Sagen drejede sig om anbringelse uden for hjemmet af to små børn på grund af omsorgssvigt. Moderen havde ved separation fra børnenes fader fået forældremyndigheden over begge børn. Moderen var ikke dansk statsborger, og i forbindelse med separationen gav hun udtryk for, at hun ønskede at rejse til sit hjemland med børnene, således at de dér kunne blive hjulpet af hendes forældre.
Børn og unge-udvalget traf afgørelse om anbringelse uden for hjemmet af børnene, idet betingelserne
i servicelovens § 42, stk. 1, nr. 1 og 4 var opfyldt. Udvalget fandt, at servicelovens regler fandt anvendelse på børnene, som havde opholdt sig i Danmark siden deres fødsel. Udvalget fandt ikke, at FN's konvention om barnets rettigheder ændrede det anførte. Udvalget henviste i sin afgørelse
til, at lov om social service efter lovens § 2, stk. 1 gjaldt for enhver, der opholdt sig lovligt her i landet. Intet i lovens tilblivelse førte til, at anvendelsesområdet skulle være snævrere end efter bistandslovens § 1, hvilket efter Østre Landsret dom, U 1984.224 Ø førte til, at også reglerne om tvangsanbringelse af børn gjaldt for ethvert barn, der havde ophold i landet (SM 0-7-84).
Ankestyrelsen stadfæstede udvalgets afgørelse i sin helhed.
