Ankestyrelsens principafgørelse R-8-00

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-06-2010

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9a, stk. 1, nr. 7

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2, nr. 5

Note:

Erstattes af Principafgørelserne 88-10 og 89-10

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 350503-99

Sagen drejede sig om en 52-årig mand, som havde haft ophold i A kommune, før han i 1983 blev døgnbeboer på H (en socialpsykiatrisk døgninstitution, nu drevet efter servicelovens § 92), i B kommune. Manden var svært sindslidende (psykotisk), og plaget af bl.a. høre- og synshallucinationer.

I 1992 flyttede han efter eget ønske i egen bolig, og fortsatte med at være dagbruger af H.

I marts 1998 fik han ifølge H behov for yderligere støttetimer. B kommune bevilgede 17§ støttetimer med hjemmel i bistandslovens § 68c, hvilket A kommune gav refusionstilsagn for.

I februar 1999 søgte H om yderligere støttetimer til manden. Behovet blev opgjort som ugentligt dagtilbud på ialt 9 3/4 timer, og 17§ ugentlige støttetimer. Ved dagtilbudet var han yderst personalekrævende, og der måtte være en medarbejder der specielt tog sig af manden. Støttetimerne i hjemmet blev bl.a. brugt til hjælp med indkøb eller tøjvask, som manden ikke kunne gøre alene.

I april 1999 skrev H påny til B kommune og anførte at man nu havde opgjort behovet for støtte til dagtilbud i tidsrummet 8-15, med 11 1/4 ugentlige timer, og et udvidet dagtilbud i tidsrummet 15-8 med samlet 13§ timer om ugen. Det fremgik bl.a. af brevet, at manden spiste på H morgen, eftermiddag og aften.

Ved brev af 17. maj 1999 anmodede B kommune A kommune om refusion for udgifterne til 13§ ugentlige støttetimer i eget hjem og 12§ ugentlige støttetimer på H. A kommune gav afslag på refusion, og B kommune indbragte spørgsmålet for det sociale nævn.

Nævnet gav B kommune medhold. Nævnet fandt, at manden ikke havde ophold i en boform efter servicelovens §§ 91-94, idet han efter det oplyste på eget initiativ var flyttet i selvstændig lejlighed i en boligforening i 1992. Nævnet fandt således at det dagtilbud, som han havde på H, ikke kunne anses for omfattet af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1 nr. 7, men måtte anses for tilbud efter servicelovens § 88, ligesom støttepersonordningen måtte anses for tilbud efter servicelovens § 80.

B kommune klagede over afgørelsen, og anførte bl.a., at der var tale om en meget syg mand, som havde brug for hjælp i mange af døgnets timer. Da han havde et stort ønske om at bo i egen lejlighed var der lavet foranstaltninger, som skulle gøre ham i stand til dette. B kommune henviste til at lovgivningen lagde op til at der skulle være mulighed for at yde hjælp på andre måder end de traditionelle, og anførte bl.a. herudover at støttetimerne i hjemmet var en del af det samlede tilbud, og medvirkende til at han kunne have ophold i eget hjem.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der ved ophold i egen bolig ydes en sådan hjælp, at forholdet kan henføres under retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7.

Ankestyrelsen fandt at A kommune fortsat var refusionspligtig vedrørende manden.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det samlede tilbud til ham kunne sidestilles med og trådte i stedet for et botilbud efter servicelovens §§ 91-94, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, jf. nr. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden tilbragte det meste af sin tid på H (§92-boform), hvor han havde været dagklient siden 1992, da han flyttede fra døgntilbuddet på H til egen bolig. Derudover havde han 13§ timers ugentlig støtte i eget hjem og 12§ støttetimer om ugen i det udvidede dagtilbud ved H. Det fremgik af beskrivelsen af manden, at han ikke kunne klare sig i egen bolig uden den massive støtte han fik.

Ankestyrelsen vurderede på den baggrund, at alternativet til det ydede støttetilbud ville være døgnophold i en boform som nævnt i § 9a, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 3501081-99

Sagen drejede sig om en nu 22-årig pige, som ved afslutningen af 7. klasse var blevet beskrevet som svært sprogligt handicappet og med svingende forståelsesniveau. Fra 1992 - 95 var hun på efterskole og siden på "X-skolen" omfattende bl.a. botræning. Desuden havde hun været i praktikophold og på projektskole, inden hun den 1. august 1998 flyttede ind på E. E var beliggende i B kommune, og indflytningen skete med medvirken fra A kommune.

Projektet E henvendte sig efter beskrivelsen til unge i alderen 18 - ca. 25 år, som var sent udviklede, og som derfor ikke uden træning og støtte kunne opnå en plads på arbejdsmarkedet, og som også behøver træning og støtte for at blive i stand til at klare sig i egen bolig. Projektet var et tilbud efter bistandslovens § 43 og finansieredes efter § 43 eller § 68.

Ved en psykologundersøgelse i 1996 konkluderedes det, at pigen fremstod som en uhyre ensom ung kvinde. Hun kørte træt i monotont arbejde, men også krav og fysisk anstrengelse tog pippet fra hende.

Ved en psykologundersøgelse i 1999 udtaltes det, at det ud fra objektive fund var meget tvivlsomt, om hun havde reel erhvervsevne og på noget tidspunkt kunne bringes til selvforsørgelse. Det skønnedes, at hun altid ville være afhængig af et professionelt miljø med erfaring i at arbejde med mennesker med så omfattende vanskeligheder.

Det sociale nævn fandt, at A kommune fra det tidspunkt, hvor pigen flyttede til job- og boprojektet E, ikke længere var handle- og opholdskommune, da der ikke var tale om et midlertidigt ophold med bibeholdelse af bolig i A kommune.

Nævnet fandt ikke, at A kommune var forpligtet til at refundere B kommune de løbende udgifter i medfør af retssikkerhedslovens § 9a. Nævnet havde vurderet om boformen måtte være at sidestille med de øvrige opregnede boformer i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, herunder bofællesskab efter den tidligere bistandslovs § 68b, idet det bl.a. var oplyst at der var tale om personalemæssig støtte til botræning i bofællesskaber, samt lejekontrakt for den enkelte overfor boligselskabet.

Nævnet fandt det imidlertid afgørende, at der efter revalideringsbestemmelserne var tale om et planlagt forløb over en tidsbegrænset periode omfattende erhvervsmæssig optræning. Nævnet lagde ved fortolkningen vægt på forarbejderne, hvoraf fremgår at revalideringsprojekter ikke er omfattet af den direkte refusionsregel, uanset at der er tale om støtte til en uddannelse, som ikke er en ordinær uddannelse, men er tilrettelagt i forhold til en særlig målgruppe, for hvem bopæl på stedet er en forudsætning. Nævnet fandt således ikke grundlag for at sidestille boprojekt E med de øvrige boformer i § 9a, stk. 1.

I klagen blev det bl.a. anført, at E opfattes som et projekt, hvor bo- og fritidstræningen er en fremtrædende del af den samlede foranstaltning, der meget lignede de socialpædagogiske foranstaltninger, som typisk var tilknyttet bofællesskaber efter bistandslovens § 68b. E var netop et eksempel på en sådan ny boform, som var nævnt i Socialministeriets skrivelse af 2. marts 1999, pkt. 3.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om den beskrevne institutionstype kunne antages at falde ind under retssikerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, og dermed være omfattet af det institutionsbegreb, der gav anledning til refusion.

Ankestyrelsen fandt at A kommune var forpligtet til at refundere B kommune udgifterne vedrørende pigens ophold på job- og botræningsprojektet E i B kommune.

Begrundelsen var, at pigens ophold i job- og boprojektet E måtte antages at falde ind under bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, jf. nr. 1.

Ankestyrelsen fandt således at opholdet på projektet var en sådan foranstaltning, hvorved hun ville kunne opnå den socialpædagogiske støtte, som hun efter det beskrevne havde behov for.

Ankestyrelsen var derfor ikke enig med nævnet i, at der efter revalideringsbestemmelserne var tale om et planlagt forløb over en tidsbegrænset periode omfattende erhvervsmæssig optræning, men om en støttende foranstaltning med henblik på opnåelse af socialpædagogiske færdigheder.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at pigen efter oplysningerne i sagen altid ville være afhængig af et professionelt miljø, der havde erfaring i at arbejde med mennesker med så omfattende vanskeligheder, som hun havde.

Ankestyrelsen fandt derfor, at pigen formentlig ville have haft ophold i en boform efter §§ 91-94, såfremt hun ikke havde fået ophold på job- og boprojektet E.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 -j.nr. 350475-99

Sagen drejede sig om en 43-årig kvinde, som siden 1993 havde haft ophold i et psykiatrisk bofællesskab i B kommune. A kommune afgav refusionstilsagn i forbindelse med indflytningen. Kvinden modtog højeste førtidspension på grund af psykisk sygdom.

Det var en forudsætning for ophold i bofællesskabet, at brugerne kunne klare sig uden hjælp i nattetimerne, og at de var selvhjulpne.

B kommune etablerede pr. 1 . februar 1998 et nyt psykiatrisk tilbud "X-Hus", der omfattede bofællesskab, støttecenter, værested, samt støttecenter til personer i egen bolig. NN var tilknyttet både bofællesskab og støttecenter samt værested.

Støttecentret var et tilbud til borgere, der havde brug for aktiviteter i en fast dagsrytme for at få hverdagen til at hænge sammen. Støttecentret havde åbent hverdage fra 9-12. Der visiteredes til støttecentret, og brugerne havde pligt til at møde. Værestedet havde eftermiddags- og aftenåbent, undtagen lørdag, og søndag var der åbent fra 9-17.

I samarbejde med personalet i X-Hus flyttede kvinden i egen bolig pr. 15. december 1998, sammen med en medboer fra bofællesskabet.

Det blev vurderet, at hun fortsat havde behov for fuldtids støttecenterplads samt 1§ times ugentlig støtte i eget hjem. Hun arbejdede ulønnet nogle timer i køkkenet i B kommunes aktivitetscenter. Hun

benyttede også X-Husets værested både eftermiddag og aften. B kommune vurderede, at såfremt dette tilbud ikke fandtes, ville kvinden fortsat være henvist til at bo i det psykiatriske bofællesskab.

Ved brev af 3. december 1998 gav A kommune afslag på refusion. Den 10. maj 1999 anmodede B kommune påny om refusion, på grund af de ændrede regler i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1. nr. 7. A kommune fastholdt ved afgørelse af 28. juni 1999 afslaget på refusion.

Det sociale nævn fandt at A kommunes forpligtelse til at yde refusion ophørte pr. 1. januar 1999. Nævnet lagde vægt på, at kvinden flyttede i egen bolig pr. 15. december 1998.

Nævnet fandt, at kvinden efter flytningen til egen bolig ikke fik hjælp i et sådant omfang, at den egne bolig kunne sidestilles med boformerne nævnt i servicelovens §§ 91-94, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7. Der blev herved lagt vægt på, at det var oplyst at der blev ydet plads i støttecentret i X-Huset, og at der i eget hjem blev ydet støtte af støtte/kontaktperson i 6§ time pr. måned, jf. SM O-94-98. Det forhold at en offentlig myndighed havde medvirket ved kvindens flytning til egen bolig var uden betydning for B kommunes adgang til at få refusion fra A kommune, idet kvinden ikke flyttede til en boform, som kunne sidestilles med boformerne i servicelovens §§ 91-94, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7.

B kommune klagede over afgørelsen, og henviste bl.a til forarbejderne til retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, hvorefter hensigten med bestemmelsen er at der tages hensyn til at der i dag er og at der hele tiden udvikles nye boformer og hjælpetilbud, der etableres ud fra konkrete behov og muligheder for at finde nye måder at indrette hjælp på. B kommune anførte bl.a. også, at X-Hus fungerede som omdrejningspunkt omkring hele kvindens tilværelse.

Ankestyrelsen indhentede yderligere oplysninger fra B kommune, hvorefter der efter omstruktureringen af socialpsykiatrien pr. 1. februar 1998 var personale i bofællesskabet om morgenen og 2-3 eftermiddage om ugen (støtte til rengøring, indkøb mv.). Derudover havde kvinden en fast kontaktperson, hvilket hun fortsat havde efter udflytningen til egen bolig. Kvindens støttecenterplads var kombineret med ulønnet "arbejdstilbud" i et køkken i et ældrecenter. Hun ville være henvist til fuldtidsstøttecenterplads hvis hun ikke havde "arbejdstilbuddet", der ligesom støttecentret gav nogle faste rammer og relationer i hendes dagligdag. Kvinden udnyttede værestedet i eftermiddags- og aftentimerne samt i weekender. Hun havde nu 2 timers støtte om ugen i hjemmet. B kommune oplyste at sammenlignet med perioden 1. februar 1998 til 15. december 1998, hvor hun boede i bofællesskabet, var den reelle forskel, at hun sov i egen bolig. Omfanget af støtten var uændret. A kommune havde ikke kommentarer til disse oplysninger.

Sagen var antaget med henblik på afklaring af omfanget af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune var refusionspligtig vedrørende kvinden også efter dennes udflytning til eget hjem pr. 15. december 1998, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, jf. § 9a, stk. 1, nr. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kvindens ophold i eget hjem kombineret med støttecenterplads og adgang til værested samt støtte i hjemmet trådte i stedet for og fandtes at kunne sidestilles med boformer efter servicelovens §§ 91-94.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden, der var psykisk syg og modtog højeste førtidspension, siden 1993 havde haft ophold i et psykiatrisk bofællesskab i B kommune.

Pr. 1. februar 1998 foretog B kommune en omstrukturering af socialpsykiatrien i kommunen, hvor man etablerede et nyt psykiatrisk tilbud X-Hus.

Tilbuddet omfattede herefter fortsat bofællesskab, men støtten blev nu lagt over i X-Hus, som foruden støttecenter også omfattede værested, samt støtte til personer i eget hjem. Der var visitationskrav til støttecentret, som havde åbent om formiddagen på hverdage, mens kontakt til værestedet skete uden visitation og registrering. Værestedet havde åbent i eftermiddags- og aftentimerne samt søn- og helligdage. Udover støttecenter/værested ydedes der efter behov støtte i eget hjem ved kontaktperson.

Efter omstruktureringen var kvinden tilknyttet både bofællesskab og støttecenter samt værested. Pr. 1. februar 1998 var der personale i bofællesskabet om morgenen og 2-3 eftermiddage om ugen (støtte til rengøring, indkøb mv.). Derudover havde hun en fast kontaktperson.

Med hjælp fra personalet i X-Hus flyttede kvinden den 15. december 1998 i egen bolig i B kommune sammen med en ven fra bofællesskabet. Hun havde opretholdt støttecenterplads, der var kombineret med nogle timers "beskyttet beskæftigelse". Hun gjorde fortsat brug af værestedet i X-Hus. Derudover havde hun fast 2 timers ugentlig støtte i hjemmet og havde forsat tilknyttet fast kontaktperson.

Da det også under ophold i bofællesskab var en forudsætning, at brugerne kunne klare sig uden hjælp i nattetimerne, og at de var selvhjulpne, fandt Ankestyrelsen ikke, at der var sket nogen væsentlig realitetsændring i den støtte, der blev ydet kvinden efter udflytningen til egen bolig.

Af lovforarbejderne til retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, fremgår bl.a., at sigtet med reglen er, at der tages højde for, at der hele tiden udvikles nye boformer og hjælpetilbud, der etableres ud fra konkrete behov og muligheder for at finde nye måder at indrette hjælp på. På denne baggrund fandtes SM O-94-98 ikke at være relevant for fortolkningen af § 9a, stk. 1, nr. 7´s, rækkevidde.

Det fremgik endvidere af lovforarbejderne, at der var tale om en opsamlingsbestemmelse, som gav adgang til refusion for ophold, der ikke formelt var etableret som boform efter nr. 1-6, men som kunne sidestilles med sådanne tilbud, idet de anvendes til at opfylde samme behov.

Da den støtte, kvinden nu modtog, i det væsentlige var uændret sammenlignet med den støtte, hun modtog i bofællesskabet, som var omfattet af servicelovens § 91, fandtes hendes ophold i egen bolig at kunne sidestilles med ophold i boformer efter servicelovens §§ 91-94, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, jf. nr. 1.

A kommune var derfor som tidligere opholdskommune pligtig til at yde refusion også efter udflytningen til egen bolig, idet et institutionslignende ophold ikke kunne anses afbrudt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.