Ankestyrelsens principafgørelse U-26-00

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 9, nr. 1, § 9, nr. 3 og § 9a

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 102797-00

Sagen vedrørte en 35-årig mand, som pådrog sig smerter i ryggen den 27. august 1999 under sit arbejde som lagermedarbejder.

Det fremgik af anmeldelsen, at skaden blev anmeldt som pludselig løfteskade.

Det var i anmeldelsen oplyst, at to paller aluminium stod ovenpå hinanden. Den øverste palle, der vejede ca. 200 kg, stod uden understøtning på den ene side og væltede. Manden vendte ved håndkraft den væltede palle sammen med en kollega, hvorved han fik ondt i ryggen.

I lægeerklæring I fra skadelidtes praktiserende læge var det anført, at den første lægehjælp blev ydet den 31. august 1999, hvor manden som årsag til skaden oplyste, at han havde smerter lavt i lænderyggen efter et tungt løft i forrige uge. Lægen vurderede, at der var tale om akut lumbago, som ikke måtte antages at medføre varigt mén.

Skadelidte havde desuden i Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema bl.a. forklaret, at pallen var væltet om på hovedet (180 grader). Han prøvede først selv at vende pallen, men den var for tung, og han tilkaldte derfor en kollega, som hjalp ham. Der skete ikke noget usædvanligt, ligesom han hverken gled, faldt eller snublede. Der var tale om en speciel arbejdsstilling, da pallen var i knæhøjde. Han mærkede mindre smerter/ømhed i ryggen, og årsagen hertil var efter skadelidtes mening, at byrden var for tung. Om morgenen den 31. august 1999 fik han hold i ryggen.

Endvidere havde manden i spørgeskemaet oplyst, at han blev ansat i virksomheden den 6. oktober 1997. Han havde ansvaret for varemodtagelse, og hans daglige arbejde indebar en samlet løftemængde på ca. 1000 kg. Arbejdsstillingerne var måske ikke tilstrækkelig optimale.

Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke, at der var tale om en ulykke, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at der i forbindelse med løft af en palle ikke skete noget usædvanligt.

Samtidig udtalte Arbejdsskadestyrelsen, at styrelsen ikke havde fundet grundlag for at behandle tilfældet som en pludselig løfteskade efter loven, da det bl.a. er en betingelse for anerkendelse efter loven, at man skal have været beskæftiget med belastende løftearbejde. Det var efter det oplyste ikke tilfældet i skadelidtes sag, da han kun havde dagligt løftearbejde i beskedent omfang.

Videre anførte Arbejdsskadestyrelsen, at hvis skadelidte ikke var enig i styrelsens vurdering, kunne han kontakte Arbejdsskadestyrelsen, som så ville se på sagen.

Herefter orienterede Arbejdsskadestyrelsen om, at inden for de næste 5 år fra denne meddelelse kunne sagen genoptages, og endelig blev der orienteret om, at afgørelsen kunne ankes til Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen fremsendte skadelidtes forbund sygehusjournal for perioden februar - maj 2000. Det fremgik heraf bl.a., at skadelidte var rygrask frem til slutningen af august 1999, hvor han løftede på en uventet tung palle og fik et knæk i ryggen. Han havde udtalt ondt i ryggen, da han kom hjem fra arbejde, og i løbet af nogle dage fik han tiltagende smerter i forbindelse med hoste. Desuden var det oplyst, at manden havde gennemgået en operation i ryggen i maj 2000.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den anmeldte hændelse kunne anerkendes som en arbejdsskade efter lovens § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen hjemviste derimod sagen til Arbejdsskadestyrelsen til ny behandling og afgørelse for så vidt angik spørgsmålet om mulig anerkendelse af rygskaden som en pludselig løfteskade efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 9a.

Begrundelsen for, at tilfældet ikke kunne anerkendes efter § 9, nr. 1, var, at det efter beskrivelsen af hændelsesforløbet i sagen ikke var godtgjort, at der havde været tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ved ulykkestilfælde i lovens forstand forstås en tilfældig, af den sikredes vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge.

Ankestyrelsen lagde til grund, at en palle, der vejede ca. 200 kg, var væltet om på hovedet (180 grader). Skadelidte prøvede først selv at vende pallen, men den var for tung, og han tilkaldte derfor en kollega, som hjalp ham. Han mærkede smerter/ømhed i ryggen. Der skete ikke noget usædvanligt, ligesom han hverken gled, faldt eller snublede.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var dokumenteret en udefra kommende indvirkning, forstået som en usædvanlig afvigelse i forhold til den måde arbejdet normalt blev udført på.

Skadelidte fik således sat den ønskede arbejdsproces i gang, og processen forløb som ønsket, indtil han fik smerter i ryggen. Dette er ikke tilstrækkeligt til anerkendelse som ulykkestilfælde efter loven.

Begrundelsen for hjemvisning af sagen til ny behandling og afgørelse for så vidt angik spørgsmålet om mulig anerkendelse af rygskaden som en pludselig løfteskade var, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at Ankestyrelsen kunne tage stilling til spørgsmålet om anerkendelse af rygskaden efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 9a.

Ankestyrelsen lagde herved særligt lagt på, at pallen, som skadelidte håndterede den 27. august 1999,

vejede ca. 200 kg, og at hans daglige arbejde fra den 6. oktober 1997 som ansvarlig for varemodtagelsen indebar en samlet løftemængde på ca. 1000 kg, samt på skadelidtes oplysninger om, at arbejdsstillingerne måske ikke var helt optimale.

Med henvisning til Erhvervssygdomsudvalgets redegørelse til Folketingets Socialudvalg om praksis for anerkendelse af pludselige løfteskader, beskrevet i Nyt fra Erhvervssygdomsudvalget december 1999, herunder rammerne for skader udløst ved meget tunge løft, fandt Ankestyrelsen bl.a. derfor ikke, at det på det foreliggende grundlag kunne anses for udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Inden Arbejdsskadestyrelsen skulle træffe ny afgørelse, anmodede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsen om først og fremmest at indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring, der bl.a. skulle indeholde en uddybende beskrivelse af håndteringen af den tunge palle den 27. august 1999, herunder pallens nærmere størrelse, og en beskrivelse af det forudgående løftearbejde, herunder arten og vægten af de løftede byrder. Ankestyrelsen anmodede tillige Arbejdsskadestyrelsen om at indhente præciserende oplysninger fra skadelidte om tidspunktet for rygsmerternes opståen.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om, at der ikke var tale om et ulykkestilfælde, men hjemviste afgørelsen om, hvorvidt der var tale om en pludselig løfteskade.

Ankestyrelsen bemærkede i afgørelsen over for Arbejdsskadestyrelsen, at styrelsens udtalelse vedrørende pludselig løfteskade efter Ankestyrelsens vurdering overvejende var af retlig karakter og dermed en afgørelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen delvist havde foretaget en materiel vurdering i forhold til lovens § 9a og på, at der ikke er hjemmel til mere formløst at meddele sagens parter, at sagen efter det oplyste foreløbigt er henlagt - i stedet for at træffe en formel afgørelse. Lovens § 27 finder ikke anvendelse i denne situation.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 103550-00

Sagen vedrørte en 45-årig mand, som fik et knæk i ryggen den 26. november 1999 under sit arbejde som smed.

Det fremgik af anmeldelsen, at skaden blev anmeldt som arbejdsulykke.

Det var i anmeldelsen oplyst, at manden den pågældende dag fik et knæk i ryggen ved manuelt løft af en flange, at han havde været ansat som smed siden 29. februar 1988, og at han under ansættelsen især havde været beskæftiget med svejsearbejde.

I lægeerklæring I fra skadelidtes praktiserende læge var det anført, at skadelidte om årsagen til skaden havde forklaret, at han forløftede sig på en tung ting i foroverbøjet stilling. Lægen vurderede, at der var tale om lumbago, og at skaden ikke måtte antages at medføre varigt mén. Det var endvidere oplyst, at manden var blevet behandlet først hos kiropraktor, siden hos fysioterapeut med bedre effekt, og at han ikke skulle have yderligere behandlinger. Desuden fremgik det, at han havde genoptaget sit arbejde.

Skadelidte havde i Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema forklaret, at han ved løft af en flange under svejsearbejde fik et smæld i ryggen. Flangen vejede 60-70 kg og var hverken tungere eller lettere end

ventet.

Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke, at der var tale om en ulykke, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at det ikke var tilstrækkeligt til at anerkende sagen, at manden fik smerter i ryggen, da han løftede flangen, når der ikke herudover indtraf noget usædvanligt.

Samtidig udtalte Arbejdsskadestyrelsen, at styrelsen ikke havde fundet grundlag for at behandle tilfældet som en pludselig løfteskade efter loven, da det bl.a. er en betingelse for anerkendelse efter loven, at skaden har medført varige følger i form af mén eller erhvervsevnetab, jf. vedlagte lægeerklæring.

Videre anførte Arbejdsskadestyrelsen, at hvis skadelidte ikke var enig i styrelsens vurdering, kunne han kontakte Arbejdsskadestyrelsen, som så ville se på sagen.

Herefter orienterede Arbejdsskadestyrelsen om, at inden for de næste 5 år fra denne meddelelse kunne sagen genoptages, og endelig blev der orienteret om, at afgørelsen kunne ankes til Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den anmeldte hændelse kunne anerkendes som en arbejdsskade efter lovens § 9, nr. 1. Rygskaden kunne heller ikke anerkendes som en pludselig løfteskade efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 9a.

Begrundelsen for, at tilfældet ikke kunne anerkendes efter § 9, nr. 1, var, at det efter beskrivelsen af hændelsesforløbet i sagen ikke var godtgjort, at der havde været tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ved ulykkestilfælde i lovens forstand forstås en tilfældig, af den sikredes vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge.

Ankestyrelsen lagde til grund, at skadelidte den 26. november 1999 ved løft af en flange, der som forventet vejede 60-70 kg, fik et smæld i ryggen.

Enkeltstående løft af en tung byrde kan efter praksis ikke betragtes som et ulykkestilfælde, medmindre der under selve løftet indtræffer noget udefra kommende forstået som en usædvanlig afvigelse i forhold til den ønskede udførelse af løftet.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var dokumenteret en usædvanlig afvigelse i forbindelse med, at manden løftede flangen.

Han fik således sat den ønskede arbejdsproces i gang, og processen forløb som ønsket, indtil han fik smerter i ryggen. Dette er ikke tilstrækkeligt til anerkendelse som ulykkestilfælde efter loven.

Begrundelsen for, at rygskaden ikke kunne anerkendes som en pludselig løfteskade efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 9a, var, at skadelidte ikke som følge af hændelsen den 26. november 1999 havde pådraget sig en lidelse, der berettigede til udbetaling af godtgørelse for varigt mén og/eller erstatning for tab af erhvervsevne. Manden opfyldte derfor ikke betingelsen i § 9a, stk. 1, hvorefter den pludselige løfteskade skal have medført en varig muskel-, nerve- eller ledskade, det vil sige en skade, hvor der efter nødvendig lægebehandling m.v. fortsat er et varigt mén og/eller erhvervsevnetab.

Ankestyrelsen fandt således, at skadelidtes varige mén var mindre end 5% og hans erhvervsevnetab mindre end 15%.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på lægeerklæring I, hvori det var oplyst, at han var blevet behandlet først hos kiropraktor, dernæst hos fysioterapeut med bedre effekt, og at han ikke skulle have yderligere behandlinger. Der blev endvidere lagt vægt på lægens vurdering af, at skaden ikke måtte antages at medføre varigt mén, og på oplysningen om at skadelidte havde genoptaget sit arbejde.

Ankestyrelsen fandt derfor, at en forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget ville være udsigtsløs.

Ankestyrelsen bemærkede i sin afgørelse, at der ikke var taget stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for anerkendelse af en pludselig løfteskade var opfyldt, da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst hertil.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelser.

Ankestyrelsen bemærkede i afgørelsen over for Arbejdsskadestyrelsen, at styrelsens udtalelse vedrørende pludselig løfteskade efter Ankestyrelsens vurdering overvejende var af retlig karakter og dermed en afgørelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen delvist havde foretaget en materiel vurdering i forhold til lovens § 9a og på, at der ikke er hjemmel til mere formløst at meddele sagens parter, at sagen efter det oplyste foreløbigt er henlagt - i stedet for at træffe en formel afgørelse. Lovens § 27 finder ikke anvendelse i denne situation.