Ankestyrelsens principafgørelse B-7-00

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

02-03-2011

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 4, stk. 3, nr. 4

Lov om forældelse af visse fordringer - lov nr. 274 af 22. december 1908 - § 1, § 2 og § 3

Socialministeriets vejledning nr. 42 af 30. januar 1996 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 38, pkt. 40

Sagen drejede som om efterbetaling af særligt børnetilskud med virkning fra 1986. Kvindens samlever fik tilkendt førtidspension i 1987, mens han boede i kommune A. Pensionen blev tilkendt med virkning fra den 1. november 1986. I 1999 meddelte kommune B, at kommunen havde konstateret, at kvindens

samlever, der var far til kvindens barn, havde været pensionist siden 1986. Kommunen sendte i den forbindelse en check på 45.819 kr., der dækkede særligt børnetilskud de seneste 5 år. Kommunen meddelte samtidig, at kommunen kun kunne udbetale børnetilskud 5 år tilbage, selvom kvindens samlever har været pensionist siden 1986. Det der lå mere end 5 år tilbage var forældet efter 1908-loven.

Kvinden klagede til det sociale nævn, som var enig med kommunen i, at kvinden ikke havde krav på særligt børnetilskud mere end 5 år tilbage. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at krav om særligt børnetilskud forældes efter 5 år regnet fra det tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves betalt. Det forhold, at kommune B ikke selv tidligere havde taget initiativ til udbetaling af børnetilskuddet bevirkede ikke, at kvinden havde været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, således at fristen regnedes fra et andet tidspunkt.

Kvindens samlever oplyste på telefonisk forespørgsel fra Ankestyrelsen, at hverken kommune A i 1987 eller den nuværende bopælskommune B havde informeret om retten til særligt børnetilskud.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om beregning af den 5-årige forældelsesfrist for efterbetaling af særligt børnetilskud, herunder spørgsmålet om eventuel suspension af fristen.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at kvinden ikke havde krav på særligt børnetilskud, jf. § 4, stk. 3, nr. 4 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, mere end 5 år tilbage.

Begrundelsen for afgørelsen var, at krav om særligt børnetilskud forældes efter 5 år regnet fra det tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves betalt, jf. §§ 1 og 2 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

I det foreliggende tilfælde var der ikke grundlag for at suspendere forældelsesfristen efter lovens § 3 på grund af utilregnelig uvidenhed om kravet på ydelsen, uanset, at der var tale om en ydelse, der blev givet uden ansøgning.

Ankestyrelsen bemærkede at der ifølge retspraksis ikke var mulighed for at suspendere forældelsesfristen, selvom kvinden ikke havde haft kendskab til det retlige grundlag for sit krav. Der var kun mulighed for suspension efter lovens § 3, hvis der var undskyldelig uvidenhed om de faktiske forhold. I lovgrundlaget henvistes til 2 domme fra Højesteret.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden og hendes samlever havde haft kendskab til de faktiske omstændigheder, det vil sige, at han var førtidspensionist.

Endvidere lagde Ankestyrelsen til grund, at hverken A Kommune eller B Kommune konkret havde vejledt hende eller hendes samlever om retten til særligt børnetilskud.

Uanset klagers ukendskab til retsreglerne fandt Ankestyrelsen på baggrund af Højesterets fortolkning af § 3 i forældelsesloven, at hun ikke havde været i en sådan utilregnelig uvidenhed om sit krav, at fristen kunne regnes fra et andet tidspunkt. Den dengang manglende vejledning fra kommunens side betød således ikke suspension af fristen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.