Sagen vedrørte en 47-årig kvinde, som var uddannet ekspeditrice, men overvejende havde været beskæftiget indenfor andre områder - især på fabrik og med rengøring. Ansøger blev i april 1995 sygemeldt fra sit fuldtids rengøringsarbejde på grund af belastningssmerter i knæ og seneskedehindebetændelse i underarmene. Hun modtog herefter sygedagpenge.
Ansøger deltog i arbejdsprøvning i EDB/Informatikafdelingen på en revalideringsinstitution i perioden 3. januar til 18. februar 1996. Der var ikke i forløbet helbredsmæssige klager, men ansøger ønskede ikke at arbejde videre med EDB, da hun ikke havde flair herfor.
Ansøger deltog herefter i arbejdsprøvning i en kiosk frem til udgangen af april 1996, hvorefter hun påbegyndte et optrænings- og tillæringsforhold sammesteds. Dette var planlagt til at vare indtil 30. april 1997, men forløbet ophørte pr. 15. september 1996 på grund af helbredsmæssige klager. Ansøger blev herefter overflyttet til optræning i papir/montageafdelingen på en revalideringsinstitution. Her havde hun problemer med at udføre arbejdsopgaverne og på grund af smerter gik hun mange dage hjem før arbejdstidens ophør. Ansøger blev afmeldt revalideringsinstitutionen pr. 6. november 1996 og henvist til revalideringsklinikken med henblik på en helbredsmæssig udredning og afklaring.
Ansøger var i perioden 29. september til 30. november 1997 optaget på revalideringsklinik. Det fremgik af afslutningsstatus af 4. februar 1998 herfra, at den daglige arbejdstid i praktikdelen var mellem 1§ og 3 timer dagligt med et fravær på over 50%. Arbejdstempoet var langsomt -50% eller mindre, men arbejdet var af den ønskede kvalitet. Ansøger fik det tiltagende dårligere under klinikforløbet såvel fysisk og psykisk. De sidste 14 dage af forløbet blev hun kun bedt om at komme til aftalte samtaler, idet hun til sidst ikke psykisk kunne holde til at være på værkstedet eller til holdundervisning. Ansøger blev på baggrund af dette forløb via egen læge henvist til samtaleforløb hos psykiater.
Der blev efterfølgende fra 6. oktober 1998 etableret jobtræning på et projektcenter i henholdsvis kantine og som pedelmedhjælper. Den daglige arbejdstid var planlagt til 4 timer. Ansøger gik den 6. oktober 1998 hjem efter 3 timers arbejde, hvorefter hun sygemeldte sig. Hun genoptog arbejdet igen den 20. oktober 1998, men gik hjem efter 1§ time, da hun ikke kunne klare mere arbejde. Projektcenteret tilkendegav endvidere, at man ikke dér havde arbejdsopgaver, som ansøger kunne bestride. Der blev herefter påbegyndt sag om førtidspension den 28. december 1998.
Vedrørende ansøgers helbredsforhold var det blandt andet oplyst, at hun gennem de senere år havde fået tiltagende nakkesmerter og daglig hovedpine. Endvidere havde hun periodevise lænderygsmerter. Der var ved røntgenundersøgelse fundet let diskusdegeneration mellem 5. og 6. samt 6. og 7. halshvirvel. Siden 1995 havde ansøger haft belastningsrelaterede smerter fra begge håndled - især højre. Behandling med fysioterapi havde været uden særlig virkning. Hun havde desuden problemer med især højre knæ, hvor der var konstateret bruskforandringer på bagsiden af knæskallen. Ansøger havde særligt gener ved belastning. Objektivt var der fundet muskelømhed af dele af ryg- og skuldermuskulaturen og bevægeindskrænkning af halshvirvelsøjlen og i lænden ved sidebøjning. Der var normal bevægelighed i skulderled og normale forhold svarende til arme og ben.
Det fremgik desuden, at ansøger led af mangeårig panikangst og tvangspræget personlighedsstruktur. Hun havde tendens til at isolere sig i hjemmet. Ansøger havde været henvist til speciallæge i psykiatri til psykoterapeutiske samtaler. Der havde endvidere været forsøgt medicinsk behandling uden egentlig effekt. Samtalebehandlingen blev afsluttet i november 1998, da ansøgers vrede over jobkonsulent m.fl. også blev rettet mod psykiateren, som ikke kunne øjne flere behandlingsmuligheder.
Kommunen tilkendte i juni 1999 ansøger forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1. Kommunen fandt, at de fysiske lidelser var hindrende for fysisk belastende arbejde, og anførte endvidere, at ansøgers psykiske lidelser var forværret under revalideringstiltagene.
Nævnet stadfæstede i november 1999 kommunens afgørelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det trods behandling såvel medikamentelt som med psykoterapi ikke var lykkedes at bedre ansøgers psykiske tilstand så meget, at hun havde kunnet vende tilbage til fuldtids erhvervsarbejde, ej heller i et fleksjob.
Nævnet fandt imidlertid, at ansøger muligvis med tiden ville kunne bestride et deltidsarbejde, eventuelt i form af et skånejob, hvor der kunne tages hensyn til hendes psykiske vanskeligheder og fysiske problemer med knæ og håndled og halshvirvelsøjle, idet det ikke umiddelbart sås at være de beskrevne helbredsmæssige forhold, der skulle være til hinder herfor.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger var af den opfattelse, at der fra kommunens side ikke var taget nok hensyn til hendes alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder, som loven foreskriver efter § 15, stk. 3. Grundet hendes psykiske og fysiske sygdom, mente ansøger, at hun havde lidt et erhvervsevnetab på 2/3, således at hun var berettiget til førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1. Ansøger havde desuden henvist til Højesterets dom, og anført, at det i hendes sag netop var blevet bevist fra kommunes side, at hun ikke kunne arbejde og derfor var berettiget til mellemste førtidspension.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis vedrørende tilkendelse af førtidspension på baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999.
