Ankestyrelsens principafgørelse U-8-00

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 32, stk. 1

Det fremgik af sagen, at skadelidte i 1995 under sit arbejde som hyrevognschauffør blev ramt af en bagvedholdende bil, der blev skubbet ind i hendes hyrevogn.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte i 1996 hændelsen som en arbejdsskade. Ved påkørslen pådrog skadelidte sig en whiplashlæsion.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte i 1997 det varige mén til 5% i form af daglig hovedpine og lændesmerter.

I 1997 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen tabet af erhvervsevne til mindre end 15% under henvisning til, at skadelidte modtog sygedagpenge.

Den 1. januar 1998 overgik skadelidte til revalidering med hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 8.

Arbejdsskadestyrelsen traf herefter afgørelse om, at skadelidtes tab af erhvervsevne nu var 25%. Erstatningen for tab af erhvervsevne, der havde virkning fra den 10. marts 1997, skulle udbetales som en løbende ydelse. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at skadelidte fra den 10. marts 1997 var overgået til forrevalidering og fra den 1. november 1997 til lønnet optræning i henhold til bistandslovens § 43, stk. 8, og at skadelidtes erhvervsevne efter Arbejdsskadestyrelsens skøn var nedsat som følge af skaden.

Skadelidte blev den 1. november 1998 ansat i et fleksjob som butiksmedhjælper, jf. aktivlovens §§ 71-73. Der blev bevilget økonomisk støtte til 37 timer om ugen. Skånehensynet tilgodeså, at den ugentlige arbejdstid kunne være på 12½ timer, men med løn for 37 timer. Lønnen var fastsat til 13.200 kr. pr. måned.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 26. januar 1999 fik skadelidte tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 40%. Afgørelsen medførte, at den løbende erstatning, som hidtil var udbetalt hver måned, ophørte fra næste udbetalingsdato, således at skadelidte i stedet ville få udbetalt en erstatning på 579.482 kr. en gang for alle.

Skadelidtes lønindtægt var efter skaden væsentligt lavere, idet hun tjente 158.000 kr. mod 275.000 kr. i 1995 (reguleret til 1999-lønniveau), hvilket svarede til et tab på ca. 40%.

I klagen anførte forsikringsselskabet bl.a., at skadelidte den 30. december 1997 var tilkendt en midlertidig løbende erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 25%, og at afgørelsen dengang blev truffet på grundlag af de sociale oplysninger samt skadens art og omfang, hvorefter erhvervsevnetabet ikke kunne ansættes til mere end 25%. Forsikringsselskabet mente derfor, at erhvervsevnetabet burde fastsættes væsentligt lavere end 40%.

Skadelidtes advokat anførte, at hendes erhvervsevnetab udgjorde 65%. Der blev henvist til, at skadelidte på grund af arbejdsskaden kun kunne arbejde 12½ time ugentligt, og at 2/3 af lønindtægten var statstilskud og således ikke udtryk for skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved eget arbejde.

Advokaten ønskede Ankestyrelsens stillingtagen til, om det var korrekt at medtage lønnen fra fleksjobbet i sin helhed, incl. det offentlige tilskud. Der blev henvist til retsstillingen for en skadelidt som modtager førtidspension, der er en offentlig ydelse, som ikke indgår ved beregningen af erhvervsevnetabet.

Arbejdsskaden fandtes at have medført tab af erhvervsevne på 40%, jf. lovens § 32, stk. 1 og 2. Skadelidte var derfor ikke berettiget til yderligere erstatning for tab af erhvervsevne.

Efter den nævnte bestemmelse ydes der erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og uddannelse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at skadelidtes årsløn før arbejdsskaden af Arbejdsskadestyrelsen skønsmæssigt var fastsat til 275.000 kr. (opreguleret til 1999-niveau), og at skadelidte efter afsluttet revalidering var i arbejde i et fleksjob efter aktivloven, hvor skadelidtes løn udgjorde 13.200 kr. pr. måned, det vil sige ca. 158.000 kr. pr. år. Der var hermed tale om en indtægtsnedgang på ca. 40%.

Det var Ankestyrelsens opfattelse, at ved vurderingen af spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven skal lønindtægt i fleksjob, hvortil arbejdsgiveren modtager løntilskud i henhold til § 71 i lov om aktiv socialpolitik, sidestilles med arbejdsindtægt, hvor hele lønnen afholdes af arbejdsgiveren. Ankestyrelsen fandt derfor ikke grundlag for at sidestille en skadelidt i fleksjob med en skadelidt, der modtog førtidspension.

Ankestyrelsen fandt således, at der ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet skulle lægges vægt på omfanget af den lønnedgang, som skadelidte havde haft som følge af skaden og overgangen til fleksjob, og at det dermed ikke var afgørende, at skadelidtes ugentlige arbejdstid var fastsat til 12½ time.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at skadelidte tidligere var tilkendt midlertidig løbende erstatning for tab af erhvervsevne på 25% under forrevalidering og lønnet optræning, udelukkede at der fastsattes et højere erhvervsevnetab på det tidspunkt, hvor de erhvervsmæssige forhold måtte anses for afklarede, ved at skadelidte efter endt arbejdsprøvning var overgået til fleksjob.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.