Ansøger, der var fraskilt og alene med et barn, havde, siden hun forlod skolen i 1964, haft en lang række ansættelsesforhold, hovedsageligt af kortere varighed, samt perioder med arbejdsløshed. Hun søgte i juli 1997 om revalideringsmæssig støtte til uddannelsen som socialrådgiver. Hun modtog på daværende tidspunkt arbejdsløshedsdagpenge.
Ansøgers begrundelse for ansøgningen var, at hun følte sig i en fastlåst situation uden mulighed for at få fast tilknytning til arbejdsmarkedet uden revalideringsmæssig støtte.
Kommunen gav afslag på ansøgningen i henhold til de dagældende regler i bistandsloven § 43. Kommunen fandt, at de helbredsmæssige og sociale forhold ikke skønnedes at være af en karakter, der kunne begrunde revalideringsmæssig støtte.
Ved afgørelse af 30. januar 1998 tiltrådte det sociale nævn kommunens afslag på revalideringsmæssig støtte til socialrådgiveruddannelsen, men fandt, at ansøger af sociale årsager var omfattet af personkredsen for revalidering i den dagældende bistandslovs § 43, stk. 1. Nævnet henviste til det oplyste om ansøgers alder og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Nævnet fandt, at der i ansøgers situation var indikation for et korterevarende forløb, eventuelt i form af arbejdsprøvning og eventuelt kombineret med korterevarende uddannelse. Kommunen skulle derfor - såfremt ansøger ønskede det - fastlægge et revalideringsforløb, der på så kort tid som muligt kunne bringe ansøger tilbage på arbejdsmarkedet.
Ansøger blev optaget på socialrådgiveruddannelsen pr. 2. februar 1998 og ønskede i stedet at starte på denne uddannelse. Hun ville leve af SU og lån samt vikararbejde. Hun søgte samtidig om støtte til uddannelsesbetingede udgifter i henhold til den dagældende § 43, stk. 7 i bistandsloven under uddannelsen, hvilket blev bevilget.
I marts 1999 søgte ansøger om støtte til færdiggørelse af uddannelsen. Hun begrundede ansøgningen med, at der var indlagt en praktikperiode på § år i uddannelsen (4. semester), og at hun som enlig ville få svært ved at klare erhvervsarbejde sideløbende hermed. 5. og 6. semester ville ligeledes blive mere tidskrævende.
Kommunen gav afslag på ansøgningen og henviste til, at nævnet havde fundet ansøger berettiget til et korterevarende revalideringsforløb.
Kommunen lagde vægt på, at revalideringsmæssig støtte i ca. 2 år ikke var en kortvarig indsats, og at der ikke var sket ændringer i ansøgers forhold, hverken helbredsmæssigt eller socialt, som kunne begrunde støtte til et længerevarende revalideringsforløb.
I klagen til nævnet præciserede ansøger, at hun søgte revalideringsmæssig støtte fra praktikperioden og resten af uddannelsen, d.v.s. 1§ år, hvilket efter hendes opfattelse ikke kunne betragtes som et længerevarende forløb. Hun præciserede endvidere, at hun primært søgte støtte til færdiggørelse af uddannelsen og subsidiært til 4. semester.
Hun anførte endelig, at det samfundsmæssigt og menneskeligt ville være ressourcespild ikke at støtte hende i færdiggørelsen af uddannelsen. Hun kunne ikke se, at det tjente noget formål at sætte hende tilbage til udgangspunktet.
Nævnet fandt, at ansøger ikke var berettiget til den ønskede støtte til færdiggørelse af socialrådgiveruddannelsen, da hun ikke var berettiget til revalideringsmæssig støtte til en længerevarende uddannelse.
Nævnet henviste herved til sin afgørelse af 30. januar 1998, samt anførte, at selv om ansøger på ansøgningstidspunktet kun manglede 2 år af uddannelsen som socialrådgiver, kunne dette ikke begrunde, at der skulle ydes støtte til uddannelsen, idet uddannelsen var længerevarende.
Nævnet henviste ligeledes til, at et revalideringsforløb på så kort tid som muligt skulle bringe revalidenden tilbage til arbejdsmarkedet.
Nævnet henviste endelig til, at der ikke forelå oplysninger om ændringer i ansøgers sociale eller helbredsmæssige situation i forhold til det oplyste i nævnets tidligere afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at nævnet ikke havde taget stilling til den subsidiære ansøgning om støtte til gennemførelse af uddannelsens 4 semester. Hun stillede sig endvidere fortsat undrende overfor, at kommunen havde givet afslag primært på revalideringsstøtte i 1§ år eller subsidiært § år, hvilket hun fandt måtte siges at være kort.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en ansøger, der var anerkendt som omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46 og fundet berettiget til støtte til en korterevarende uddannelse, i stedet for ville kunne få støtte til færdiggørelsen af en længerevarende uddannelse.
