Ankestyrelsens principafgørelse B-4-00

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 2, § 3 og § 24

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 15, stk. 4 og § 119

Socialministeriets vejledning nr. 42 af 30. januar 1996 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 10, pkt. 8

Sagen drejede sig om en kvinde med 2 børn. Ifølge folkeregisteret boede hun sammen med faderen til børnene indtil 1984. Han havde herefter og indtil samlivet blev genoptaget efter ca. 15 år haft adresse hos sine forældre. Parrets andet barn blev født i 1989, dvs. efter samlivsophævelsen. Børnenes fader var af statsamtet sat i børnebidrag, som var blevet forskudsvis udbetaltlagt. Han havde løbende indbetalt de forskudsvis udbetalte bidrag gennem inkassokontoret.

Sagen blev rejst på baggrund af en skattesag. Skattemyndigheden havde indhentet kontoudtog fra mandens konto for perioden januar 1993 til november 1997. Indtil juni 1997 blev de sendt til kvindens adresse. Ved bilkøb i juni 1997 opgav manden også kvindens adresse. Skattemyndigheden havde endvidere kontrolleret mandens dankorthævninger, som oftest var foretaget i området, hvor kvinden boede.

Kommunen traf herefter afgørelse om tilbagebetaling af børnetilskud på i alt kr. 120.362 for perioden 1. oktober 1985 til 8. april 1998 og for meget ydet friplads på kr. 45.379 for perioden 4. juli 1984 til 8. april 1998.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen helt eller delvist var afskåret fra at kræve tilbagebetaling på grund af passivitet.

Ankestyrelsen fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at kvinden i perioden ikke var reelt enlig, da hun havde levet i ægteskabslignende forhold med fælles husførelse med faderen til børnene.

Hun havde således ikke været berettiget til at modtage ordinært og ekstra børnetilskud, jf. børnetilskudslovens § 2, nr. 1, og § 3. Endvidere havde hun ikke været berettiget til at få ydet friplads jf. bistandslovens § 73 (nu servicelovens § 15, stk. 4).

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kvinden skulle tilbagebetale de uretmæssigt modtagne ydelser, da hun havde modtaget ydelserne mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2 og servicelovens § 119, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på kvindens og den tidligere samlevers indbyrdes forhold, herunder at hun efter hans flytning fra adressen havde fået et fælles barn i 1989, og hendes forklaring om, at han i ovennævnte periode ofte var kommet i hjemmet. Ankestyrelsen havde desuden lagt vægt på den tidligere samlevers boligforhold, idet han uanset folkeregistertilmeldingen ikke havde haft selvstændig bolig, da han i hele perioden havde været tilmeldt sine forældres adresse. Den tidligere samlever havde desuden fået tilsendt post til kvindens adresse.

Ankestyrelsen fandt det endvidere godtgjort, at kvinden havde modtaget børnetilskud og friplads mod bedre vidende, idet hun løbende i forbindelse med udbetalingen af børnetilskud var blevet gjort bekendt med betingelserne for modtagelse af børnetilskud og med sin oplysningspligt, og at hun ikke havde oplyst kommunen om, at hun levede i ægteskabslignende forhold.

Endelig fandt Ankestyrelsen ikke, at kommunen havde udvist passivitet, og at der af den grund ikke skulle ske tilbagebetaling.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at kommunen efter det oplyste ikke gennem årene havde haft anledning til at mistænke, at kvinden levede i ægteskabslignende forhold og derfor ikke havde haft grundlag for at undersøge hendes forhold nærmere, samt at hun løbende i forbindelse med udbetalingen af børnetilskud var blevet gjort bekendt med oplysningspligt.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.