Ankestyrelsens principafgørelse R-7-00

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9, stk. 3, § 9, stk. 7 og § 9a, stk. 1, nr. 2

Sagsfremstilling 1:

Et barn blev i 1995 anbragt i familiepleje af A kommune. Plejefamilien havde også ophold i A kommune. Anbringelsen skete på grund af moderens omsorgssvigt. Moderen havde forældremyndig-

heden alene. Den biologiske far boede i C kommune.

Moderen flyttede senere til B kommune, og i den forbindelse gav A kommune refusiontilsagn overfor B kommune.

I 1998 døde moderen, og hendes forældre fik først midlertidigt, og senere endeligt tillagt forældremyndigheden over barnet. De nye forældremyndighedsindehavere havde ophold i B kommune.

Barnet havde fortsat ophold ved plejefamilien.

B kommune skrev herefter til A kommune, og anførte at barnet havde fået selvstændig opholdskommune ved moderens død, hvorfor sagens akter blev oversendt til A kommune.

A kommune anførte i et brev til B kommune, at det var B kommune der havde valgt at barnet fortsat skulle have ophold ved plejefamilien. B kommune havde således foretaget en anbringelse i forhold til et barn, hvor forældremyndighedsindehaveren boede i B kommune, hvorfor det var A kommunes opfattelse, at B kommune var både handle- og opholdskommune.

B kommune fastholdt i et nyt brev, at barnet ved forældremyndighedsindehaverens død fik selvstændig opholdskommune.

A kommune anførte i et brev til B kommune, at der er tale om en ny anbringelse på baggrund af de nuværende forældremyndighedsindehaveres forhold. Da forældremyndighedsindehaveren boede i B kommune, var det således B kommune, der havde betalingsforpligtelsen. A kommune var indstillet på at være handlekommune, men kunne ikke påtage sig udgifterne i forbindelse med nyanbringelsen af barnet.

Nævnet fandt at B kommune ikke skulle yde refusion til A kommune.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ifølge § 9a i lov om retssikkerhed og administration har opholdskommunen ret til refusion af udgifter i nærmere beskrevne tilfælde.

Nævnet anførte, at det fremgik af lov om social service §§ 40 og 42, at kommunen kan anbringe et barn uden for hjemmet med eller uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, hvis det findes nødvendigt af hensyn til barnets særlige behov for støtte eller hvis der er åbenbar risiko for at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade.

Bestemmelserne fortolkes således at foranstaltningerne ydes i forhold til forældremyndighedsindehaveren, herunder fordi en tvangsmæssig anbringelse af et barn uden for hjemmet anses for et indgreb i forældremyndigheden.

Da barnets bedsteforældre, som ved moderens død blev tillagt forældremyndigheden over barnet, boede i B kommune, fandt nævnet at B kommune i forhold til iværksatte foranstaltninger for barnet, måtte anses for at være opholdskommune, og dermed pligtig til at yde bistand, jf. retssikkerhedslovens § 9.

Selvom barnet boede hos sine plejeforældre i A kommune, var denne kommune således efter nævnets opfattelse ikke opholdskommune i forhold til foranstaltninger efter servicelovens § 40. A kommune var dermed heller ikke forpligtet til at afholde udgifter i forbindelse med anbringelsen og havde følgelig ikke krav på refusion.

Nævnet bemærkede, at der ikke ved afgørelsen blev taget stilling til, hvilken kommune, der var opholdskommune i forhold til bistand, der måtte blive ydet i forhold til barnet. Det følger af § 9 i lov

om retssikkerhed og administration, at børn som udgangspunkt har samme opholdskommune som forældrene. Da barnets far efter det oplyste boede i C kommune, var det således efter nævnets opfattelse denne kommune, der var opholdskommune for barnet, medmindre barnet ved moderens død måtte anses for at have erhvervet selvstændig opholdskommune.

Afslutningsvis bemærkede nævnet, at en foranstaltning i form af anbringelse uden for hjemmet uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter nævnets opfattelse måtte anses for ophørt ved forældremyndighedsindehaverens død. Nævnet havde derfor lagt til grund, at barnets fortsatte ophold hos plejeforældrene var udtryk for en frivillig anbringelse (anbringelse med samtykke fra bedsteforældrene).

I klagen til Ankestyrelsen anførte B kommune, at kommunen var uenig i at kommunen skulle være opholdskommune. B kommune havde lagt til grund, at barnet erhvervede selvstændig opholdskommune ved moderens død, jf. SM O-81-94.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af problemet om et barns opholdskommune, når barnet har ophold hos en plejefamilie med samtykke fra bedsteforældrene der har forældremyndigheden, mens den biologiske far er levende, men ikke har forældremyndigheden.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune var handlekommune i forhold til barnets ophold hos plejefamilien i A kommune, og derfor skulle afholde udgifterne i forbindelse med dette ophold. A kommune var refusionspligtig for de udgifter B kommune havde i forbindelse med anbringelsen.

Begrundelsen for afgørelsen om handlekommune var, at afgørelser efter lov om social service kapitel 8, herunder anbringelse i plejefamilie efter § 40, stk. 2, nr. 11, træffes i forhold til forældremyndighedens indehaver, jf. ordlyden af § 40, stk. 1, 3. pkt.. Da barnets morforældre, som ved moderens død blev tillagt forældremyndigheden, havde ophold i B kommune, var det således B kommune der var handlekommune i forbindelse med den fortsatte anbringelse ved plejefamilien i A kommune.

Begrundelsen vedrørende refusion var, at der - på trods af at morforældrene nu var tillagt forældremyndigheden - havde været tale om et ubrudt forløb siden A kommune i 1995 anbragte barnet i en plejefamilie. Barnet havde hele tiden haft ophold ved den samme plejefamilie, og betingelserne for anbringelse i familiepleje var fortsat opfyldte.

Der var således ikke i denne sag tale om en fortolkning af lov om retssikkerhed og administration § 9, stk. 3. Vejledende bemærkede Ankestyrelsen dog, at det følger af ordlyden af § 9, stk. 3, at et barn under 18 år har samme opholdskommune som forældrene. Forældrene betød i denne sammenhæng biologiske forældre, jf. SM R-2-00. Det måtte således antages, at hvis der var behov for økonomisk hjælp til barnet, var det den biologiske faders opholdskommune, der skulle yde denne hjælp. Denne kommune kunne dog med hjemmel i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, aftale at den tidligere opholdskommune var handlekommune.

Ankestyrelsen bemærkede med hensyn til det anførte i klagen om SM O-81-94, at denne omhandlede en situation, hvor begge de biologiske forældre var døde. I denne situation erhvervede barnet selvstændig opholdskommune. I den konkrete sag levede barnets biologiske far fortsat, hvorfor barnet ikke havde erhvervet selvstændig opholdskommune.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

En familie med far, mor og 2 børn havde ophold i A kommune. Moderen døde. Børnene fik først i en kortere periode ophold hos faderens forældre, og derefter hos moderens søster og dennes mand i B kommune.

A kommune skrev den 1. september 1998 til B kommune og anmodede om at moderens søster og dennes mand blev godkendt som plejefamilie. Hvis de blev godkendt, ville A kommune foretage anbringelse i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, jf. § 49. B kommune gav straks plejetilladelse.

A kommune traf den 21. oktober 1998 afgørelse om anbringelse samt at yde supervision ved psykolog.

Ved afgørelse af 11. marts 1999 fra X-Statsamt, fik moderens søster og dennes mand midlertidigt tillagt forældremyndigheden.

Ved brev af 18. marts 1999 til moderens søster og dennes mand, anførte A kommune at plejeforholdet var ophørt pr. 11. marts 1999, hvorefter A kommune ikke havde mere med sagen at gøre. A kommune anførte at B kommune efter aktivlovens § 84 skulle yde børnetilskud og børnebidrag samt eventuelt yderligere hjælp.

Ved brev af 23. marts 1999 indbragte B kommune sagen for det sociale nævn i X-Statsamt. B kommune fandt at A kommune fortsat var børnenes handle- og opholdskommune, da forældremyndighedssagen ikke var endeligt afgjort.

Det sociale nævn fandt, at A kommune fortsat måtte anses som værende opholds- og handlekommune for børnene, jf. lov om retssikkerhed og administration § 9, stk. 3, hvoraf fremgår at børn under 18 år har samme opholdskommune som forældrene.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at NN var børnenes biologiske far, uanset at forældremyndigheden var frakendt ham og midlertidigt var tillagt moderens søster og dennes mand i forening.

Da A kommune var faderens opholdskommune, var A kommune refusionspligtig overfor B kommune for eventuelle udgifter, der måtte være afholdt af B kommune vedrørende børnene efter ophøret af plejeforholdet, jf. lov om retssikkerhed og administration § 9a og lov om social service § 128.

Nævnet fandt endvidere at der på det tidspunkt, hvor der træffes ny afgørelse om forældremyndighedsspørgsmålet, i givet fald forelå en ny situation at tage stilling til.

I klagen til Ankestyrelsen anførte A kommune bl.a., at det var A kommunes opfattelse at retssikkerhedslovens § 9, stk. 3 vedrører de tilfælde, hvor de biologiske forældre også har forældremyndigheden. Børnenes mor var død. Faderen var blevet frakendt sin forældremyndighed den 11. marts 1999, og han var således ikke på banen i forhold til børnene. A kommune mente derfor at børnene erhvervede selvstændig opholdskommune i forhold til den biologiske far den 11. marts 1999, og fik opholdskommune i B kommune, hvor de fysisk/faktisk opholdt sig.

Det var endvidere A kommunes opfattelse, at det var uden betydning om sagen verserede endnu, fordi der var tale om en afgørelse om midlertidig forældremyndighed, da retsvirkningerne af den midlertidige forældremyndighed var de samme som ved en endelig forældremyndighedsafgørelse. I lov om forældremyndighed og samvær § 24 og vejledningen til loven, punkt 8, fremgik det, at forældremyndigheden kun overføres i særlige tilfælde, også når det drejer sig om den midlertidige.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om afgørelse om midlertidig overdragelse af forældremyndigheden medfører bortfald af refusionspligten.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune fortsat var opholds- og handlekommune for børnene, jf. lov om retssikkerhed § 9, stk. 3. Hvis børnenes far senere fik ophold i en anden kommune ville det være den kommune, der herefter måtte anses som opholds- og handlekommune for børnene.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at hvis B kommune havde afholdt udgifter, som i henhold til ovenstående skulle have været afholdt af A kommune, havde B kommune ret til at få disse udgifter tilbagebetalt fra A kommune, idet B kommune måtte anses for at have handlet på A kommunes vegne. Der var således ikke tale om en situation, der var omfattet af retssikkerhedslovens § 9a.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det fulgte af ordlyden af retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, 1. pkt., at et barn under 18 år har samme opholdskommune som forældrene. "Forældrene" skulle i denne sammenhæng forstås som biologiske forældre, jf. Ankestyrelsens afgørelse offentliggjort som SM R-2-00.

Det var således i relation til opholds- og handlekommune for børn under 18 år uden betydning hvem der har forældremyndigheden.

SM O-81-94, vedrørte en situation, hvor begge de biologiske forældre var døde. I et sådant tilfælde erhvervede et barn selvstændig opholdskommune.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at uanset at forældremyndigheden var blevet frakendt ham, var det stadig børnenes far, der havde forsørgelsesforpligtelsen overfor børnene, jf. aktivlovens § 2 og lov om børns retstilling § 13.

Spørgsmålet om forældremyndighed havde kun betydning, hvis der skulle iværksættes foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8, idet dette skulle ske i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Hvis dette blev tilfældet, var det således B kommune, der skulle træffe en sådan beslutning. Dette måtte, ud fra en fortolkning af ordlyden af bestemmelserne i servicelovens kapitel 8, gælde uanset om forældremyndigheden var tillagt midlertidigt eller ej, da det afgørende måtte være, hvem der havde forældremyndigheden på afgørelsestidspunktet.

Ankestyrelsen bemærkede, at A kommune i brev af 18. marts 1999 til moderens søster og dennes mand, havde henvist til lov om aktiv socialpolitik § 84. Denne bestemmelse kunne ikke anvendes i det foreliggende tilfælde, hvor der fortsat var en levende forælder med forsørgelsespligt overfor børnene, jf. SM O-71-94. Der kunne også henvises til SM O-119-94 og SM O-82-97.

Ankestyrelsen tiltrådte således med ovenstående begrundelse det sociale nævns afgørelse.