Ankestyrelsens principafgørelse A-1-00

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998 - § 14, stk. 1 og § 93, stk. 1, nr. 6

Sagsfremstilling 1:

Ansøger havde modtaget kontanthjælp siden 1993. I forbindelse med flytning pr. 1. september 1999 søgte han sin nye kommune om fortsat udbetaling af kontanthjælp.

Kommunen blev i begyndelsen af oktober 1999 opmærksom på, at ansøger ejede et sommerhus til en kontantværdi på 250.000 kr. Grundværdien var ansat til 107.000 kr. Der var ingen gæld i huset. Ansøger havde overtaget sommerhuset i 1989.

Ansøger blev herefter telefonisk orienteret om, at kontanthjælpen ville blive bragt til ophør med udgangen af oktober måned 1999.

Overfor kommunen beskrev ansøger sommerhuset som et gammeldags meget simpelt lille hus, der ikke på nogen måde var indtægtsgivende, og som han kun brugte om sommeren sammen med sin familie. Hvis han ikke havde sommerhuset, ville han ikke have nogen steder at tage hen, hvilket i væsentlig grad ville forringe hans livskvalitet samt forholdet til hans mindreårige søn, som han normalt levede adskilt fra.

Ansøger henviste ligeledes til, at den tidligere kommune ikke havde gjort indsigelser med hensyn til sommerhuset.

Midt i oktober 1999 meddelte kommunen skriftligt, at udbetalingen af kontanthjælp ville stoppe med

sidste udbetaling for oktober måned 1999, og at aktiveringsforanstaltningen samtidig ville ophøre.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøger var i besiddelse af likvid formue i form af et sommerhus til en værdi af 250.000 kr. Kommunen skønnede, at ansøger havde mulighed for at forsørge sig selv ved optagelse af lån i sommerhuset eller ved salg.

Til brug for sagen fik nævnet oplyst fra en kreditforening, at der i den pågældende retskreds var en ventetid på tinglysning på ca. 5 uger, men at udbetalingen af lånet kunne ske inden for 14 dage efter indgivelse af låneansøgning, såfremt man købte en tillægsgaranti.

Nævnet fandt, at kommunen havde været berettiget til at bringe kontanthjælpen og dermed aktiveringsforanstaltningen til ophør med henvisning til besiddelse af formue, som kunne dække det økonomiske behov.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger som kontanthjælpsmodtager ikke havde krav på at kunne beholde sommerhuset.

Nævnet fandt, at friværdi i et sommerhus uanset husets størrelse og stand, som altovervejende hovedregel måtte betragtes som formue i relation til spørgsmålet om kontanthjælp og aktivering efter aktivloven.

Nævnet fandt endvidere, at der efter omstændighederne undtagelsesvis kunne ydes ansøger kontanthjælp for november måned 1999 med tilbagebetalingspligt efter aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6, da han tilsyneladende ikke havde undersøgt mulighederne for låneoptagelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at ansøger fandt det urimeligt, hvis han ikke kunne få lov til at beholde sit sommerhus. Han betragtede ikke sit sommerhus som likvid formue, men kun som et sted, hvor han var på ferie.

Ansøger mente endvidere, at en måneds frist var alt for lidt tid til at sælge huset i, og han anmodede Ankestyrelsen om at tage stilling til, om kontanthjælpen overhovedet skulle tilbagebetales i betragtning af omstændighederne. Han henviste til, at den tidligere kommune havde vidst, at han havde sommerhus, men havde aldrig fokuseret derpå.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der i henhold til § 14 i lov om aktiv socialpolitik kunne ses bort fra friværdi i et sommerhus i forbindelse med en ansøgning om kontanthjælp.

Ankestyrelsen tog også stilling til, om ansøger burde have haft en længere frist til at udnytte friværdien i sommerhuset, samt om hjælpen for november måned 1999 med rette var ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde ret til at modtage kontanthjælp, jf. § 11 i lov om aktiv socialpolitik.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kontanthjælpen for november måned 1999 med rette var ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til lovens § 93, stk. 1, nr. 6.

Ankestyrelsen fandt endelig, at der ikke var grundlag for at pålægge kommunen at yde ansøger

yderligere kontanthjælp end til udgangen af november måned 1999.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger havde formue, som kunne dække det økonomiske behov, jf. aktivlovens § 14, stk. 1. Dette var en følge af, at loven skal fungere som det underste økonomiske sikkerhedsnet, jf. det anførte i lovbemærkningerne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ejede et gældfrit sommerhus, som var vurderet til 250.000 kr.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var hjemmel i loven til at se bort fra formuen, da denne hverken kunne anses for at være nødvendig for, at ansøger og hans familie kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller af hensyn til ansøgers erhvervs- eller uddannelsesmuligheder, jf. aktivlovens § 14, stk. 2.

Ankestyrelsen henviste endvidere til, at der tidligere var truffet afgørelse om, at en kontanthjælpsansøger kunne henvises til at udnytte friværdi i fast ejendom, jf. SM O-32-98.

Begrundelsen for afgørelsen om tilbagebetalingspligt var, at ansøger ville kunne tilbagebetale hjælpen, så snart låneoptagelsen havde fundet sted, eller huset var solgt. Ankestyrelsen lagde herved til grund, at låneprovenuet kunne udbetales relativt kort tid efter, at en låneansøgning var indgivet.

Ankestyrelsen henviste endvidere til det anførte i SM O-32-98, hvorefter en ansøger var fundet berettiget til kontanthjælp med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3 (nu aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6) i den tid, det nødvendigvis tog at få et kreditforeningslån gennemført.

Da ansøger ikke havde taget initiativ til at udnytte friværdien i sommerhuset, uanset at han var blevet vejledt herom af kommunen siden begyndelsen af oktober 1999, fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at pålægge kommunen at udbetale yderligere kontanthjælp end allerede sket.

Det forhold, at ansøger havde modtaget kontanthjælp i en årrække fra sin tidligere kommune til trods for, at han havde haft formue, betød ikke, at han fortsat kunne få kontanthjælp. Begrundelsen var, at udbetaling af kontanthjælp i en sådan situation ikke var i overensstemmelse med loven.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.