Ankestyrelsens principafgørelse U-22-00

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 9, nr. 2

Ved afgørelse af 17. maj 1996 gav Arbejdsskadestyrelsen afslag på anerkendelse som en kortvarig skadelig påvirkning. Ved afgørelse af 12. september 1996 tiltrådte Ankestyrelsen denne afgørelse, og lagde vægt på, at der ikke, således som arbejdsforholdene var beskrevet, var tale om et for sikrede uvant arbejde, som var belastende i en sådan grad, at der kunne siges at være tale om skadelig påvirkning i lovens forstand.

Ved afgørelse af 9. august 1999 havde Ankestyrelsen fastholdt sin tidligere afgørelse. Det blev anført, at sikredes arbejde som operationssygeplejerske ikke gik ud over, hvad der var normalt. Det usædvanlige var, at der under operationen normalt var en læge, der virkede som sårholder. Det var der ikke i dette tilfælde. Ankestyrelsen fandt ud fra en samlet vurdering af sikredes arbejdsfunktioner den pågældende dag, at det forhold, at sikrede i dette tilfælde skulle varetage flere funktioner end normalt

og fik et større arbejdsfelt, ikke kunne bevirke, at sikrede havde været udsat for en kortvarig skadelig påvirkning i lovens forstand.

I januar 2000 udtog sikredes advokat stævning mod Ankestyrelsen. I den forbindelse fremkom en uddybende arbejdsbeskrivelse som gav grundlag for at genoptage sagen. I forbindelse med genoptagelse af sagen udarbejdede en rejseinspektør fra Arbejdsskadestyrelsen en rapport, hvor sikredes normale arbejde og arbejdet på den anmeldte dag blev beskrevet detaljeret.

Ankestyrelsen anerkendte sikredes rygskade den 10. september 1995 efter lovens § 9, nr. 2, om skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår.

Ankestyrelsen lagde vægt på de nu indhentede oplysninger i rejserapporten af 10. maj 2000 og kirurgens tilføjelser hertil af 23. maj 2000 til grund, hvoraf det fremgik at sikrede under en vagt som operationssygeplejerske den 10. september 1995 deltog i en rygoperation. Operationen kunne ikke udsættes til en tilkaldt medicinstuderende kunne ankomme og varetage opgaven som sårhageholder, da patienten allerede var i narkose. Operationen blev således gennemført med sikrede som sårhageholder, samtidig med at hun udførte sine arbejdsopgaver som operationssygeplejerske. Den tilkaldte medicinstuderende kom efter ca. 4 timer, hvor operationen var stort set færdig.

I arbejdet som operationssygeplejerske assisterede sikrede normalt ved operationer, der kunne vare fra 1/2 til 10 timer, men hvor operationssygeplejersken normalt afløses efter 4 timer. På grund af sin højde havde hun normalt måttet benytte en skammel, da operationslejet indstilles til kirurgens højde. Sikrede benyttede ofte røntgenforklæde ved operationerne, da dette er påkrævet ved operationer, hvor operationsstedet flere gange gennemlyses.

Efter det oplyste var det ikke normalt at den deltagende operationssygeplejerske tillige skulle klare funktionen som sårhageholder, da der var tale om en funktion med løbende opgaver. Som sårhageholder skulle der således løbende betjenes en sugeanordning, herunder standses blødninger med servietter og elektrokoagulering. Denne opgave udførtes efter det oplyste normalt af en læge eller en erfaren medicinstuderende.

Efter Ankestyrelsens praksis kan en kortvarig skadelig påvirkning, jf. lovens § 9, nr. 2, anerkendes, når der er sandsynliggjort en påvirkning, der må anses at være usædvanlig og ekstraordinær i forhold til sikredes normale arbejde. Efter praksis kræves der som udgangspunkt en fysisk påvirkning, der har varet mindst 3-4 timer. I praksis har dette udgangspunkt konkret været fraveget i tilfælde, hvor der har været tale om en ekstraordinært belastende, uvant og usædvanlig påvirkning i forhold til sikredes almindelige arbejde.

Efter Ankestyrelsens vurdering havde sikrede ved operationen den 10. september 1995 været udsat for en ekstraordinær belastning, da sikrede både skulle fungere som operationssygeplejerske og som sårhageholder under akavede forhold på grund af placering i forhold til operationslejet.

Der blev herved lagt vægt på, at arbejdet som operationssygeplejerske normalt ikke tillige indebærer en opgave som sårhageholder, og at dette havde medført, at sikrede samtidig skulle varetage to arbejdsfunktioner i ca. 4 timer. Varetagelse af de to arbejdsopgaver havde betydet, at sikrede måtte arbejde i meget akavede og ekstreme arbejdsstillinger. Sikrede måtte således række ud efter diverse instrumenter og hjælpemidler i yderste akavede stilling, mens hun samtidig skulle koncentrere sig om funktionen som sårhageholder.