Ankestyrelsens principafgørelse U-10-00

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 1 og § 5

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48

En kvinde anmeldte i 1998 en skade i ryggen, som hun pådrog sig i oktober 1995 ved at løfte en 20 liters fiskebowle for at hindre et barns tilskadekomst ved fald på en trappe i hjemmet.

Det fremgik af anmeldelsen, at kvinden passede sine syge børn i hjemmet, og at kommunen i den anledning udbetalte kvinden kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter den dagældende § 48 i lov om social bistand.

Arbejdsskadestyrelsen afviste den 23. marts 1999, at det anmeldte tilfælde var omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade, da sagen ikke var rettidigt anmeldt, og at der ikke var fundet nogen særlig grund til at se bort fra fristen.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afvisningen vægt på, at det ikke var dokumenteret, at der var tale om en arbejdsskade, og henviste til, at løft af en tung genstand ikke kan anses for at være en ulykke i lovens forstand. Arbejdsskadestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden ikke var udsat for en udefra kommende og uventet påvirkning, da hun løftede fiskebowlen.

Arbejdsskadestyrelsen fandt således, at selvom tilfældet havde været rettidigt anmeldt, ville det ikke 1/2

være blevet anerkendt som en arbejdsskade, fordi styrelsen vurderede, at der ikke var tale om en ulykke i lovens forstand.

I klagen anførte kvinden bl.a., at kommunen på intet tidspunkt nævnte Arbejdsskadestyrelsen, og at hun først i 1998 blev opmærksom på, at hændelsen skulle anmeldes.

Det anmeldte tilfælde var ikke omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden ikke ved tilskadekomsten var omfattet af den sikringsberettigede personkreds i lovens § 1. Efter denne bestemmelse er enhver, som mod løn eller som ulønnet medhjælper antages til i en arbejdsgivers tjeneste varigt, midlertidigt eller forbigående at udføre arbejde her i landet, sikret mod følgerne af arbejdsskade efter lovens § 9.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at kvinden på tidspunktet for tilskadekomsten fra sin kommune modtog hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til pasning af syge børn i hjemmet efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 48, kunne sidestilles med at være antaget til at udføre arbejde i en arbejdsgivers tjeneste. Ankestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at der ikke forelå et tjenesteforhold mellem kvinden og kommunen, således at kommunen havde bestemmelsesret med hensyn til arbejdets udførelse og ret til at føre tilsyn hermed. Kommunen havde derfor heller ikke instruktionsbeføjelser over for kvinden.

Da kvinden ikke var omfattet af den sikringsberettigede personkreds, fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at tage stilling til, om der forelå særlig grund til at se bort fra anmeldelsesfristen, jf. lovens § 20.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med en ændret begrundelse, at kvinden ikke kunne anses for antaget til arbejde i forbindelse med skaden i oktober 1995, og at hun dermed ikke var omfattet af den sikringsberettigede personkreds, jf. lovens § 1, stk. 1.