Ankestyrelsens principafgørelse C-9-00

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 15, stk. 4

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - lov nr. 1148 af 3. december 2008 - § 43, nr. 3

En dreng født i maj 1995 fik 4 måneder gammel konstateret svær epilepsi. I februar 1997 vurderede amtets specialrådgivning for småbørn, at barnet havde behov for et dagtilbud snarest muligt. Rådgivningen anbefalede optagelse i dagpleje, og der blev i forløbet bevilget fysioterapeutisk bistand og talepædagog.

Af specialrådgivningens beskrivelse fremgik, at barnet var 21 måneder gammel, og at hans udviklingsniveau var ujævnt og lettere forsinket svarende til 14-19 måneder.

Da barnet som knapt 4-årig i februar 1999 begyndte i børnehave, blev der bevilget støttepædagog 18,5 timer om ugen, og forældrene blev samtidig opmærksomme på, at der var mulighed for at søge halv friplads. Støttepædagogindsatsen blev siden forstærket til 31 timer ugentligt, og der var tilsyn fra børneergoterapien. Barnet havde ringe fysisk og psykisk udholdenhed og var ikke alderssvarende med hensyn til sansemotorisk, finmotorisk og mundmotorisk udvikling samt visuel og auditiv forståelse. Børneergoterapeuten præciserede, at støttepædagogens indsats og ressourcer var meget afgørende for drengens videre stimulation og udvikling.

Kommunen afslog ansøgningen om halv friplads med henvisning til, at barnet ikke var optaget i institution af behandlingsmæssige årsager, og at funktionsevnen ikke var varigt nedsat.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og begrundede dette med, at epilepsi ikke var et handicap af en sådan art, at den i sig selv medførte en betydelig funktionsnedsættelse, og at den beskrevne udviklingshæmning på 2-7 måneder for et barn på 21 måneder ikke var en betydelig funktionsnedsættelse, samt at der ikke var oplysninger om, at tilstanden var varig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken grad af funktionsnedsættelse, der skal være tale om, for at et barn er omfattet af betalingsbekendtgørelsens regler om friplads, herunder om barnets alder har betydning for vurderingen.

Ankestyrelsen fandt, at der var ret til halv friplads med virkning fra barnets start i dagpleje.

Begrundelsen for afgørelsen var, at barnet på grund af svær epilepsi og den forsinkede udvikling, som lidelsen havde medført, havde en betydelig og meget langvarig nedsættelse af funktionsevnen ved optagelse i dagpleje.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på de foreliggende beskrivelser af det nedsatte funktionsniveau på flere områder (finmotorisk, sprogligt og sansemotorisk) og på det specifikke behov for støtte og stimulation, som barnet havde.