Ankestyrelsens principafgørelse R-17-00

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9, stk. 1

Sagen vedrørte en ung mand, der havde boet hos sine forældre i udlandet siden 1992. I 1997 kom han ud for en meget alvorlig trafikulykke, og den 28. juli 1998 kom han med sine forældre til Danmark, hvor han blev indlagt på amtssygehuset i A kommune. Den 6. august 1998 blev han overflyttet til amtssygehuset i B kommune, og den 11. august 1998 blev han overflyttet til specialhospital i C kommune til genoptræning.

I forbindelsen med flytningen fra udlandet fik han af praktiske grunde folkeregisteradresse hos familiens advokat i D kommune.

I de weekender, hvor han opholdt sig på specialhospitalet, opholdt han sig i et sommerhus i E kommune, som forældrene havde lejet.

Den 3. december 1998 søgte han om invalidebil. Ansøgningen blev sendt til D kommune, der oversendte den til C kommune.

5. februar 1999 skrev familien under på lejekontrakt på en bolig beliggende i D kommune.

10. februar 1999 var der hjemmebesøg i ovennævnte bolig med 2 terapeuter fra specialhospitalet og en repræsentant for D kommune, der dog fastholdt ikke at være handlekommune.

15. februar 1999 fik den unge mand folkeregisteradresse i boligen i D kommune.

11. juni 1999 blev han udskrevet fra specialhospitalet og tog ophold på adressen i D kommune.

Den 24. februar 1999 traf C kommune afgørelse om, at man ikke var opholdskommune for den unge mand, da han kun havde midlertidigt ophold på specialhospitalet. Der henvistes bl.a. til, at han var tilmeldt folkeregisteret i D kommune, og til det, der var anført i pkt. 86 i Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det fremgik i øvrigt af sagen, at den unge mand ikke på noget tidspunkt havde haft ophold hos familiens advokat, samt at han under indlæggelsen på specialhospitalet var på weekendbesøg hos sine forældre, der havde lejet et sommerhus i E kommune.

Det sociale nævn fandt ikke, at C kommune var opholds- og betalingskommune.

Nævnet lagde vægt på, at den unge mand blev tilmeldt en adresse i D kommune den 12. maj 1998, angiveligt for at skabe grundlag for tilbagekomst og hospitalsbehandling i Danmark. Nævnet tillagde det også vægt, at hans indlæggelse på specialhospitalet i C kommune var sket under medvirken fra en offentlig myndighed (amtssygehuset i B kommune).

D kommune klagede til Ankestyrelsen.

I klagen blev det bl.a. anført, at det sociale nævns afgørelse byggede på, at den unge mand ville have opholdt sig på sin "fiktive" bolig hos familiens advokat, hvor han var tilmeldt folkeregistret, hvis han ikke havde været hospitalsindlagt. Det var D kommunes påstand, at han kun blev tilmeldt hos familiens advokat, for at få ham flyttet til hospitalsbehandling i Danmark, det ville sige, at han fortsat ville have boet i udlandet, hvis han ikke var blevet hospitaliseret. Det var uomtvistet i sagen, at han aldrig fysisk havde opholdt sig hos familiens advokat, og at hans ejendele heller ikke havde været på adressen. D kommune anmodede om Ankestyrelsens principielle stillingtagen til, om en kommune kan være opholdskommune efter retssikkerhedslovens § 9 for en borger, hvis eneste aktuelle tilknytning til kommunen var en fiktiv folkeregistertilmelding hos familiens advokat, eller om opholdskommuneforpligtelsen påhvilede den kommune, hvor borgeren fysisk opholdt sig. Efter D kommunes opfattelse krævede begrebet "midlertidig opholdskommune", jf. vejledningens pkt. 86, at der var en bolig i en anden kommune, som borgeren kunne vende tilbage til.

Ankestyrelsen behandlede sagen i principielt møde med henblik på afklaring af opholdskommunebegrebet i forbindelse med tilflytningen til Danmark fra udlandet, herunder særligt hvilken betydning en folkeregistertilmelding havde, sammenholdt med at ansøger fysisk opholdt sig i en anden kommune for at gennemgå hospitalsbehandling.

Ankestyrelsen fandt, at C kommune var opholdskommune (handlekommune) for den unge mand fra den 11. august 1998 til den 10. juni 1999.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at D kommune var opholdskommune (handlekommune) for ham fra den 11. juni 1999.

Ankestyrelsen lagde til grund, at den unge mand kom til Danmark fra udlandet den 29. juli 1998, og at han efter kortere indlæggelser på amtssygehuset i A kommune og B kommune den 11. august 1998 blev indlagt på specialhospitalet i C kommune. Her havde han fysisk ophold, indtil han den 11. juni 1999 tog fysisk ophold i D kommune. I forbindelse med flytningen til Danmark blev han folkeregistertilmeldt ved familiens advokat i D kommune, og den 15. februar 1999 blev han tilmeldt folkeregistret i D kommune.

Begrundelsen for afgørelsen var herefter, at det følger af lovens ordlyd, lovbemærkningerne, Ankestyrelsens hidtidige praksis samt Socialministeriets vejledning om retssikkerhedsloven, at der ved bedømmelsen af, hvilken kommune der er opholdskommune, skal lægges afgørende vægt på den fysiske tilstedeværelse i kommunen sammenholdt med hensigten med opholdet, og det var uomtvistet, at den unge mand ikke havde opholdt sig i D kommune før den 11. juni 1999. Den tidligere folkeregistertilmelding dels hos familiens advokat, dels på den adresse, hvor han tog ophold den 11. juni 1999, kunne derfor ikke tillægges selvstændig betydning.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ordet "opholdskommune" i retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, ud fra en naturlig sproglig forståelse forudsætter en fysisk tilstedeværelse.

Ankestyrelsen lagde også vægt på lovbemærkningerne til retssikkerhedslovens § 9 i lovforslag L 228 1996/97, hvor det bl.a. anføres, at "Det er tilstrækkeligt for at fastslå pligten (til at yde hjælp), at det kan konstateres, at borgeren faktisk har ophold i kommunen".

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at Ankestyrelsen i SM O-82-89 fastslog, at folkeregistertilmeldingen ikke var afgørende for hvilken kommune, der var opholdskommune.

I SM O-59-94 har Ankestyrelsen ved bedømmelsen af om en person havde opholdskommune i en kommune lagt vægt på, at pågældende rent faktisk opholdt sig i kommunen, definitivt havde opgivet bolig i en tidligere kommune, og opholdet havde ikke en rent midlertidig karakter.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det anførte i pkt. 86 i Socialministeriets vejledning om retssikkerhedsloven, hvorefter der i tilfælde, hvor man tager midlertidigt ophold uden for opholdskommunen, fx på behandlingsinstitution, ikke sker en overførsel af administrationen og den økonomiske forpligtelse af mere vedvarende kontantydelser til den midlertidige opholdskommune, rent logisk forudsætter, at der under opholdet på behandlingsinstitution, fortsat er en opholdskommune, som man har større tilknytning til end den kommune, hvor behandlingsinstitutionen er beliggende.

Dette var ikke tilfældet i denne sag, hvor den unge mand blev indlagt på hospital direkte fra udlandet uden forinden at have fået opholdskommune i Danmark.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at den unge mand under sin indlæggelse på specialhospitalet i nogle weekender havde besøgt sine forældre i et lejet sommerhus i E kommune, kunne føre til en ændret vurdering, da der kun var tale om weekendophold, medens han den øvrige del af ugen opholdt sig på specialhospitalet, og da der ikke var oplysninger om, at han havde tænkt sig at tage ophold i sommerhuset eller i E kommune i øvrigt.

Ankestyrelsen tog ikke ved denne afgørelse stilling til, om D kommune kunne rette refusionskrav mod C kommune, eller om C kommune kunne rette et refusionskrav mod eventuelle tidligere opholdskommuner.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.