Ankestyrelsens principafgørelse D-25-00

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 37, stk. 3

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 71, stk. 4

Ultimo oktober 1999 anmodede en lønmodtager kommunen om nedsættelse af afdrag på en restance vedrørende tilbagebetaling af sygedagpenge som tidligere var aftalt til 300 kr. månedlig. Kommunen anmodede samtidig lønmodtageren om at indsende et oplysningsskema med henblik på beregning af betalingsevnen.

Børnebidragkr. 761

Børnefamilieydelsekr. 940

Børnetilskudkr. 700

kr. 9.525

Kommunen var opmærksom på, at børneydelser ikke skulle medtages ved beregning af betalingsevne, fx ved opkrævning/inddrivelse af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, men i den konkrete situation var der tale om opkrævning og inddrivelse af en fordring, der hvilede på et andet retsgrundlag, hvorfor kommunen fandt at kunne anvende samme opgørelse af indtægter, som anvendes af skifteretten ved behandling af ansøgninger om gældssanering.

Bolig (2.533 minus boligstøtte 1.096)kr. 1.437

El, vand, varmekr. 662

Faglige kontingenterkr. 756

Børnepasningkr. 200

Telefonabonnementkr. 130

Radio/TV-Licenskr. 153

Familieforsikringkr. 100

Afdrag boliglånkr. 200

Afdrag banklån (boligformål)kr. 700

Leje af TVkr. 175

Udgifter i altkr. 4.513

Kommunen henviste til, at lønmodtageren i oplysningsskemaet havde oplyst at have udgifter til leje af video med 121 kr. måned. Denne udgift var ikke medtaget, idet et videoapparat ikke kunne anses for omfattet af begrebet et rimeligt hjem, jf. retsplejelovens § 509.

Underhold, klagerenkr. 3.000

Børnetillægkr. 1.000

kr. 4.000

Udgiftsbehov (4.513 + 4.000)kr. 8.513

Ved fradrag af indtægterne på 9.525 kr. fra udgiftsbehovet på 8.513 kr. havde kommunen beregnet en betalingsevne på 1.012 kr., hvorfor kommunen fastholdt den eksisterende afdragsordning med 300 kr. månedlig.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse med den begrundelse, at lønmodtageren efter sine økonomiske forhold ikke havde betalingsevne til at afdrage vedrørende tilbagebetaling af sygedagpenge.

Det var på baggrund af en beregning af lønmodtagerens økonomiske forhold, hvori blev medtaget hendes indtægt i form af arbejdsløshedsdagpenge og de af kommunen anerkendte faste udgifter, efter nævnets opfattelse åbenbart urimeligt, at kommunen havde fastsat en afdragsordning, hvorefter lønmodtageren skulle betale 300 kr. månedlig.

Nævnet henviste til, at beregningen af lønmodtagerens økonomiske forhold viste, at kommunens betalingsordning udelukkende hvilede på, at lønmodtagerens indtægter i form af børneydelser var medregnet. Når henses hertil, fandt nævnet tilstrækkeligt grundlag for efter retssikkerhedslovens § 69 at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse, idet denne fandtes åbenbart urimelig.

Nævnet havde ikke fundet holdepunkter for, at der ved afvikling af tilbagebetalingspligtige sygedagpenge særligt skulle være belæg for at anvende den samme opgørelsesmetode som skifteretten ifølge kommunens oplysninger anvendte ved behandling af ansøgninger om gældssanering.

I klagen var det bl.a. anført, at Ankestyrelsens afgørelser, der er offentliggjort som SM O-34-88, O-128-96 og O-62-98, efter kommunens opfattelse ikke kunne udvides til også at omfatte tilbagebetalingskrav efter sygedagpengeloven. Anmodningen om at få behandlet sagen skulle derfor ses i lyset af, at kommunen havde behov for at få en principiel afgørelse af, hvorvidt de nævnte afgørelser, om ikke at medtage børneydelser i indtægtsgrundlaget, omfattede betalingskrav udover lov om en aktiv

socialpolitik og lov om social service, fx også lov om individuel boligstøtte, sygedagpengeloven, lov om social pension og lov om inddrivelse af underholdsbidrag.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen ved fastsættelse af lønmodtagerens betalingsevne i forbindelse med en afdragsordning vedrørende tilbagebetaling af sygedagpenge er berettiget til at lade børnebidrag, børnefamilieydelse og børnetilskud indgå i vurderingen.

Ankestyrelsen fandt, at børnetilskud, børnebidrag og børnefamilieydelse ikke skulle medregnes i opgørelsen af lønmodtagerens indtægt ved vurderingen af hendes betalingsevne i en inddrivelsessag efter dagpengelovens § 37, stk. 3.

Efter denne bestemmelse sker inddrivelsen efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Begrundelsen for afgørelsen var, at børnetilskud, børnebidrag og børnefamilieydelse tilkommer barnet, og at der ikke var hjemmel til at lade disse ydelser indgå ved vurderingen af betalingsevnen.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at en betalingsevnevurdering efter dagpengelovens § 37, stk. 3, skulle foretages efter de samme principper som en betalingsevnevurdering efter aktivlovens § 95, stk. 1. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til dagpengelovens § 37, stk. 3, at inddrivelsen sker efter regler svarende til § 7, stk. 2, jf. § 27 i den tidligere gældende bistandslov.

Om praksis vedrørende betalingsevnevurdering efter den tidligere bistandslovs § 27, stk. 1, nu aktivlovens § 95, stk. 1, henvistes til SM O 34-88 og O 128-96. Der henvistes endvidere til O-62-98.

Det blev bemærket, at der ved skønnet over betalingsevnen må tages hensyn til, at udgifter, der vedrører et barns behov, i et vist omfang er dækket af ydelser til barnet i form af børnetilskud, børnebidrag og børnefamilieydelse. Der henvistes herved til SM O-34-88.

Ankestyrelsen hjemviste herefter sagen til kommunen med henblik på fornyet vurdering af betalingsevnen og eventuel fastsættelse af en afdragsordning på grundlag af det foran anførte.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.