Ankestyrelsens principafgørelse U-24-00

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 13, § 32, stk. 1, § 32, stk. 2, § 33, stk. 1, § 33, stk. 2 og § 34, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 101031-99

Sagen omhandlede en nu 41-årig kvindelig sygehjælper, som i juni 1994 havde pådraget sig en arbejdsskade i venstre arm.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 5. januar 1999 havde sikrede fået afslag på at få sin sag genoptaget.

Ved afgørelsen havde Arbejdsskadestyrelsen lagt vægt på, at de nuværende gener og grunden til tilkendelsen af førtidspensionen efter Arbejdsskadestyrelsens vurdering var begrundet i andre forhold end arbejdsskadens følger. Der var i afgørelsen henvist til, at det fremgik af en speciallægeerklæring fra april 1998, at sikrede lider af neurasteni (d.v.s. neurotisk tilstand med symptomer bl.a. i form af træthed og irritabilitet). Der var desuden henvist til, at det fremgik af en speciallægeerklæring fra marts 1996, at sikredes symptomer og de objektive fund var forenelige med fibromyalgi.

Ved afgørelse af 3. november 1995 tilkendte Arbejdsskadestyrelsen godtgørelse for 8% varigt mén og gav samtidig afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, da erhvervsevnetabet var mindre end 15%.

Ved afgørelsen om varigt mén lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at der var daglige diffuse smerter omkring nakken, let bevægeindskrænkning og tidvis udstråling til armen.

Ved afgørelsen om tab af erhvervsevne lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at den daværende manglende erhvervsevne efter styrelsens vurdering ikke kunne begrundes med følgerne efter ulykkestilfældet, men snarere var en reaktion på de massivt ophobede psykiske arbejdsbelastninger.

Ved afgørelse af 11. juni 1996 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen, hvoraf det fremgik, at der udover let indskrænket bevægelighed i halshvirvelsøjlen var fundet normale neurologiske forhold.

Ankestyrelsen vurderede samtidig, at erhvervsevnen ikke skønnedes forringet med 15% eller derover som følge af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsskadens beskedne følger ikke kunne anses at begrunde et tab af erhvervsevne på 15% eller mere, men at sikredes sygemelding skyldtes psykisk arbejdsbelastning.

Det fremgik af en speciallægeerklæring fra september 1995, at der ved objektiv undersøgelse var let indskrænket bevægelighed i halshvirvelsøjlen, men ellers normale neurologiske forhold. Det vurderedes lægeligt, at sikrede ikke havde betydende mén eller reduktion i erhvervsevnen af årsager, der kunne henføres til ulykkestilfældet i 1994.

Det blev i oktober 1995 vurderet af en psykolog, at sikredes psykiske symptomer dels relaterede sig til hendes fysiske skader, dels var en reaktion på massivt ophobede psykiske arbejdsbelastninger.

Det fremgik af en speciallægeerklæring fra marts 1996, at sikredes symptomer og de objektive fund var forenelige med fibromyalgi. Det blev konkluderet, at der ikke var tvivl om, at sikrede havde svær fibromyalgi og til en vis grad også hypermobilitet, mens der ikke var tegn på gigt.

Den 21. maj 1997 stadfæstede revaliderings- og pensionsnævnet kommunens afslag på førtidspension.

Sikredes kommune indhentede til brug for hendes pensionssag en psykiatrisk speciallægeerklæring (fra april 1998). Det fremgik heraf, at sikrede havde et letvakt angstberedskab med angstanfald i belastende situationer. Hendes psykiske besvær med angst og depressionssymptomer var forværret i tiden efter 1994, således at hun i 1996 fik en middelsvær depressiv enkeltepisode. Hun opfyldte umiddelbart de diagnostiske kriterier for neurasteni (d.v.s. neurotisk tilstand med symptomer bl.a. i form af træthed og irritabilitet) med klager over øget trætbarhed, koncentrationsbesvær og dominerende oplevelse af fysisk svækkelse og træthed, muskelsmerter, usikkerhedsfølelse, irritabilitet, anhedoni (manglende lystfølelse) og vekslende grader af nedtrykthed og ængstelse.

Det blev vurderet lægeligt, at sikrede aktuelt var i en relevant psykofarmakologisk behandling, men på trods heraf fremtrådte stærkt invalideret, og at yderligere psykiatrisk behandling ikke kunne forventes at ændre tilstanden afgørende.

I august 1998 fik sikrede tilkendt mellemste førtidspension med virkning fra den 1. juli 1998. Det fremgik bl.a. af afgørelsen, at sikrede siden det tidligere afslag på førtidspension var blevet afprøvet på en revalideringsinsitution, der i en erklæring havde konkluderet, at hendes arbejdsindsats skønnedes at være 10-15% af normen på det almindelige arbejdsmarked.

Sagen var lægeligt belyst ved den psykiatriske speciallægeerklæring fra april 1998, hvoraf det bl.a. fremgik, at sikrede lider af neurasteni, og at tilstanden er varig.

Ved vurderingen af bedømmelsesgrundlag var der lagt vægt på, at sikredes ægtefælle fraflyttede

fællesadressen i juni 1998. Før denne dato var sikrede vurderet i supplerende erhverv og efter denne dato i fuldt erhverv.

Nævnet lagde herefter vægt på, at revalideringsmulighederne var udtømte, og at den helbredsmæssige tilstand var lægeligt velbelyst. Erhvervsevnen skønnedes derfor at være ophævet i deltidsarbejde, men ikke nedsat med mindst halvdelen i husligt arbejde, mens erhvervsevnen i fuldtidsarbejde skønnedes nedsat med mindst 2/3.

Sikredes forbund anmodede i oktober 1998 Arbejdsskadestyrelsen om genoptagelse af sagen, da sikrede nu havde fået tilkendt mellemste førtidspension på grund af helbredet.

I klagen var det bl.a. anført, at det var arbejdsulykken, der var udløsende faktor for de andre lidelser, som siden var blevet konstateret. Før ulykken kunne sikrede således dyrke sport, mens der efter ulykken ikke havde været overskud eller kræfter til nogen form for fritidsaktiviteter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken efterprøvelse der skal foretages i sager om genoptagelse i forhold til efterprøvelsen i sager om materielle spørgsmål, d.v.s. mén og erhvervsevnetab.

Ankestyrelsen fandt, at der var grundlag for at genoptage sikredes sag om erstatning for tab af erhvervsevne, jf. lovens § 34 og 32, stk. 1 og 2.

Der var derimod ikke grundlag for genoptagelse af spørgsmålet om godtgørelse for varigt mén, jf. lovens § 34 og 33, stk. 1 og 2.

Ankestyrelsen vurderede samtidig, at arbejdsskaden ikke havde medført tab af erhvervsevne på 15% eller derover. Sikrede var derfor fortsat ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Begrundelsen for dette var, at overvejende sandsynlighed talte imod, at sikredes arbejdsophør og overgang til førtidspension var følger efter arbejdsskaden, jf. lovens § 13.

Efter denne bestemmelse anses et påvist tab af erhvervsevne eller et varigt mén for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering til grund, at sikrede ifølge en erklæring fra psykiatrisk speciallæge fra april 1998 lider af neurasteni (neurotisk tilstand med symptomer bl.a. i form af træthed og irritabilitet) samt muligvis en lettere kognitiv forstyrrelse. Det blev desuden lagt til grund, at sikrede ifølge et lægebrev fra april 1996 lider af svær fibromyalgi (lidelse med generaliserede muskel- og ledsmerter).

Det blev i øvrigt ved Ankestyrelsens tidligere afgørelse af 11. juni 1996 lagt til grund, at sikredes sygemelding ikke skyldtes arbejdsskadens følger, men psykisk arbejdsbelastning.

Ankestyrelsen anså det på det grundlag for dokumenteret, at sikrede har andre lidelser end arbejdsskadens følger, og at disse har medført nedsættelse af erhvervsevnen i væsentlig grad, sådan som det er vurderet af Det Sociale Nævn i forbindelse med pensionstilkendelsen.

Det var bemærket i afgørelsen, at Ankestyrelsen ikke havde efterprøvet nævnets afgørelse om tilkendelse af førtidspension. Ankestyrelsen vurderede vejledende på grundlag af de foreliggende oplysninger om sikredes helbredsforhold og funktionsniveau, at afgørelsen var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis for tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen vurderede således, at sikredes arbejdsophør og overgang til førtidspension i det væsentlige var en følge af hendes øvrige lidelser, hovedsageligt neurasteni og fibromyalgi.

Efter bestemmelsen kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene genoptages inden for en frist af 5 år fra første fastsættelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen.

Ankestyrelsen fandt, at der ved bedømmelsen af, om der er grundlag for at genoptage en sag, bør foretages en prøvelse af, om der er dokumenteret eller sandsynliggjort væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund ved den første fastsættelse af godtgørelse og/eller erstatning. Denne prøvelse indebærer sammenligning af det aktuelle og det tidligere oplysningsgrundlag med henblik på at fastslå, om der foreligger sådanne ændrede forhold, at der er grundlag for at foretage en fornyet, indholdsmæssig vurdering af sagen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen om genoptagelse vægt på, at sikrede efter det tidligere afslag på erstatning for tab af erhvervsevne ikke havde været i stand til at genoptage arbejdet, og at hun havde fået tilkendt førtidspension.

Ankestyrelsen vurderede således, at sikredes arbejdsophør og senere overgang til førtidspension udgjorde så væsentlige ændringer af de forhold, der var lagt til grund for den tidligere afgørelse, at der havde været grundlag for at foretage en fornyet vurdering af følgerne efter arbejdsskaden.

Ankestyrelsen vurderede på grundlag af indholdet af den påklagede afgørelse, at Arbejdsskadestyrelsen havde foretaget en fornyet, indholdsmæssig vurdering af spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne, og at dette spørgsmål således måtte anses for at have været genoptaget af Arbejdsskadestyrelsen.

Begrundelsen for denne afgørelse var, at der ikke var sket væsentlige ændringer af de forhold, som blev lagt til grund for fastsættelsen af godtgørelse for varigt mén.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at der ved den tidligere fastsættelse af godtgørelse for varigt mén ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 3. november 1995 blev lagt vægt på, at sikrede havde gener som følge af arbejdsskaden i form af smerter omkring nakken, let bevægeindskrænkning og tidvis udstråling til armen.

Ankestyrelsen lagde desuden til grund, at der i de foreliggende, senere lægelige oplysninger ikke var beskrevet væsentlige ændringer af arbejdsskadens følger i nakke og arm. Det fremgik derimod, at sikrede nu lider af neurasteni og fibromyalgi.

Ankestyrelsen fandt ved sammenligning af det tidligere og det nuværende oplysningsgrundlag, at der ikke var dokumenteret sådanne væsentlige ændringer af de forhold, som blev lagt til grund ved

fastsættelsen af godtgørelse for varigt mén som følge af arbejdsskaden, at der var grundlag for at genoptage sagen med henblik på at foretage en fornyet vurdering heraf.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse af spørgsmålet om godtgørelse for varigt mén, men ændrede afgørelsen om genoptagelse af spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 108356-99

Sagen vedrørte en nu 59-årig portør, som i februar 1993 pådrog sig en rygskade. Skaden blev anerkendt som en arbejdsskade med forbehold for forudbestående lidelse, jf. lovens § 12, stk. 2. Sikrede havde i 1991 pådraget sig brud på bækkenet ved en privat ulykke.

Sikrede fik ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 20. april 1999 afslag på genoptagelse, jf. lovens § 34.

Ved afgørelsen havde Arbejdsskadestyrelsen lagt vægt på, at det af pensionsakterne fra kommunen fremgik, at sikrede allerede inden arbejdsskaden havde følger efter et svært bækkenbrud med smerter og begyndende problemer med ryggen til følge. I en generel helbredsundersøgelse fra oktober 1993 var det oplyst, at sikrede ikke så sig i stand til at arbejde grundet lændesmerter og smerter i bækkenpartiet. Styrelsen konkluderede derfor, at de forudbestående bækkengener havde været erhvervshindrende, og fastholdt derfor nedsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen.

Sikrede fik ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 3. december 1993 tilkendt godtgørelse for en méngrad på 10% som følge af lændesmerter med bevægeindskrænkning. Der var desuden lagt vægt på, at sikrede også havde gener inden arbejdsskaden.

Sikrede fik tilkendt højeste førtidspension med virkning fra den 1. juni 1994.

Ved afgørelse af 20. juni 1994 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen sikredes tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden til 30%. Der var herved lagt vægt på, at arbejdsskaden efter styrelsens skøn kun svarende til ca. 1/3 kunne anses for at være årsagen til sikredes arbejdsophør og overgang til førtidspension.

Der blev ved lægeundersøgelser efter ulykken i 1991 påvist ledskred svarende til skambensregionen samt mellem korsbenet og bækkenet. Sikrede havde siden smerter over symfysen midt på skambenet med udstråling til bag- og indersiden af begge lår samt problemer med ryggen.

Sikrede havde derudover forudbestående lidelser i form af tilbagevendende brok i venstre lyske, urinsur gigt, forhøjet blodtryk samt følger efter tidligere knæskader og brud på højre skulder. Han havde desuden haft ryggener siden 1988 på grund af myoser, morbus Scheuermann og spondylose.

Om helbredsforholdene efter arbejdsskadens indtræden var det oplyst, at der ved objektiv undersøgelse i september 1993 blev konstateret bl.a. affladet lænd, bevægeindskrænkning ved foroverbøjning til finger-gulv afstand svarende til knæhøjde og betydeligt indskrænket bevægelighed ved sidebøjning. Sikrede oplyste, at han efter arbejdsskadens indtræden havde haft konstante smerter over lænden med udstråling til begge ben. Der blev ved CT-scanning konstateret frembuling af 5. lændehvirvel.

Sikrede oplyste ved en generel helbredsundersøgelse i oktober 1993, at han ikke så sig i stand til at arbejde grundet lændesmerter og smerter i bækkenpartiet.

Ifølge en speciallægeerklæring i 1995 bestod de aktuelle gener i smerter i skambensregionen med forværring bl.a. ved løft samt brændende fornemmelse i samme region. Sikrede oplyste ved undersøgelsen, at rygproblemerne efter ulykkestilfældet i 1993 ikke aktuelt gav gener.

Det fremgik bl.a. af en speciallægeerklæring fra 1996, at sikrede led af stærke smerter i bækkenet og lavt over lænden, af og til med udstråling til forsiden af begge lår. Han havde desuden svært ved at holde på afføringen. Lænden var fikseret i alle retninger, og der var svage reflekser.

Det var bl.a. oplyst i skemaerne fra sikredes førtidspensionssag fra 1993-94, at sikrede havde 7 års skolegang. Han havde derefter i mange år arbejdet som mekaniker og havde som selvstændig drevet et karosseriværksted. Han havde fra 1990 indtil arbejdsophør været ansat som portør. Sikrede modtog efter den private ulykke sygedagpenge i perioden august 1991 - juli 1992. Han genoptog derefter sit arbejde som portør, i begyndelsen på halv tid og derefter på fuld tid, hvor han var beskæftiget med opgaver af noget mindre belastende karakter.

Ved afgørelse af 2. januar 1997 gav Arbejdsskadestyrelsen afslag på genoptagelse af sagen om varigt mén. Styrelsen lagde herved vægt på, at der efter de lægelige oplysninger ikke syntes at være en ændring i tilstanden, som gav anledning til at forhøje den tidligere fastsatte méngrad, idet der overvejende var gener i form af smerter og beskeden bevægeindskrænkning.

Ved afgørelse af 17. juni 1997 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, hvorefter der ikke var grundlag for at genoptage sagen om varigt mén. Begrundelsen for afgørelsen var, at der i sikredes tilfælde ikke skønnedes at være sket en væsentlig ændring af følgerne efter arbejdsskaden. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at forværringen af generne med overvejende sandsynlighed måtte antages at skyldes den forudbestående skade på bækkenet.

Der var ved anmodningen om genoptagelse i marts 1999 bl.a. henvist til Højesterets dom af 3. september 1998.

Det fremgik af et supplerende brev fra sikredes læge fra maj 1999, at sikrede var utilfreds med ménprocenten efter bækkenbruddet, da han fortsat havde mange gener heraf.

I klagen var det bl.a. anført, at sikrede havde kunnet arbejde på fuld tid i fysisk hårdt arbejde som portør på trods af den forudbestående bækkenskade, samt at der ikke var dokumenteret en sikker prognose for, at den forudbestående lidelse ville have været erhvervshindrende, hvis arbejdsskaden ikke var sket.

Sagen blev behandlet i principielt ankemøde til afklaring af, om Højesterets dom af 3. september 1998 skulle tillægges en sådan betydning for praksis med hensyn til fradrag for forudbestående lidelse, at dommen kunne danne grundlag for genoptagelse af tidligere afgjorte sager, hvori der var foretaget sådanne fradrag.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen om erstatning for tab af erhvervsevne.

Begrundelsen var, at der ikke var fremkommet oplysninger, der kunne begrunde genoptagelse efter lovens § 34. Efter denne bestemmelse kan erstatningsspørgsmål genoptages inden for en frist af 5 år fra første fastsættelse, hvis de omstændigheder, der har været bestemmende for fastsættelsen af erstatningen, har ændret sig væsentligt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgik af lægelige oplysninger fra 1999, at de nuværende, væsentligste gener i form af bl.a. smerter og påvirket gangfunktion var en følge af en ulykke i 1991. Ankestyrelsen fandt således, at de nuværende og væsentligste gener var en følge efter ulykken i 1991 og ikke en følge af den anerkendte arbejdsskade.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der efter almindelige forvaltningsretlige regler heller ikke var tilstrækkeligt grundlag for at genoptage sagen.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering til grund, at der ved den tidligere afgørelse indgik oplysning om, at sikrede i tiden inden arbejdsskadens indtræden havde været sygemeldt i længere perioder på grund af følger efter ulykken i 1991 i form af omfattende bækkengener. Efter arbejdsskadens indtræden var sikrede desuden sygemeldt på grund af mavesår. Det vurderedes lægeligt ved en undersøgelse i januar 1993, at det var uheldigt, at sikredes daværende arbejde som portør medførte tunge løft, idet dette medførte forværring af bækkengenerne.

Ankestyrelsen vurderede således på grundlag af de foreliggende oplysninger om følgerne efter den forudbestående bækkenskade sammenholdt med sikredes daværende beskæftigelses karakter, at det var rigtigt i den tidligere afgørelse at konkludere, at der var nærliggende risiko for, at den forudbestående bækkenskade i løbet af kortere tid ville nedsætte erhvervsevnen i væsentligt omfang uafhængigt af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen fandt derfor, at der ved den tidligere afgørelse ikke var grundlag for at se bort fra, at arbejdsophøret og overgangen til førtidspension kun delvis var udløst af arbejdsskadens følger, og at der derfor ved udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne havde været grundlag for at foretage fradrag for forudbestående lidelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at der i Arbejdsskadestyrelsens tidligere afgørelse af 20. juni 1994, hvorefter arbejdsskaden efter styrelsens skøn kun svarende til ca. 1/3 kunne anses for at være årsagen til arbejdsophøret og overgangen til førtidspension, ikke var anført en nærmere begrundelse for dette skøn.

Ankestyrelsen havde samtidig noteret sig, at Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 30. juni 1999 gav en uddybende begrundelse for det skøn, som blev foretaget ved den tidligere afgørelse.

Spørgsmålet om genoptagelse efter almindelige forvaltningsretlige regler beror på en konkret vurdering i den enkelte sag af, om der efter almindelige forvaltningsretlige regler har været tale om væsentlige mangler ved sagsbehandlingen, således at en ny vurdering måtte forventes at føre til et væsentligt

ændret resultat. Dette var efter Ankestyrelsens vurdering ikke tilfældet i denne sag.

Ankestyrelsen meddelte til en henvisning til Højesterets dom af 3. september 1998, UfR 1998 side 1627H, at dommen ikke i sig selv kunne give grundlag for genoptagelse af en sag til fornyet vurdering. Dommen var efter Ankestyrelsens opfattelse udtryk for, at en mangelfuld begrundelse for en afgørelse medførte, at bevisbyrden efter lovens § 13 i den konkrete sag ikke ansås for at være løftet. Ankestyrelsen var således ikke enig med Arbejdsskadestyrelsen i, at der var grundlag for at fortolke Højesterets dom således, at den gav anledning til en praksisændring vedrørende forudbestående lidelsers betydning for erstatningsfastsættelse.

Ankestyrelsen henviste til, at Ankestyrelsen i lyset af nyere domspraksis havde udsendt SM-meddelelserne SM U-2-99, U-3-99 og U-4-99 om præcisering af praksis den 15. april 1999. Det fremgår af disse meddelelser, at der ved bedømmelsen af spørgsmålet om nedsættelse af godtgørelse eller erstatning på grund af forudbestående skade bør lægges vægt på dokumentation for helbredsforandringer eller nedsat erhvervsevne forud for skaden eller nærliggende risiko for udvikling af disse som følge af en forudbestående skade.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.