Ankestyrelsens principafgørelse C-27-00

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 97, stk. 1 og § 97, stk. 2, nr. 2

Der blev til en kommune indgivet ansøgning om et par ferraristativer og bækkenkorset med hofteled (ortoser) til et 1-årigt barn med rygmarvsbrok og lammelser i benene.

Kommunen anmodede om det sociale nævns vurdering af, hvorvidt ortoser hørte under amtets

bevillingskompetence. Kommunen anførte, at tvivlen var opstået på grund af SM-afgørelse O-151-97, hvor Ankestyrelsen sidestillede helbensortoser med benprotese efter amputation.

Kommunen henviste tillige til baggrunden for, at proteseområdet overgik til amtskommunen, nemlig den særlige ekspertise, som allerede fandtes eller mest hensigtsmæssigt kunne opbygges i amtskommunalt regi. Det var kommunens opfattelse, at ortoser også skulle medregnes under arm- og benproteser, da det umiddelbart krævede samme eller større ekspertise samt tæt samarbejde med hospitalsvæsenet.

Nævnet anførte i en vejledende udtalelse til kommunen, at Ankestyrelsen i SM O-151-97 har sammenlignet helbensortoser med benproteser efter amputation.

Kommunen fremsendte herefter regningen fra bandagisten til amtskommunen sammen med kopi af det sociale nævns vejledende udtalelse.

Amtskommunen klagede over kommunens afgørelse, og nævnet ændrede kommunens afgørelse om at betragte amtskommunen som bevillings-/betalingsmyndighed for det ansøgte ferraristativ og bækkenkorset. Nævnet fandt, at de omhandlede hjælpemidler ikke kunne sammenlignes med arm- og benproteser efter servicelovens § 97, stk. 2, nr. 2, men at hjælpemidlerne skulle ydes af kommunen efter servicelovens § 97, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på det oplyste om barnets helbredsforhold og de funktioner, som de ansøgte hjælpemidler (ortoser) skulle erstatte.

Der sås ikke at være tale om, at ortoserne skulle erstatte eksempelvis amputerede lemmer, men understøtte eksisterende benfunktion.

Når der hensås hertil fandt det sociale nævn, at de omhandlede ortoser ikke efter sin art kunne sammenlignes med arm- og benproteser, men måtte sammenlignes med andre hjælpemidler, hvortil bevillings- og betalingskompetencen henhører under kommunerne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt de omhandlede hjælpemidler (ortoser) kunne anses for omfattet af servicelovens § 97, stk. 2, nr. 2 om arm- og benproteser med amtskommunen som bevillings- og betalingsmyndighed, eller om der er tale om andre hjælpemidler med kommunen som bevillings- og betalingsmyndighed, jf. servicelovens § 97, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt, at det ansøgte ferraristativ og bækkenkorset var hjælpemidler, hvor kommunen har bevillingskompetencen, jf. servicelovens § 97, stk. 1, og § 1, stk. 1 og § 2, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at servicelovens § 97, stk. 2 og bekendtgørelsens § 2, stk. 2, er kompetenceregler, der henlægger bevillingskompetencen for bestemte hjælpemidler til amtskommunen. Af bemærkningerne til § 95 (lovens § 97) i lovforslag nr. L 229 til lov om social service fremgår, at baggrunden herfor er, at der er tale om et hjælpemiddelområde, der forudsætter en særlig ekspertise, som findes eller mest hensigtsmæssigt kan opbygges i amtskommunalt regi. Lovens forarbejder nævner bl.a. arm- og benproteser, men derimod ikke skinner, bandager eller korsetter.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 97, stk. 5, nr. 6 giver mulighed for at fastsætte en nærmere afgrænsning af, hvilke hjælpemidler, der er omfattet af

amtskommunens kompetenceområde, men at ordlyden af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, ligeledes udelukkende omhandler arm og benproteser, jf. stk. 2, nr. 2.

De ansøgte hjælpemidler i form af ferraristativ og bækkenkorset måtte herefter sammenlignes med andre hjælpemidler, hvortil bevillingskompetencen henhører under kommunen. Ankestyrelsen fandt således ikke grundlag for i denne forbindelse at vurdere, hvorvidt der er behov for en særlig amtskommunal ekspertise.

I sagen var der henvist til Ankestyrelsens SM O-151-97, hvor Ankestyrelsen fandt, at særlige bandager (helbensortoser) til en pige med medfødt rygmarvsbrok skulle bevilges som hjælpemiddel i henhold til bistandslovens § 58 (nu servicelovens § 97) og således ikke var at betragte som en behandlingsudgift. Hertil bemærkede Ankestyrelsen, at nærværende sag vedrørte uenighed mellem kommune og amtskommune om deres forpligtelser ved bevilling af hjælpemidler og ikke spørgsmålet om afgrænsning til behandlingsudgifter.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.