgiver til at udføre arbejde her i landet. Dette forekom umiddelbart forkert og i strid med formålet med forordning 1408, som jo netop omhandler retten til at overføre visse sociale sikringsydelser fra et EU- (og EØS-) land til et andet. Henvisningen til ulykkesforsikringslovens § 2 og passusen "her i landet" - uden samtidig at se denne i lyset af forordningen - udhulede således enhver anvendelse af forordningen ved godkendte arbejdsskader m.v. i andre EØS-lande.
Sikrede anførte, at det var oplyst, at forordningens artikel 52 a skulle være gældende i et tilfælde som aktuelle, således at Danmark skulle betale på den kompetente stats vegne, og at Danmark efterfølgende kunne have fået beløbet refunderet i den kompetente stat, hvis ikke der havde været indgået aftale om refusionsafkald mellem de to lande.
Skadelidte tilkendegav, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var forkert, eller forkert begrundet.
Ved sagens oversendelse til Ankestyrelsen har Arbejdsskadestyrelsen bemærket, at artikel 52 a alene giver ret til naturalydelser efter bopælslandets lovgivning. Da det anmeldte tilfælde således ikke kunne anerkendes efter dansk lov, havde skadelidte ikke ret til at få dækket udgifterne til tandbehandling efter ulykkesforsikringslovens § 21.
1) Er der tale om en arbejdsskade - afgøres af den kompetente stat.
2) Hvordan skal den dækkes - afgøres af opholdslandet.
Hvis hjemlandet havde ret, var Arbejdsskadestyrelsens afgørelse forkert, idet opholdslandet med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en arbejdsskade, skulle forholde sig til hjemlandets afgørelse herom, uden påny at efterprøve dette spørgsmål.
Arbejdsskadestyrelsen har på Ankestyrelsens anmodning kommenteret brevet fra den kompetente stats sociale sikringsmyndigheder.
Arbejdsskadestyrelsen har anført, at styrelsen ikke er enig i den kompetente stats udlægning af artikel 52 a i EF-forordning 1408/71. Forordningen indeholder regler om, hvilket lands lovgivning, der skal anvendes i forskellige situationer. Forordningen indeholder ikke bestemmelser om, at et land skal anvende et andet lands lov.
Artikel 52 a i forordningen giver ret til, at en borger, der normalt ikke tilhører opholdslandets personkreds af sikrede efter dette lands arbejdsskadelovgivning kan modtage naturalydelser som om vedkommende var social sikret i opholdslandet.
Det er således korrekt, at Arbejdsskadestyrelsen ikke kan afvise at yde naturalydelser med begrundelsen
at vedkommende på skadestidspunktet ikke var omfattet af dansk lovgivning. På den anden side har vedkommende alene ret til naturalydelser på samme vilkår som andre dansk social sikrede. Blanket E 123 N giver således ret til naturalydelser som om han var sikret efter arbejdsskadelovgivningen i Danmark.
"De er ikke berettiget til dækning af behandlingsudgifter (naturalydelser) efter arbejdsskadelovgivningen.
Tandskaden, De fik som skoleelev i 1970, er ikke omfattet af dansk arbejdsskadelovgivning, jf. ulykkesforsikringslovens § 2. Vi har lagt vægt på, at denne lov ikke omfatter skader overgået skoleelever, når skaden ikke er opstået i tilknytning til et ansættelsesforhold. "
